fbpx
Наши партнеры
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

23

Dato

14/06/2020

ulykkelig og ensom

Hej,

Jeg er en kvinde på 23. Jeg har et forhold til en mand på snart 40, vi er gift, har et barn sammen og han har taget mit barn fra tidligere til sig som sit eget.

Vi har haft det rigtig godt sammen. Han er en god far, hjælpsom i huset, vi putter om aftenen, han støtter mig ift min uddannelse og mit dans, hvis jeg er syg er han der også hvis det er sen nat (tænker nu vi ikke bor sammen), vi har det rigtig sjovt sammen og laver mange ting sammen.

Men vi har også haft problemer. Da vi boede sammen blev han rigtig sur hvis vi var uenige om børneopdragelse og jeg ikke fulgte ham. Så snakkede han grimt til mig, kalder mig psykisk syg og alt muligt. Det gjorde nok at jeg trak mig ret meget væk fra ham.

Vi endte med at flytte fra hinanden kort efter fødslen af vores barn, da han lavede en underretning ved mandecentret (den var ikke sand) og jeg fandt ud af at han gik rundt og tog selfies af ham der gjorde rent og af det han syntes jeg gjorde beskidt (f.eks. en blodplet på lagenet få dage efter fødslen).

Siden har det været on and off.

Alt det gode er der stadig, og jeg prøver. Dog bliver jeg nogengange fustreret med ham da jeg nogengange føler det kun er mig der prøver og alt afhænger af mig. F.eks. på min fødselsdag skrev han ikke engang tillykke, mens jeg på hans selv når vi er uvenner sender sms og gav børnene kage med til ham så de kunne hygge sig lidt sammen.

Jeg har det rigtig skidt når det er off. Jeg græder, kan ikke spise, kan ikke sove, kan føle det fysisk bliver kold og får hjertebanken.

Så han snakker ikke grimt til mig længere. Nogle gange før har han ud af det blå undskyldt, sagt han ved han skal ændre sig og ved hvor meget det sårer mig. Men når vi så snakker andre gange har han den samme attitude, alt der er sket er pga af mig og mine personlige problemer, jeg smed ham ud over ingenting og han ikke kan stole på mig, han har ikke et problem og er sød og tålmodig at vente på jeg forandrer mig og bliver normal.

Jeg tænkte at for at ændre den on and off dynamik bliver vi begge nødt til at være mere sårbare med hianden selvom det gør ondt. Jeg tænker jeg måske også har undgået ham nogengange og måske var det også min skyld.

Den anden dag virkede det. Jeg var blevet irriteret over at han blev ved med at presse på at jeg skulle have en vaskemaskine og blev irriteret over jeg holdt på at ville have en opvaskemaskine i stedet. En gave mine bedsteforældre giver mig. Vi trak os fra hinanden og han skulle til at gå. Så sagde jeg vi skulle snakke sammen. Det gik ok, og jeg græd foran ham bagefter og for første gang nogensinde holdt han om mig og trøstede mig. Så det gik.

Men den anden aften blev han irriteret over at jeg faldt i søvn på børnenes værelse efter de var kommet ind på vores, da jeg gik derind for at læse. Var nok også lidt irriteret over han altid falder tidligt i søvn på sofaen (og det ikke fordi han arbejder, fordi han er arbejdsløs), men jeg sagde til ham jeg lige går derind og kommer når jeg skal sove. Men fra næste morgen ignorerede han mig og gik hjem til sig selv uden at sige farvel.

Efter nogle dage ringede jeg og sagde vi blev nødt til at snakke, undskyld og hvis vi skal blive uvenner over sådan en lille ting uden at kunne snakke sammen kommer vi aldrig videre. Han var sådan jeg har ikke tid og var ved siden af sin venner (han var med sin ven, men han har tid), og at han bare er tålmodig og ikke har problemer og at jeg ikke skal putte mine personlige problemer på mig men skal sige der er noget galt med mig (og det siger han mens han sidder ved siden af sin ven) og bagefter mens jeg snakker ligger han på. Jeg ringer igen, nok for meget. Bliver blokeret og får sms om ikke klar til at snakke, måske imorgen eller en anden dag. Jeg siger jeg ikke kan mere, hvis ikke der når jeg har brug for det og stadig har den attitude om at ejg er syg gider jeg ikke mere. Enten snakker vi eller også er vi færdige.

Hører ingenting fra ham bortset fra at være blokeret.

Er overrasket. Skændtes ikke, jeg taler ikke grimt til ham, siger jeg er ked af det og virkelig har brug for at tale, for ham, havde ikke troet han ville være så kold, er blevet slået i mit første forhold men har dog alligevel aldrig nogensinde følt mig dårligere behandlet, mindre elsket, føler mig behandlet som affald. I det mindste vis mig respekt og snak med mig og vær der eller sig du ikke gider. Ved han kommer om en uge eller to eller en måned.

Men gider ikke, det går op for mig at han slet ikke elsker mig.

Hader det, har det så ekstremt skidt, har ikke råd til psykolog. Skal have overskud til mine børn, familie, venner, sygeplejerskeskole, dans, osv. og jeg har aldrig følt mig mere uelsket og jeg elsker ham alligevel (totalt latterligt) ufatteligt meget og vil være sammen med ham og kan heller ikke bære tanken om ikke at være sammen eller ham med en anden. Men igår var ret meget et wakeup call og føler jeg ikke må gå tilbage.

Og føler mig ensom, har ingen at snakke om det med. Siger ikke til folk vores on and off, nogle tror vi er sammen, nogle tror vi ikke er. For orker ikke hver 2. uge at forklare hvor vi er eller ikke er. og nogle er sådan et flot par og man kan virkelig se kærligheden er der, også orker jeg ikke deres medlidenhed. Og jeg er ung og mor til 2, ingen gider en som mig, har været på mange dates med fyre i alderen 27-32 men efter 1-4 dates gider de alligevel ikke fordi jeg har børn. Det siger også at der er noget galt med mig den situationjeg står i. Og fyre på min egen alder, jeg kan ikke feste hver weekend og jeg har meget mere ansvar, synes ikke at man som 23 årig skal være stedfar.

Jeg er så ekstremt ked af det og ved ikke hvad jeg skal gøre og min familie bor i en anden by og jeg føler mig ensom, uelsket, og det var nok mit wakeup call til ikke være med ham og bevis han er ligeglad og hvorfor savner jeg ham så, er så træt af det og føler ikke jeg kan holde til mere, hader det her og gider ikke mere og jeg spilder min ungdom på at være ulykkelig og ensom.

Mvh,
pige

Svar

Kære pige, tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå at din situation er svær og at der er udfordringer. Det er der oftest når man har små børn, der er meget at se til og et parforhold kan også være krævende.
Det jeg dog hæfter mig mest ved i dit brev, er at du skriver at du føle dig ensom. Jeg kan ikke give dig rådgivning omkring dit parforhold da dette er rådgivning omkring vold. Men jeg vil forslå nogle steder du kan henvende dig, og jeg mener at der er råd for ensomhed.

Du skriver at du ikke har råd til en psykolog og jeg tænker derfor at du måske har lyst til at tale med en, det syne jeg er en god ide. Hvis du går til din praktiserende læge, kan de muligvis henvise dig til en psykolog og så skal du ikke selv betale.

Brunhilde er en kvinderådgivning som tilbyder gratis psykologisk rådgivning. Du kan gå ind på Kvinderådgivning.dk

Headspace.dk er også et rådgivnings tilbud som du kan kontakte. De har både chat, mail, tlf og individuelle samtaler

Ventilen.dk er et mødested for ensomme unge op til 25 år.

Jeg håber at du vil tjekke disse tilbud ud. Det kan være svært at tage det første skridt, men du kan få hjælp til at hjælpe dig selv og der er hjælp og støtte at hente.

Kærlig hilsen
Hannah