Brevkassen er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Brevkassen er anonym
Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
15
31/05/2022
En kæreste man kan have det sjovt med
Jeg mødte en sød fyr for 28 måneder siden vi har skrevet on and off og har været flirts og kærester nogen gange med i meget korte perioder, vi har kun mødt hinanden en gang før. Efter følgende har jeg haft noget med mange andre fyre men gået tilbage til ham mange gange og givet ham mange chancer. Jeg føler at vi kommer tættere på hinanden hver gang. Men føler virkelig han kun tænker på det seksuelle og det har jeg det lidt svært ved fordi det er ik det jeg ville jeg ville gerne have en kæreste som man kan have det sjovt med og putte sammen med men hvordan skal jeg fortælle ham det? synes det er ret svært at skulle fortælle ham det
Kære du
Hvor er det stærkt og godt gået af dig, at du kan sætte ord på, hvordan du gerne vil have, at et kæresteforhold skal være.
Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært at få det sagt til den person, man gerne vil være kæreste med, hvis man tror, at han gerne vil noget andet.
Jeg tror dog, at du vil ende med at være glad for at gøre det, når du finder modet til det. Jeg skriver med vilje "når", fordi jeg tror, at du vil finde modet til det.
Skal jeg prøve at hjælpe dig med at finde modet?
Hvad hvis du tænker sådan her om det "hvis jeg ikke får sagt det til ham nu, så kan det være at forholdet ender med at være seksuelt, og det ønsker jeg jo ikke. Og hvis det ender sådan, så vil jeg fortryde, at jeg ikke har fået fortalt, hvad jeg ønsker mig af et kæresteforhold".
Mon det kan hjælpe dig til at finde mod?
Inden jeg slutter mit svar, kan jeg fortælle dig, at hos Bryd Tavsheden hører vi fra mange unge, som føler sig udsat for grænseoverskridende adfærd fra andre, det kan for eksempel være tvunget seksuelt samvær. De fortæller, at det sker fordi de enten ikke har fået sagt fra eller ikke følte de kunne sige fra.
Hos Bryd Tavsheden er vi altid klar til at lytte og hjælpe den unge med at stoppe den uønskede adfærd og komme videre med deres liv.
Jeg ønsker for dig, at du får sagt fra i tide og får fortalt, hvad du ønsker dig af et kæresteforhold. Jeg tænker, at ham du fortæller om måske i virkeligheden ønsker det samme som dig, og hvis ikke så er jeg sikker på, at du finder en anden som gerne vil det samme som dig.
Du ønskes alt det bedste - pas på dig selv!
Mange hilsner
Bryd Tavsheden