fbpx
Please accept marketing-cookies to watch this video.
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Dreng

24

Dato

07/06/2020

Klage over manglende hjælp.

Hej!
Mange tak for i bruger jeres tid på at ville støtte og vejlede andre. I går en verden til forskel❤.

Jeg har fået aktindsigt i min ungdom/barndom. Jeg har i min journal fra folkeskolen (0-6klasse) kunne se, at der gentagende gange er skrevet, at jeg har mangel på empati og sympati for mine medmennesker, og at jeg ikke trives i det sociale, ikke vil ud at lege i frikvartererne og ingen venner havde.
Bare de to første er 2 meget voldsomme påstande at sætte på et barn, og hvad jeg vil mene, så burde kommunen have grebet ind i dette tilfælde.

Jeg har gennem min barndom slet ikke haft livslyst eller glæde i mit liv (Har jeg meget nu, og har viet mit liv til at ville hjælpe andre).
Jeg siger altid, at hvis ikke jeg havde haft mine søskende, så havde jeg nok ikke levet den dag i dag...

Hvorfor jeg skriver til jer i dag, er fordi jeg ønsker inderligt at at kunne tage en sag op mod kommunen.
Det er af min mening slet ikke okay at lade et barn gå i 6 år uden at få hjælp.
Jeg blev i 7 klasse sendt på efterskole, men dette var min mor der fik mig forflyttet, med hjælp fra folkeskolen. På daværende tidspunkt havde jeg valgt ikke at ville gå i skole mere, så havde ikke været i skole mere eller mindre hele 5 og 6 klasse.

Meget af min faglige indlæring er gået tabt, da kommunen har svigtet et barn der ellers råbte MEGET højt i sin adfærd.
Jeg ønsker virkelig ikke at sådan ting her skal ske for andre børn og unge. Kommunen har et ansvar, som de skal tage seriøst.
Jeg tror på, uden noget belæg selvfølgelig, at hvis kommunen allerede i 0 klasse havde tjekket op på hvorfor jeg udviste mangel på empati og sympati, så havde de nok fundet frem til at jeg ikke havde det godt på den skole og fået mig på en anden skole. Det havde måske "reddet" min lyst til at gå i skole og til at leve livet.🤷🏻

Jeg bliver snart 25. Jeg synes det er vildt!!!! Hvis du havde spurgt mig for 4 år siden hvor jeg ville være når jeg er 25, så havde jeg nok svaret dig, at jeg ville sidde i fængsel eller være død.
I dag vil jeg svare dig, at når jeg er 25, så er jeg på vej til tops! Jeg bygger mit liv op, det liv jeg ellers kunne have bygget på som barn. Jeg ser skam meget af mit liv som en styrke til den jeg er i dag, men jeg ville ikke ønske en barndom som min for andre.
Derfor spørger jeg jer, hvad kan jeg gøre? Kan jeg gøre det til en sag mod kommunen, så de kan forstå at det de har gjort var forkert og måske forstå ikke at gøre det igen? Det kan ikke passe at man skal tabe så mange unge i udkantsområderne. Det er uværdigt for et ellers godt land som Danmark.

Kh. Mælkebøtte der brød igennem 💪🏼.

Svar

Kære dreng på 24 år.
Tak for dit brev, det er hårdt at læse at du ikke fik hjælp da du behøvede det og dejligt at læse at du har klaret dig og selv kalder dig mælkebøtte. Og det er jo lige det man nogengange siger om dem der klarere sig på trods af svære forhold.
Du skriver at du har fået aktindsigt, var det fra en kommunes socialforvaltning eller fra din skole ?
Og jeg er enig med dig i at det er voldsomme ord at bruge om en lille drengs adfærd og problemer. Jeg tænker at det altid er svært at læse sin egen sag, at læse hvad andre har skrevet om dig. Har du nogen at tale med om det ? Måske din mor, der jo også oplevede dig dengang. Hvordan husker din mor dig da du havde de udfordringer i skolen. ? Jeg læser at de beskriver en ensom dreng, der ikke var tilpas i sin skole og ja jeg ville ønske at han havde fået hjælp.

Der er rigtig mange problemstillinger i dine oplevelser. Jeg kan forsøge at beskrive nogle af problemstillingerne lidt. Hvis din kommune skulle have handlet og hjulpet dig og din familie, så skulle de ihvertfald have vidst at du i din tidlige skolegang havde problemer. Ved du om din skole eller din mor lavede en henvendelse ( eller underretning ) til kommunen. ? Er det socialforvaltningen der ikke handle på noget de vidste eller vidste de ikke noget ?
Socialforvaltningen ved kun noget om børn og unge der har det svært hvis der er nogen der oplyser dem om det.
Og dernæst så kan jeg regne ud at du er født i 1996 og at du gik i skole fra 2002 til du kom på efterskole i 2010. Og desværre var de love der blev brugt til at hjælpe børn ikke så gode dengang, som de er i dag. I 2011 kom der nye love der skulle have meget fokus på at hjælpe børn og unge.
Men tilbage står du med din frustration over at du ikke fik hjælp og jeg tænker at den kan være svær at bære rundt på.
At klage over en socialforvaltnings manglende arbejde i 2002 er ret svært, for som jeg skrev før, kendte de overhovedet til dig ?
Du kan læse på en hjemmeside: Den sociale Ankestyrelse og se om der er en som du kan tale med der. Det er den instans hvor der kan klages over det sociale arbejde i kommunerne.
Jeg tænker også at du kan tale med din familie om hvordan jeres liv var den gang og hvordan de så på livet og på dig. Måske du kan få flere vinkler på din egen historie. Og så tænker jeg også at du måske skal tænkte over at forlade vreden og frustrationen over det der skete, eller rettere ikke skete.
Og skabe dig en ny historie om hvordan du alligevel klarede dig, finde stoltheden og styrken i den fortælling.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Du er velkommen til at skrive igen hvis du har brug for at tale med os igen, du kan også skrive til vores chat eller ringe til os.
Mange hilsner
Herdis