fbpx
Наши партнеры
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

32

Dato

12/06/2020

Jeg kan ikke holde til det mere

Hej.
Jeg har været sammen med mine børns far i 10år. Han har i mange år kørt på mig psykisk. Jeg fortalte ham sidste år at vi ikke skal være sammen mere da jeg ikke kan holde til det mere. Han siger bare det er min egen skyld at han er som han er. Vi bor sammen men jeg er skrevet op til en lejlighed med mine børn da jeg vil væk fra ham. Han er også blevet mere fysisk voldlig. Han er begyndt at fortælle mig hvor og hvordan han vil slå børnene og mig ihjel og hvor meget han hader os. Jeg ved det rigtige er at gå fra ham men jeg har ingen steder at tage hen. Jeg er bange for at blive sammen med ham men jeg er også bange for hvad han vil gøre mod os hvis børnene og jeg går fra ham. Jeg er bange for mine børns fremtid. Han har sagt at han ikke vil have hjælp og hvis jeg søger hjælp så tænker jeg kommunen kontakter ham også kan han blive endnu mere vred på mig.

Svar

Kære du, tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå at du ikke kan holde til det mere, som du skriver. Det må være ubeskriveligt hårdt at leve i sådan et forhold med vold og trusler på dig og dine børn. I dit brev forstår jeg dog at du er helt med på at det ikke er godt for dig og børnene og at du er besluttet på at gå fra ham og det er jeg glad for at du skriver. Det betyder at din dømmekraft stadig er i behold og at du ved hvad der rigtig og forkert for dig, hold fast i det. Vold kan nedbryde et menneske og vis man mister sig selv kan man ikke tage beslutninger og ikke ændre sin situation.

Jeg synes at du skal kontakte et krisecenter. Det er et sted hvor du og børnene kan få noget ro til at blive jer selv igen og du kan få hjælp til hvordan du kommer videre. Jeg tænker at det er hårdt for dig at stå med det hele alene, og jeg ved at de kender til den situation du står i på krisecentrene, derfor kan de give dig den hjælp du har brug for lige nu.

På ”Kvindehjemmets” hjemme side, som er et krisecenter i København, er beskrevet hvordan du kan gøre vis det er svært at forlade hjemmet for at komme væk eller komme i kontakt med dem.
Hvis du går ind på LOKK som er landsorganisation for kvinde krisecentre, kan du finde en oversigt over landets krisecentre og beskrivelse af hvad du kan gøre. Krisecentrerne er lavet i en erkendelse af, at kvinder nogle gange bliver undertrykt med vold og at det kræver hjælp at komme ud af sådan en situation.
Jeg synes at du skal få hjælp så du og dine børn kan få en god og tryg fremtid, jeg ved at det er svært men jeg ved også at der er hjælp at få.

Kærlig hilsen Hannah