Vi hjælper børn og unge med at bryde tavsheden om vold
Please accept marketing-cookies to watch this video.
FÅ HJÆLP
Forlad siden
7_PsykiskVold

Vi hjælper børn og unge med at bryde tavsheden om vold

2_LatentVold

Se hvad børn og unge blandt andet spørger os om

Dreng

32

Dato

19/11/2021

Vi skændtes og jeg slog

Hej,

Ved ikke hvor jeg skal starte.
Kan ikke være i min egen samvittighed, føler skam og at jeg har svigtet.
Min kæreste og jeg har været sammen i et lille år. Forleden var vi ude at feste, hvor vi blev ganske beruset jeg mere end nødvendigt...
Da vi kommer hjem til vores lejlighed eskalere det hele. Vi ender i et skænderi, og ud af det blå slår jeg min kæreste med flad hånd hvilket ender ud i en mindre fight. Vi er begge mærket, jeg mere end hende. Men det ændre ikke på at det var jeg som startede dette, uanset skulle det aldrig være sket.
Min kæreste pakkede alle hendes ting dagen efter og er flyttet hjem til hendes familie midlertidigt. Hun ved ikke om hun kan være sammen med mig længere, og hendes familie gør selvfølgelig alt for at hun ikke kommer tilbage.
Dette er aldrig sket før, at slå min egen kæreste er langt ud over min egen grænse. Jeg er ærligt i chok og ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg på ingen måder er voldelig af natur.
Nu har jeg søgt hjælp da der måske er ting der skal rydes op fra fortiden, og alkoholen bliver også lagt på hylden.
Men skriver her for at høre hvad mere kan jeg gøre, eller hvad jeg skal gøre? En ting er sikkert, vil gøre alt for ikke at miste hende. Hun er det hele værd, mit et og alt!

Vh. LK

Svar

Kære LK

Først og fremmest skal du have tak for dit brev og et stort cadeau for at tage ansvar og søge hjælp med det samme! Det fortæller noget om, at du forsøger at tage ansvar for din handling og det er et rigtig godt udgangspunkt for forandring.

Jeg kan forstå, at i har haft en diskussion i beruset tilstand, der er eskaleret og endt med vold. Og nu er din kæreste fraflyttet midlertidigt mens i finder ud af, hvad der er op og ned.

Din kæreste udtrykker et behov for afstand til dig efter den voldelige episode. Du beskriver hvordan du ikke vil miste hende og at hun betyder meget for dig. Her er det vigtigt at du lytter til og respekterer hendes behov for afstand.

Du har gjort noget forkert og selvom du angrer, er det nødvendigt at du respekterer hendes grænser. Derfor vil jeg også råde dig til at fokusere din energi på, hvordan du kan bearbejde og arbejde med dig selv, i stedet for at bruge energi på at forsøge at redde forholdet.

Jeg kan fornemme på dit brev, at skam og skyld er følelser, der fylder meget hos dig i øjeblikket. Det er nogle store og svære følelser og jeg kan godt forstå, hvis du får behov for at gøre hvad som helst for at gøre det godt med din kæreste igen.

Det er vigtigt at du husker, at selvom du har gjort noget forkert ved at slå din kæreste, så er du ikke et dårligt menneske. Du fortjener at få hjælp og du har allerede taget det vigtigste skridt ved at række ud!

Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor episoden mon er eskaleret i en sådan grad, at du endte med at slå? Hvad var det der gjorde, at du slog? Var det en følelse af afmagt, var du vred eller hvad skete der inden i dig? Og hvorfor var det mon en løsning for dig i det øjeblik at slå? Hvad var det slaget kunne, som dine ord ikke kunne?

For at kunne forstå, hvorfor du slog, må du være nysgerrig på, hvorfor du blev så vred eller magtesløs. Hvilke følelser blev trigget og hvorfor?

Jeg vil rose dig for, at du har handlet hurtigt ved at søge hjælp, og jeg synes at det er smaddergodt med konkrete initiativer som f.eks. at droppe alkohol og få hjælp til at bearbejde fortiden. Det fortæller mig, at der er et håb for, at du i fremtiden vil kunne håndtere konflikter på en anden måde, hvor vold ikke er en del af dine handlemuligheder.

Vi vil meget gerne tale mere med dig om, hvad der skete og hvorfor det skete, og hvordan du i fremtiden kan handle anderledes. Du kan ringe til vores telefon hverdage mellem 17-20 eller fange os på vores chat i samme tidsrum.

De bedste hilsner
Thea, Brydtavsheden

Skriv til brevkassen og få svar indenfor 24 timer