Brevkassen — Brydtavsheden
Please accept marketing-cookies to watch this video.
FÅ HJÆLP
Forlad siden

Skriv til brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. Brevkassen er åben alle dage, året rundt.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

13

Dato

19/05/2022

Er det vold eller overreagerer jeg?

Hej.
Jeg er lidt i tvivl om jeg har oplevet psykisk vold fra min far. Han har altid sagt at det ikke var synd for mig hvis jeg var virkelig ked af det, og råbt af mig når jeg forsvarede mig selv. Selvom det er min ret at forsvare mig. Han har kaldt mig for drama queen engang når jeg havde et angstanfald, og jeg synes bare aldrig i mit liv at han giver mig den anerkendelse jeg har brug for. Han fortæller mig også tit at jeg stinker. For lidt siden fortalte han mig en masse trusler med at jeg skubber folk væk. Og at jeg skubber Johanne (min bedste veninde) væk. Selvom jeg ved at det ikke er rigtigt, og Johanne er ligeså glad for mig som jeg er for hende.
Er det vold, eller overreagerer jeg?

Hilsen Pige

Svar

Kære pige, tak for dit brev.

Jeg kan forstå, at du er i tvivl om hvorvidt, du har oplevet psykisk vold fra din far. Du skriver blandt andet, at han har råbt af dig og ikke har givet dig den anerkendelse, som du ønsker at få fra ham.

Først vil jeg gerne fortælle dig, at jeg synes det er super sejt, at du skriver herind for at få svar på dit spørgsmål. Det er meget modigt af dig!

Ud fra hvad du skriver i dit brev, får jeg lyst til at fortælle dig lidt om psykisk vold. Psykisk vold er når man gentagende gange er blevet udsat for ydmygelse, manipulation, kontrol, hån og råb blandt andet. Og ud fra hvad du har skrevet i dit brev, kan det godt tyde på, at du har været udsat for psykisk vold. At blive udsat for psykisk vold er på ingen måder i orden! Derfor er jeg også meget nysgerrig på, om du mon har talt med nogle om det, du har oplevet med din far? Det er nemlig altid en rigtig god ide, at tale med nogle du føler dig tryg ved om det, du har oplevet. Det kunne for eksempel være en voksen i din familie, en lærer på din skole eller en veninde. Du nævner selv din bedste veninde Johanne i dit brev. Mon du kan tale med hende om de ting, du har oplevet?

Du skriver også, at du er i din ret til at forsvare dig og det er nemlig HELT rigtigt. Den tanke skal du holde fast ved, for uanset hvad så er du altid i din fulde ret til at forsvare dig. Jeg får lyst til at fortælle dig, hvor modigt og sejt det er, at du forsvarer dig og står op for dig selv, når du har oplevet det, du har. Det kan du godt være rigtig stolt af!

Du stiller også et spørgsmål til sidst i brevet, om det er vold eller om du overreagerer. Jeg bliver nysgerrig på, om hvorfor du mon tænker, at du overreagerer, for det gør du bestemt ikke! Det du har været udsat for, er på ingen måder i orden og det er derfor, det er så godt, at du skriver herind til os.

Som jeg skrev tidligere, synes jeg, at det er en rigtig god idé, at du får talt med nogle om det, du har oplevet. Du er også meget velkommen til at skrive eller ringe herind. Du kan ringe på tlf. 44452090 eller skrive til os på vores chat som du kan finde på vores hjemmeside på www.brydtavsheden.dk begge steder mellem klokken 17-20 i hverdagene. Vi vil rigtig gerne lytte til dig og hjælpe dig igennem det, du oplever.

Jeg håber at mit svar til dit brev, kan hjælpe dig.

De varmeste hilsner

Nanna, Bryd Tavsheden