fbpx
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

29

Dato

28/07/2019

Kæreste der er psykisk voldelig

Er det vold?

Jeg har været sammen med min kæreste i snart 3 år. I starten, hvor forelskelsen var altoverskyggende gik det også fint. Men da den begyndte at lægge sig, viste min kæreste en anden side af sig selv. Når hun bliver sur, bliver hun virkelig led i munden og taler nedladende til mig. Kalder mig div. bandeord. Det er meget nyt for mig, da jeg ikke før har oplevet det eller selv kaldt andre sådan i mine tidligere parforhold. Når hun bliver rigtig sur, kan hun også finde på at kaste med ting. Også på mig, dog kun ting, som er “bløde”. Og siger efterfølgende: det gjorde jo ikke ondt. Hun kan være meget aggressiv og truende med ansigtet helt op i mit. Efter et skænderi bliver hun ofte meget ked af det og græder og fortryder sine handlinger og ord. Hun ryger jævnligt hash, da hun siger det sætter en dæmper på hendes tanker og gør hende mere rolig. Og det er også rigtigt, men jeg synes ikke det løser problemet. Desuden ser jeg ikke mig selv sammen med en der ryger hash i fremtiden.
Vi har snakket om vreden, og det er måske blevet en lille smule bedre. Dog oplever jeg, at det influerer på, hvad jeg synes er “normalt”. Jeg begyndte efter noget tid også at tale grimt til hende, når vi skændes. Nogle enkelte gange, hvor vores skænderier er eskaleret har vi enda slået og spyttet på hinanden. Hun siger at jeg trykker på de rigtige knapper, for at få hende derud, og at jeg er lige så meget skyld i det som hende. Jeg føler mig også skyldig, for jeg har gjort ting i det her forhold, som jeg aldrig troede, at jeg var i stand til. Hun rykker også andre grænser, fx når hun “skælder mig ud” når vi er sammen med venner, familie eller ude i byen, hvilket jeg synes er meget ydmygende. Eller truer med at offentliggøre diskussionsemner som en meningsafstemning på de sociale medier. Det er som om, at er det sket en gang, så sker det igen, selvom jeg siger fra.
Jeg har i længere tid overvejet, om det rigtige er at gå fra hende? For kan hun ændrer sig? Jeg ønsker ikke at få børn, som skal vokse op med disse skænderier. Og mine følelser, vores nærhed og intimitet bliver udfordret af vores skænderier. Hun vil uden tvivl blive meget ulykkelig, hvis jeg går fra hende. Så ulykkelig at jeg ikke ved, hvad hun kan finde på at gøre. De gange hvor vi har skændes, og jeg har truet med at begå selvmord, hvis jeg ikke skal være en del af hendes liv.

Jeg har længe tænkt over, om man vil kalde det et voldeligt forhold? For det er det vel? Og er usikker på, hvad jeg skal gøre? En del af mig, har lyst til at blive, da vi også har nogle gode ting og minder sammen. Men hvis jeg går fra hende, hvordan sikrer jeg mig så, at hun kommer sikkert videre?

Svar

Kære pige på 29 år. Det er super godt at du skriver og beretter om dit forhold.
Det korte svar er at der er tale om psykisk vold. Jeg tror at din kæreste har brug for hjælp og støtte til at få styr på hvad der sker i hende når hun taber kontrollen og bliver grov overfor dig.
Og spørgsmålet er jo om du kan være den støtte som hun har brug for. Det lyder som om dine grænser også bliver brudt ned, og du skriver at du er begyndt at reagere ligesom hun gør, i jeres skænderier. Det er en logisk proces, men jo slet ikke sund og god. For hvis ens grænser er brudt ned, så bliver det så meget nemmere at overskride dem igen og igen.
Jeg forstår godt dine forbehold overfor at fortsætte et forhold der indeholder disse ubehagelige ting. Og at du ikke kan se en fremtid sammen med din kæreste.
Jeg læser også at din kæreste udsætter dig for psykisk vold ved at true dig med at ville skrive på de sociale medier, og det er en voldsom psykisk trussel at true med at begå selvmord hvis du forlader hende.
Det er en ubehagelig måde at forsøge at styre et andet menneske og til at få sin vilje. Og det får mig til at tænke at din kæreste har brug for professionel hjælp.
Jeg lægger også mærke til at du ikke skriver noget om din kærlighed til din kæreste, om hvad der er godt mellem jer. Det får mig til at tænke at det der ikke fungerer, efterhånden har overskygget kærligheden.
Jeg tolker ud af dit brev at du er på vej væk fra forholdet og jeg tænker at det kan være din måde at beskytte dig selv på.
Jeg tænker at din kæreste har brug for hjælp til at arbejde med den side af sig selv hvor hun er grænseoverskridende. Og hash hjælper ikke i længden, hash kan skabe flere aggressioner.
Måske din kæreste kan kontakte os via telefon, vi har mulighed for at tilbyde hende nogle samtaler, eller hun kan kontakte sin læge og tale om muligheden for at få en henvisning til en psykolog.
Jeg tænker at du skal passe på dig selv og din kæreste skal have hjælp. Og der er jo ingen ting der forhindrer jer i at blive kærester igen, senere, når din kæreste har arbejdet med sig selv og sin adfærd.
Mange tanker og hilsner til dig fra Herdis.