Brevkassen — Brydtavsheden
Please accept marketing-cookies to watch this video.
FÅ HJÆLP
Forlad siden

Skriv til brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. Brevkassen er åben alle dage, året rundt.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

18

Dato

06/05/2022

18 årig pige der er blevet udsat for kærestevold

Hej jeg er en pige på 18 år som for et halvt år siden kom ud af et forhold. Forholdet var med en 2 år ældre dreng fra Vestegnen som havde nogle helt andre normer end mig. I forholdet blev jeg sparket, slået, snakket ned til, sultet, voldtaget, kontrolleret og fik overtrådt adskillende grænser. Det var først efter forholdet, det gik op for mig hvor slemt det havde været. Jeg meldte det derfor til politiet efterfølgende og står nu og venter på en retssag.
Jeg står tilbage med adskillige problemer. Jeg spiser ikke, jeg hallucinerer fx ser jeg ham på mit værelse om natten, ser stadigvæk alle mærkerne på min krop selvom de for længe er borte osv. , jeg går rundt og er bange 24/7.
Jeg går til psykolog, og her bliver der løbende snakket om PTSD, angst og deprision. Jeg arbejder alt hvad jeg kan for at komme igennem det, og for at komme tilbage til et normalt liv. I marts 2021 lavede han det som politiet kalder et drabsforsøg. Han kvalte mig så meget at jeg var ved at besvime, jeg slog derfor ud efter ham for at få ham til at slippe mig hvor på han slår mig i ansigtet og brækker min næse.
Jeg har nu efter et halvt år fået en ny kæreste som virkelig er en støtte for mig, han respekterer og hjælper mig gennem det hele og han er helt med på at jeg ikke er “færdig” med at snakke om min ex.
Han er dog begyndt at få beskeder hvor han bliver truet nu.
Jeg står derfor i en super ubehagelig situation, og står faktisk et sted hvor jeg overvejer at gå fra min nuværende kæreste, fordi jeg føler jeg bringer ham i fare, og udsætter ham for en hel del som han ikke burde udsættes for. Jeg er jo ikke en “normal” pige endnu, og han har forståeligt nok, ingen erfaring med den her slags forhold. Jeg er simpelthen bare så ked af alt hvad jeg udsætter ham for, og alt hvad han skal stå model til samt alt han står på mål for. Jeg kan ikke gøre det op med mig selv om jeg skal blive med ham som jeg så gerne vil. Eller om jeg skal Skåne ham for alt det her lort og dermed klare det hele “selv” og derfor slå op med ham…

Svar

Hej og tak fordi du skriver til os.

Jeg kan se, at du har været udsat for en del ting, da du fortæller at du for et halvt år siden slog op med din kæreste, der er 2 år ældre end dig. Du fortæller at du er blevet sparket, slået, snakket ned til, sultet, voldtaget, kontrolleret og har fået overtrådt adskillende grænser, hvilket du efterfølgende har meldt til politiet og nu venter på en retssag. Derudover fortæller du, at din ex kæreste tilbage i marts 2021 forsøgte at lave det politiet kalder et drabsforsøg, hvor han kvalte dig så meget, at du var ved at besvime.

Du fortæller ligeledes, at du på grund af dine oplevelser i forholdet, nu stå tilbage med adskillige problemer, såsom hallucinationer, i det du f.eks. ser din ex kæreste på dit værelse om natten, at du ikke får lyst til at spise, at du stadigvæk ser alle mærkerne på din krop selv om de er væk, og at du generelt går rundt og er bange 24/7.

Du fortæller desuden, at du nu efter et halvt år har fået en ny kæreste, som virkelig er en støtte til dig, da han respekterer og hjælper dig gennem det hele, og at han er helt med på, at du ikke er ”færdig” med at snakke om din ex

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at jeg synes det er stærkt af dig, at du arbejder på at få et normalt liv igen, ved at du er startet til psykolog, hvor du kan snakke om det du har oplevet og hvordan du bedst muligt kan arbejde på at få det bedre. Jeg vil også gerne fortælle dig, at det er godt at du har politianmeldt din ex kæreste, og at du venter på en retssag, da det du har oplevet og været udsat for er ulovligt og har traumatiseret dig. Jeg bliver også opmærksom på, hvor svært det må være for dig at vente på en retssag, da det formodentlig forsinker din egen proces med at få det bedre. At du ikke kan få en afslutning.

Du fortæller, at din nuværende kæreste bliver truet på beskeder og at du derfor overvejer at gå fra ham, så han ikke udsættes for fare og dermed kan skåne ham for alt det der foregår. Hvis din kæreste ikke allerede har gjort det, så vil jeg råde ham til at politianmelde ham/dem som der truer ham på beskederne, da dette er ulovligt og strafbart.

Jeg lægger mærke til at du nævner, at din nuværende kæreste er en støtte for dig, da han respekterer dig og har hjulpet dig gennem det hele. Jeg kan godt forstå at du overvejer at gå fra ham og skåne ham og dermed klare det hele ”selv”. Jeg bliver dog nysgerrig på om du har snakket med din kæreste om dette i forhold til, hvad han synes om hele situationen og om han ønsker at blive skånet, eller om han faktisk gerne vil være der for dig så du ikke skal klare det hele selv? Jeg tænker på om du ville ønske selv at vælge, hvis det var omvendt?

Jeg håber at dette har været en hjælp for dig og hvis du har yderligere spørgsmål, så er du meget velkommen til at henvende dig til os i bryd Tavsheden på vores chat eller på vores chat telefon på 44 45 20 90.

Venlig hilsen
Bryd Tavsheden