fbpx
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

22

Dato

07/08/2019

Vores forhold var ret toxic

Min ex som jeg var sammen med i 11 måneder, havde meget stramme regler om hvad jeg måtte og var også meget kontrollerende - jeg måtte ikke engang være med til en pige aften hjemme hos en veninde og nogle andre eller tage over på min kusines gymnasium fordi han syntes der var for mange drenge. Derudover ku han også meget tit gøre grin med min vægt og kalde mig “fede ko” som var ret sårende fordi jeg har nævnt for ham at jeg har været meget deprimeret og så havde taget på. Han har haft sagt nogle meget sårende ord til mig generelt som jeg ikke ku finde på at sige til ham eller andre, da jeg syntes det er ondt. Jeg gik fra ham for ca 3 måneder siden og det var rigtig svært for jeg elskede ham virkelig, men har det sidste styk tid fået øjne op for hvor dårligt han tit ku behandle mig, mest verbalt. Han har dog også været meget kærlig, men det får mig til at tænke at hans opførsel mod mig var emotional abuse? Eller mentalt? Eller begge...jeg gik også fra ham fordi jeg vidste jeg ville være mere ked af det end glad og vores forhold var ret toxic..kærlighed gør blind.

Svar

Kære du,

Tak for dit brev, hvor du så fint beskriver dine bevæggrunde for at tage en rigtig hård beslutning - at afslutte et forhold med en mand, som du elsker. Det er rigtig hårdt at stoppe et parforhold, men det kan sætte gang i en masse overvejelser. Og jeg kan læse, at du har gjort dig nogle gode og vigtige overvejelser i forbindelse med jeres brud.

Du beskriver, at din ekskæreste ville kontrollere hvor du var, hvor længe og med hvem, samt at han kaldte dig "fede ko". Det er en meget sårende og nedværdigende måde at tale til sin kæreste på. På din beskrivelse lyder det som om, at du har været udsat for psykisk vold. Det er aldrig acceptabelt at udsætte sin kæreste for vold, og jeg er glad for at læse, at du gik fra ham, fordi du ikke ville finde dig i, at han behandlede dig dårligt. Hvor er du stærk, at du har afsluttet forholdet!

Alle de mange overvejelser du går med, kan måske virke helt overvældende. Vores erfaring er, at det hjælper at tale om sine oplevelse, når man har været udsat for psykisk vold. Så du har taget et vigtigt skridt ved at skrive til os. Jeg ved ikke, om du allerede har tale med andre om det, der er sket? Ellers vil jeg anbefale, at du får snakket med en god ven, så er du ikke er alene med dine tanker. Hvis du har lyst til at snakke om dit afsluttede forhold med os, så må du endelig skrive ind på chatten. Der er åbent mandag-fredag kl. 16-19.

Mange hilsner
Sofie