BREVKASSEN

Dreng/mand

32

24/03/2026

Jeg var offer for partnervold

Tilbage i sept 2024 fik jeg en stress-udløst depression af en kaliber, jeg aldrig nogensinde skal prøve igen. Jeg var selvmordstruet i månedsvis, men heldigvis blev jeg grebet af en psykolog, venner og medicinsk behandling. Idag er jeg stadig på anti-depressiv medicin og er ok igen.

Under depressionsforløbet var jeg angst, skrøbelig og udviklede en slags social angst. Mine venner kunne overhovedet ikke genkende mig. Jeg plejer at tage på stadion og drikke fadøl, mens vi vendte verdenssituationen, gå til koncerter og festival, være en midtpunkt for en fest. Kort sagt, min livsgnist var gået ud.

I april 2025 lettede den depressive tåge, der havde forpestet mit liv i et halvt år. Jeg kunne faktisk føle en glæde ved solskin, min datter der legede og cykelture i skoven. Som om jeg havde fået livet igen. Men jeg havde stadig en knude siddende, som klistrede til mig. Et ubehag, som jeg ikke rigtig kunne sætte finger på.

Min kone og jeg bliver skilt i nov 2025. På det tidspunkt havde jeg opbrugt alt mit gemte barsel, havde ikke et job og skulle nu til at søge efter en ny bolig, ikke alt for langt væk fra min datter. Hertil skal siges, at vi gennem foråret havde renoveret et hus på landet og udlejet vores fælles ejerlejlighed i en storby. Min kones søster flyttede hjem til Danmark efter mange år i Australien med sin mand og to børn. De havde købt et hus lige ved siden af os, som de flyttede ind i, i juni 2025 (min kones familie er fra den del af landet, så det mindede ret meget om et familiekollektiv - altså, min kones familiekollektiv)

I sommeren 2022 var min kone og jeg taget til England, fordi jeg gerne ville til koncert med en musiker, der sjældent kommer forbi Europa.

Aftenen forløber sådan set okay. Jeg skal på et tidspunkt på toilet, og da jeg kommer tilbage, virker min kone ret anderledes. Anderledes som i hypet, snakkede med fremmede under hele koncerten og helt aldeles ude af kontrol. Koncerten er slut og vi tager toget til Manchester. Under hele turen snakker hun konstant med alle mulige, trænger sig på overalt. Ustyrlig. Vi tager på en bar og hun bliver ved med at gå op til djen for at skifte sange. Og under taxaturen hjem, fabler hun løs om intet. Hun snakker endda dansk til taxachaufføren, som jeg kan se er ret træt af hende.

Vi lander på hotelværelset og jeg siger til hende, at hun opfører sig underligt. Altså, som jeg ikke har oplevet før, hun begynder at råbe af mig og jeg bliver overfaldet med knytnæve, spark og krads, mens jeg ligger og beskytter mig i sengen. Nogle minutter efter, mens hun stadig råber af mig, banker nogle på døren og spørger om alt er ok. Det stoppede hændelsen og hun faldt i søvn på sengen ved siden af.

Dagen efter kan hun ikke huske noget. Jeg fortæller hende om hvad der er sket. Hun er ked af det. Lover mig det aldrig sker igen. Jeg fortæller ikke nogen om episoden, simpelthen fordi jeg skammer mig og føler mig nedgjort.

Året efter er vi i sommerhus med mine venner. Hun har drukket en del alkohol i løbet af dagen og ender i en diskussion med min bedste ven om et eller andet. Vi kommer ind på vores værelse, og jeg fortæller hende at jeg ikke kan lide, at hun diskuterer med min bedste ven på den måde. Også sker det igen. Hun bliver rasende og igen bliver jeg overdynget af spark og knytnæver, mens hun skriger af mig. Det ender med hun tager vores bil og kører derfra. Jeg er ødelagt indeni. Forrådt. Nedgjort. Og det værste er skammen. Men vi forsætter med at være i et ægteskab. Og jeg siger det ikke til nogen.

Tilbage til nov 2025. Intet job. Ingen bolig. Og hun smider mig mere eller mindre ud på røv og albuer 19 dec. Jeg er hjemløs i to måneder. Jeg har altid kunne bo hos mine forældre, men måske vækker det en genkendelighed, det at bo hos sine forældre i slut 30’erne, vitterligt er en anstrengelse de fleste ikke magter.
Så jeg bor hos venner, sofaer, engang imellem hos de gamle. Accepterer den virkelighed jeg er sat i.

Hun er i et nyt forhold ganske kort tid efter (1-2 måneder)

Jeg har uendelige lange samtaler med venner. Er jeg virkelig så let erstattelig? Og som samtalerne bliver dybere, bliver jeg gjort opmærksom på flere ting som er røde flag, jeg havde begravet dybt i mig selv og som nu vælter frem.

Hun er besat af kontrol. Hvis jeg feks havde beskåret et træ ude i haven uden at spørge hende inden, kunne hun rante i flere minutter om jeg nu også havde rådført mig med eksperter eller om jeg givetvis overhovedet havde tænkt mig om inden jeg gik igang? Jeg blev nedgjort, talt ned til og beskyldt for aldrig at kunne udføre noget ordentligt. Flere gange fortalte jeg, at jeg var bange for hende, men forstået, hun var ikke ansvarlig for mine følelser
På et tidspunkt forsøgte vi at afprøve en diæt, der var populær. Den indebar feks. at vi ikke måtte sodavand, slik, pasta osv. En aften havde jeg købt en light sodavand, som jeg drak og hun guilt trippede for hvad føltes en uendelighed. Hvor lidt hun kunne stole på mig, at jeg havde misbrugt hendes tillid og at nu skulle vi starte forfra. Senere på aften opdagede jeg så, at der var en pose fra starbucks i skraldespanden, og jeg spurgte, hvad hun havde fået på starbucks. Hun havde fået en muffin og en chai latte. Jeg besvimede næsten af uretfærdighed over den behandling, hun havde udsat mig for. Men jeg kunne ikke få hende til at sige undskyld til mig, fordi hun ‘bare havde glemt at vi var på kur, mens hun var sammen med sine veninder’ Det brændte af uretfærdighed i mit indre.

Episoderne overfor er få eksempler på, hvad der ugentlige begivenheder i vores forhold. Omfanget af lignende hændelser, er så utallige og hver gang jeg forsøgte at fortælle noget, som gjorde mig ked af det i ægteskabet, endte det altid med, at det var nogle iboende mekanisme i mig, som jeg burde arbejde på.

Hun beskyldte mig for at have et alkoholmisbrug, fastsatte en ramme for mit indtag til fester (maks 4), og jeg kan garantere for, hun holdt øje. For at være emotionel utilgængelig, at være sart overfor ‘konstruktiv kritik’, at være temperamentsfuld - ting jeg aldrig nogensinde havde oplevet nogen i mine tidligere forhold påpege (et forhold på syv år og et på 2 forinden) Ting, ingen af mine nærmeste venner eller bekendte vil kendetegne mig for.

Hun tog alle beslutninger i forholdet, ofte uden at spørge mig inden, men blot fortalte, hvordan det var. På et tidspunkt viste jeg en el-cykel til hende, som jeg mente ville passe perfekt til os begge, udløste det et tredjegradsforhør af min tankeproces hvor alt blev endevendt og kritiseret. Ny vinterjakke til mig? Hun fandt en, som hun syntes var passende. Efter købet blev jeg udskammet over at have brugt så mange penge, og at hun skulle vi virkelig spare resten af måneden. Jeg var egoistisk, måtte jeg forstå. Fortællingen blev, at jeg var ude i stand til at tage nogensomhelst beslutninger, fordi jeg ikke tænkte mig om. Derfor måtte hun stå for alle beslutninger, hvilket hun ofte nedgjorde mig for. Virkeligheden var, at jeg simpelthen ikke turde, fordi jeg var bange for hende.

Men som årene gik, blev den narrativ, hun fortalte mig, min egen narrativ. Hun fik mig overbevist om, at jeg ikke er god nok. At jeg tvivlede på mig selv. At det var hende og kun hende, der fik det hele til at hænge sammen. Jeg var blevet så besat af, at hun ville anerkende en lille ting af mig, men kravene skiftede hele tiden. Lidt efter lidt følte jeg mig uvelkommen og bekæmpet for den jeg er, i mit eget hjem af min kone. Skammen, fortvivlelsen, den ene ydmygende og degraderende kommentar blev hverdag for mig, og jeg turde ikke fortælle nogen om det, fordi jeg var bange for, hvordan det ville skade hendes ry og identitet.

Jeg befandt mig i den situation, at hvis hun gerne ville have sex, udløste det et panikanfald i mig, som jeg skjulte under påskud af præstationsangst. Jeg følte, jeg skulle have samleje med min overgrebsperson. Jeg blev kritiseret for aldrig at have lyst eller tage teten. Jeg måtte søge professionel hjælp for at komme til bunds i min præstationsangst. Jeg gav hende ret.

På et tidspunkt lige inden skilsmissen, bringer jeg de to voldsepisoder op og hvordan de stadig hærger mig. Hun affejede begge episoder som ‘det var anderledes’ og at ‘jeg havde gjort hende ked af’. Min virkelighedssans krakelerede, og jeg begyndte at overbevise mig selv om, det var min skyld, hun havde været voldelig.

Ved den første konsultation hos min psykolog under depressionen, pegede hun på, at jeg ikke ‘bare’ havde været belastet i 6-12 måender, men årevis. Og jeg gik ikke til bekendelse overfor hende, om det som virkelig belastede mig. Jeg sagde, jeg havde været udkørt og overbelastet på mit job. Jeg kunne vitterligt ikke sige, hvad der var slået i stykker i mig, fordi narrativen om hvor dårlig, ikke god nok og sart jeg var, var blevet min virkelighed. Samtalerne handlede om, at jeg havde et alkoholmisbrug og at jeg var på en deroute. At forhold handler om tillid og respekt - og jeg troede på den fortælling. Løj overfor psykologen om mit alkoholindtag så det var på linje med det, min kone havde banket ind i mig.

En kollega fulgte med på sidelinjen under depressionen, og en dag spurgte hun mig, om min kone var en medvirkende faktor til min depression. Jeg fik hjertebanken og koldsvedende afviste jeg hendes påstand. Det var fordi jeg havde travlt på arbejdet.

Ved en parterapeut blev jeg udskammet, grillet og gjort til synderen. Jeg var alkoholiker, utilregnelig, impulsiv og en decideret fare for vores fremtidige parforhold. Jeg sad og nikkede og gav dem ret i det hele. På det tidspunkt havde jeg ikke mod, styrke eller ordene for, hvad der rumsterede i mig. Jeg løb med på fortællingen og begyndte at fornemme min identitet ufrivilligt blev omskrevet. Jeg håndskrev et brev til min kone, om hvordan jeg havde såret hende gang på gang og om hvordan jeg bitterlig fortrød, alt den smerte, jeg havde påtvunget hende over årene. Hun mente, at jeg endelig tog ansvar for alt, jeg havde budt hende i vores forhold.

Det mest frygtelige var, at jeg var enig. Den eneste der kunne redde mig, var kun hvis jeg anerkendte alle mine svagheder, indrømmede mine katastrofale svigt over årene og ‘begyndte at tage mig selv og hende alvorlig’ for ellers ville det ende i den totale ødelæggelse.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af dunkede voldsom uret begået af hende og den samme uret, jeg begik overfor mig selv.

Jeg vil have hende til at gå til bekendelse med den fysiske vold, hun har udsat mig for. Til sin familie, min familie, venner. Dem alle. Rykke scenetæppet væk og lade dem se, hvad vold gør i et parforhold. Det fortæller min retfærdighedssans, er det mindste. Men jeg frygter for efterdønningerne af det ultimatum og hvad det vil betyde for min datter og vores fremtidige samarbejde. Det her handler ikke om samværsret, forældreevner eller stridigheder i familieretshuset (fordi jeg objektivt ser hende som en god mor for vores datter)

Det handler om, hun har luftet alt mit beskidte undertøj for hele sin familie og venner. Jeg er offer for partnervold ikke bare en enkelt gang, men to gange. At det er mig, der er uduelig, inkompetent, svag, mistillidsvækkende og et skvat.. Jeg væmmes ved tanken om, at netop den fortælling, som har brændt sig fast.

Jeg er bange for hende og hendes familie. Jeg frygter en eskalering. At min fortælling bliver fordrejet og det får fatale konsekvenser for samarbejdet om vores datter.

Havde det været den omvendte verden, altså den fysiske og psykiske vold jeg er blevet udsat for, var jeg blevet brændt på bålet, udskammet og smidt i en celle for at rådne op. Forhadt af min omgangskreds og brandet som voldsmand, ude i stand til at kontrollere sin vrede, når jeg først havde drukket. En psykopat, scum of the earth.

Første gang jeg mødte hendes far, fortalte han henover middagsbordet, at han ville skære nosserne af mig, hvis jeg nogensinde gjorde hans datter fortræd foran hele familien. I virkeligheden er det min far, der skal skære nosserne af min kone - billedligt forstået. Men de ved ingenting, fordi jeg frygter, at når jeg først fortæller det, er der ingen returret.

Men det er ikke den omvendte verden. Jeg er blevet krænket, udsat for vold og dernæst pisset godt og grundigt på, men ingen ved det. Jeg lever med en skam, der mere eller mindre forplanter sig som en bitterhed, der helst ikke skal rodfæste sig.

Kære dig

Tak for dit brev. Sikke en voldsom oplevelse og periode du har været i. Først og fremmest har jeg lyst til at rose og anerkende dig for det brev du har skrevet. Hvor er det modigt at sætte ord på den oplevelse og den vold der har været din hverdag i så lang tid!

I dit brev beskriver du et forhold til din eks-kone, der var præget af psykisk og fysisk vold, hvor du har oplevet din identitet og karakter blive betvivlet på et meget ekstremt niveau – og hvor, som du selv skriver, hendes narrativ om dig, kom til at erstatte din egen oplevelse af dig selv. Du beskriver også at blive beskyldt for alkoholmisbrug og at få mange af dine ubehagelige oplevelser med hende affejet som om, at det har været dig der har været forkert på den, eller dig der har gjort noget forkert.

Det er tydeligt, at du har levet i en meget usikker og utryg hverdag, hvor alle de her voldsomme episoder har haft svære konsekvenser for dig, dit selvbillede og dit selvværd. Når man udsættes for en så gennemgående psykisk vold som den du beskriver i brevet, så er det helt naturligt, at ens identitet lige så stille falmer – simpelthen fordi volden ændrer vores billede af os selv. Du skriver også at skammen fylder meget for dig. Jeg kan kun forestille mig, den smerte du må føle, men jeg håber at du også kan se på din situation med blidere øjne – du har været i en helt vildt uretfærdig, voldsom og ødelæggende situation, men alligevel formår du at skrive reflekteret om det, og at bryde tavsheden om den vold du har været udsat for. Det er inspirerende og så stærkt at kunne det!

I dit brev fornemmer jeg også at uretfærdighedsfølelsen fylder meget i dig nu - at hun ’slap afsted’ med det hele og at du endte med at blive gjort til skurken – når det jo egentlig var dig der blev udsat for grov psykisk vold. Det er derfor helt forståeligt at din retfærdighedssans er meget påvirket, nu hvor det begynder at blive tydeligt for dig, hvad hun har udsat dig for. Jeg kommer derfor også til at tænke på, om du har overvejet at starte i behandling eller terapi for at bearbejde alle de ting som du har været udsat for? Måske kunne det være starten på at finde tilbage til dig selv, og forstå de ting der er foregået og hvordan det har påvirket dig.

Her til slut vil jeg igen anerkende dig i den styrke der er i, at fortælle din historie her. Dit brev er vigtigt, og det viser et stort mod at du deler din fortælling. Det er desværre enormt tabu-belagt som mand at være i et voldeligt forhold, og derfor er dit brev så vigtigt! Jeg er sikker på at der faktisk er rigtig mange, der kan spejle sig i din historie, men som måske ikke selv har fundet ordene for det endnu. Dem hjælper du også ved at dele din historie her – det er både modigt og inspirerende.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden