BREVKASSEN

Pige/kvinde

19

20/08/2025

Er det psykisk vold og omsorgssvigt?

Kære Bryd Tavsheden
Jeg er en ung kvinde der prøver at søge klarhed, i et system der nok ikke helt er beregnet til at håndtere sager som min, hvertfald ikke endnu og hvor det garanteret først sker om en del år.
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde, fordi hvor er begyndelse enlig? Og hvordan forklar man noget man betvivler men samtid er sikker på at have foregået?

Jeg ved i grunden ikke hvordan jeg skal begynde, så dette giver mening, men til baggrundshistorie:

Kort fortalt har jeg gennem min opvækst været rædselslagen for mine forældre, eller nærmere deres vrede. En så indtrængende en frygt, at det kan bedst beskrives at leve sammen med sin største frygt. Jeg ved det lyder markabert at sammenligne det med fangeskab, men sådan føltes det som, et usynligt bur, hvor ingen så de usynlige mærker. Mærker af ord, hvor disse ord har sat som usynlig slag, hvor det føles som at være gennembanket, at jeg ikke rigtig kan hænge sammen. Jeg ved de fleste ikke forstår magten af disse ord, hvor jeg ofte selv betvivler om det var mig som var for følsom, fordi det ikke var fysisk.

Jeg har gennem min opvækst gentagende gange blevet truet med vold, (fået at vide jeg fortjente at blive slået), nedgjort på mange forskellige måde, bl.a. kaldt øgenavne (Snothvalp, Møgunge, fat svag), fik at vide mine handlinger var perverse, sammenlignet med andre, blevet spurgt hvorfor jeg ikke bare kunne være ligesom x og x, fordi så ville jeg også være x. Nedgjort og hånet for mine følelser, fået at vide det simpelhen ikke er rigtige, indirekte fortalt at jeg var løgnagtig.
Skældt ud over små ting, som ikke at komme hurtigt nok ned til aftensmad og lignede. Især forventninger der ikke blev nævnt, men alligevel forventet og derfor skældt ud over. Få gemt og ødelagt ejendele, samt truslen om det.

Jeg kunne komme med så mange eksempler at listen ville være uendelig lang, samt konkrete øjeblikke, herunder at få at vide som et lille barn at man skulle holde op med at tude, fordi man blev bange da man blev skældt ud.

Jeg har i mange år godt vidste at disse hændelser ikke var normale, eller den frygt jeg oplevede i hjemmet. Men på samme tid betvivler jeg disse oplevelser, fordi, er det ikke normalt at voksne skælder deres børn ud? Eller til tider lade deres temperament løbe af med dem, hvor de kommer til at sige upolitiske ting? Fordi logisk set, hvis jeg havde været et bedre barn, ville jeg ikke have blevet skældt ud. Jeg ved dog at hvis dette havde været en anden person ville jeg ikke tænke dette, fordi jeg ved børn ikke burde konsekvens beregne, hvornår det næste møgfald kom.

Jeg er i tvivl om dette er på grænse til psykisk vold mod børn, eller hvertfald et omsorgsvigt på et hvis punkt, men samtidig er jeg tvivl om dette fordi burde systemet ikke have trådt ind. Efter mit første forsøg, fortalte jeg dette til en psykiater, hvor jeg tydeligt skildrede frygten for ham, men jeg ved dog godt at når det ikke er fysisk, er svært at bevise. Nogle gange ville jeg have ønsket at de havde slået mig, fordi det ville være fysisk, hvor man forhåbentlig kunne have vidst fagperson det, selvom jeg godt ved at selvom det er fysisk ofte er en meget svært kamp.

Jeg har efterhånden været i psykiatrien i 1,5 år, hvor jeg gentagende gange har fortalt min historie til mange forskellige fagpersoner, hvor de ikke rigtig kan finde ud af hvad der er galt, andet end jeg ikke burde have konstante selvmordstanker. Jeg har flere gange nævnt muligheden for C-PTSD, hvor jeg godt ved denne diagnose ikke er implementeret i det danske sundhedssystem, men den ville bekræfte mine oplevelser. Oplevelser som genopleves dagligt, hvor jeg lever i en tilværelse med konstante påmindelser om denne frygt, selvom jeg er flyttet hjemmefra. Hvor min hverdag er præget en konstant undgåelse fordi jeg ved disse ting ville få mine forældre bryde ud i vredeudbrud.

Jeg ved ikke om dette overhovedet giver mening, men mit enlige spørgmål er om dette kan betragte som psysisk vold eller hvertfald derhen ad, omsorgssvigt fra primære omsorgspersoner? Selvom systemet logisk set har modbevist det ved ikke at reagere. Jeg har i mange år hold denne mistanke for mig selv, fordi jeg godt vidste at systemet ikke er gearet til disse situation, fordi hvem skulle jeg have henvend mig til? Såvel som jeg forudså at systemet ikke kunne hjælpe mig, da enligt fortalte fagpersoner omkring hvad der skete. Men jeg ved også at mine forældre er anderledes i nærvær med andre, at dette kun skete når der ikke var publikum.

Jeg håber det ikke har været alt for forvirende at læse.
Mvh. en ung kvinde

Kære dig

Tak for dit brev og for at række ud og stille nogle spørgsmål, som giver mening ud fra din historie. Jeg skal her forsøge at komme med svar ift. nogle af de problematikker du beskriver.

Som start vil jeg fortælle dig at jeg udmærket forstår det du skriver om at føle dig fanget i et usynligt bur. Et bur hvor man ikke kan se tremmerne, lige som i en vold (den psykiske) hvor man ikke kan se mærkerne. Ord, skæld ud, ydmygelser, trusler og manipulation kan slå lige så hårdt som fysiske slag på ens psyke og følelser. Dermed kan psykisk vold (for det lyder det til at være ud fra det du beskriver) være lige så skadelig og angstprovokerende som den fysiske og give lige så store udfordringer, når man skal til at lave sit liv efter volden er stoppet eller man er kommet på afstand af den eller dem der har udsat en for vold.

Du beskriver at du lever i en konstant frygt selvom du er flyttet hjemmefra og derfor ”burde” føle dig i sikkerhed. Jeg forestiller mig at det er denne frygt som sommetider kan fremkalde tanker om selvmord. Det er rigtigt at det ikke er normalt og på ingen måde sundt at gå med selvmordstanker, men går du rundt med ubehandlede og uforløste traumer som grunder i vold gennem længere tid, så er det en risiko og skal tages alvorligt. Heldigvis findes der rigtig god terapi, som kan hjælpe! Terapi vil kunne hjælpe dig til at forstå og acceptere, at du har været udsat for noget som ikke har været din skyld. Det vil kunne hjælpe dig med at genopbygge din selvsikkerhed og selvtillid, så du kan få et liv, hvor det er dig der bestemmer og skaber en sikker og tryg base for dig selv og din fremtid.

Det kan være svært at forstå hvordan et system kan svigte og hvorfor du ikke har fået hjælp i tide. Det er desværre rigtig svært for udenforstående at gennemskue hvad der sker i en familie, når man skal vurdere det udefra. Du beskriver f.eks. selv hvordan dine forældre opfører sig på en måde, når andre kan se det og på en anden måde, når I var alene. Du er blevet svigtet og overladt til dig selv (både af dine forældre og mennesker omkring jer) og det er en svær fortælling, at skulle gengive, så andre forstår den og forstår hvordan du har det. Det kræver fornyet tillid på et måske spinkelt grundlag, at skulle åbne op og fortælle din historie, men jeg vil opfordre dig til at bliver ved med at forsøge og dermed håbe på, at der kan findes noget hjælp til dig, som kan gøre at du får det bedre psykisk.

Du skriver at du har været i psykiatrien gennem 1,5 år og jeg vil gerne opfordre dig til at blive ved med at fortælle om hvordan du har det. Du har det som du har det og der er ikke noget rigtigt eller forkert i den forbindelse. Dine tanker og følelser er din virkelighed og jo mere du fortæller om hvordan du har det og hvilke udfordringer du oplever i din hverdag, jo lettere er det for ”systemet” og psykiatrien at finde de rigtige behandlingsmuligheder for dig. Om det er den ene eller den anden diagnose (du nævner selv c-ptsd), er måske ikke altid det mest vigtige. Men i stedet, at bruge energien på, atfinde ud af hvordan du får den hjælp du har brug for, for at kunne slippe fra frygten og få behandlet dine traumer fra fortiden, så du kan komme til at lave et godt og sikkert liv i fremtiden.

Prøv at forestille dig og øv dig på at beskrive, hvilket liv du godt kunne tænke dig. Hvordan ser det gode liv og den gode tilværelse ud for dig? Hvilke drømme har du for fremtiden?

Her hos Bryd Tavsheden tilbyder vi også samtaleforløb til nuværende eller tidligere voldsudsatte, hvor man får en personlig rådgiver at tale fortroligt med om de ting man har oplevet og som hjælper dig med at bearbejde dine oplevelser, få styr på dine tanker og følelser og giver dig konkrete råd til, hvad du kan gøre i netop din situation. Du kan læse mere om samtaleforløb og udfylde en kontaktformular her på siden, hvis du vurderer, at det kunne være gavnligt for dig - https://brydtavsheden.dk/hjaelp-til-unge-bryd-tavsheden/samtaler-for-unge-bryd-tavsheden/

Men hvis du har selvmordstanker så husk at du altid kan række ud til Livslinjen på 70201201 eller chatte med dem 17-21 i hverdagene og 13-17 i weekenden, her er linket til chatten https://tinyurl.com/Livslinjen. Rådgiverne hos Livslinjen er super gode til at hjælpe, når livet føles lidt for hårdt og smertefuldt.

Jeg ønsker dig i hvert tilfælde alt det bedste og håber du har mod på at fortsætte med at fortælle din historie – somme tider kan det at sige ting højt og at nogen anerkender og forstår det man siger, faktisk vær en hjælp i sig selv.

De Bedste Hilsner
Bryd Tavsheden