Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

15

Dato

09/03/2020

Jeg kæmper hver evig eneste dag

Kære BrydTavsheden

Jeg har nu boet sammen med min mor, papfar og 2 lillebrødre i snart 5 år. Min mindste lillebror blev så først født 2 år efter vi flyttede sammen. Vi har alle hver vores far, som sagt bor jeg sammen med den mindste lillebrors far. Min ældste lillebror ser sin far hver anden weekend. Min far forlod mig da jeg var ca. 4-5 år gammel.

Min papfar bruger psykisk vold mod mig, eller det er jeg i hvert fald rimelig sikker på. Jeg har tidligere snakket med BørneTelefonen og fik så at vide at jeg skulle kontakte jer, fordi i nok har mere styr på psykisk vold. I hvert fald så vil jeg gerne komme frem til om det nu også er psykisk vold, eller om det er noget jeg bare bilder mig ind.

Min papfar er streng, han har en hård tone og han kalder mig tit for ting der sårer mig. Hans måde at opdrage på er bare ikke i orden. Han gør mig så ked af det og så vred og det synes han er så sjovt, så han bliver ved med at køre i det og sviner mig endnu mere til, lige indtil jeg bliver så sur og ked af det, så jeg mister kontrollen og ikke ved hvad jeg skal gøre eller sige. Fordi jeg græder så meget som jeg gør så kalder han mig ofte tudefjæs, det lyder måske ikke af så meget, men for mig er det mit aller ømmeste punkt. Han kritiserer mig for hvad jeg gør og de beslutninger jeg tager. Han kommenterer alt hvad jeg siger og ender aldrig med at kunne forklare mig eller få et sidste ord indført.

Jeg kæmper hver evig eneste dag med at skulle leve sammen med ham. Jeg bruger alt min energi på at holde humøret oppe så jeg til sidst ikke har mere energi til at kunne fokusere på skolen. Jeg plejede at dyrke sport, men det kan jeg heller ikke længere. Jeg kan ingenting og jeg føler mig så tom og jeg kan ærligt talt ikke se meningen med livet længere.

Jeg har grædt mig selv i søvn hver evig eneste aften siden den dag min far forlod mig. Rettere sagt siden den dag det gik op for ham han ikke lige var klar til at være far alligevel...

Nå men, min mor kan ikke se problemet. Hun bliver bare ved med at fortælle mig at det er noget han bare skal blive bedere til. Jeg bliver ved med at give ham flere og flere chancer! Men hvornår stopper han?! Der er gået 5 år nu og ingenting er blevet bedere.... Jeg er så vred over at han ikke kan tage ansvar og så bare opføre sig som en voksen. Han er 40 år altså han burde da godt kunne se at det han gør er forkert. Men ingen af dem kan se hvad han gør ved mig!

Svar

Kære du
Jeg beklager vores sene svar!
Tak for dit lange og fine brev, hvor du beskriver, hvad du oplever derhjemme. Det lyder ikke rart at din stedfar taler grimt til dig og alt for ofte sårer dig. Du skriver at du græder dig i søvn, føler dig tom og ikke kan se meningen med livet længere, sådan skal ingen have det og derfor skal du have hjælp.
Du skriver at hans adfærd har stået på i 5 år, og at din mor siger at han bare skal blive bedre. Derfor spørger du meget naturligt, hvor længe du skal give ham til at ændre sig, hvor længe skal du være ked af det og hvor længe skal du blive ved med at give ham chancer. Jeg tænker, at det skal stoppe nu, og at det derfor er godt, at du har skrevet herind og sat tanker på dine følelser. Det er et rigtig vigtigt skridt i hvad der forhåbentlig skal blive din nye retning.
Du og din familie skal have hjælp til, at få en god og rar tone imellem jer. Derfor tænker jeg på, om det var muligt at du snakkede med din mor om det igen? Prøve at få hende til at forstå, hvor ked af det du er? Måske kunne du skrive et brev til hende, hvis du synes, at det er svært at få sagt det hele face to face. I brevet kunne du forklare hende hvad din oplevelser er, hvad det gør ved dig, hvor ked af det du er, og hvor meget din far betyder og fylder i dig. På den måde kan hun læse brevet og forholde sig til dine tanker i ro og mag, og måske forstå dig mere og bedre?
Jeg tænker også på om du har snakket med din stedfar om det? Talt med ham en dag hvor I har det rart, det er altid bedst at tale om tingene, når man har en god stund. Her kunne du fortælle ham, at han gør dig rigtig ked af det? Fortælle ham hvordan det påvirker dig, og måske dermed have en samtale med ham?
Når jeg læser dit brev, læser jeg også, at du går rundt med det meget alene, og er rigtig forvirret over det der sker? Har du mon snakket med en veninde om det? Jeg tænker - frem for alt - at det er rigtig vigtigt, at du får hjælp og støtte hos en voksen. Det er vigtigt, at du får sat ord på det du oplever, og får hjælp til at ændre din situation. Kunne denne voksne evt. være en god lærer? En lærer som evt. også kunne være med i en samtale med dine forældre? Venindes forældre? Bedsteforældre, moster, faster eller andre familiemedlemmer? Det vigtigste er, at det er en voksen som du er tryg ved.
Hvis det er svært at lukke andre ind, kunne du jo evt vise dem det brev, som du har skrevet til os, så de får en fin forståelse af, hvad der sker i dit liv. På den måde er det måske nemmere at komme i gang med samtalen?
Du er også velkommen til at ringe til os, og få en snak med en af vores rådgivere, sammen kunne I måske finde frem til den voksen, som bedst kan støtte dig. Vi har åbent alle hverdage mellem 9-16.
Du er også altid velkommen til at skrive til vores chat i hverdagene 16-19, hvis du har brug for flere og mere uddybende svar.
Det vigtigste er at du får sat ord på det du oplever, så du kan finder en ny og bedre vej, for du fortjener virkelig at være en glad pige.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Venlig hilsen
Kirstine