fbpx
Наши партнеры
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

24

Dato

01/07/2020

Er stadig mærket af et psykisk voldeligt forhold

Hej.

Fra jeg var 15 til jeg var 22 var jeg i et forhold, hvor der var især psykisk vold. Ind i mellem var det fysisk, men det hørte mere til sjældenhederne. Jeg slog op, da vi en sommerferie havde tilbragt to uger hjemme ved mine forældre. Jeg fandt styrken til det og jeg er taknemlig hver eneste dag. Det er snart to år siden. Min ekskæreste var en kvinde, som var transkønnet og var derfor ved at blive en mand. Alt ved ham var dog fysiologisk en kvinde. Jeg undskyldte meget af hans opførsel ved det måske var hårdt for ham. Jeg har senere fundet ud af at jeg slet ikke er til kvinder og det var en ting, han ændrede ved mig. Gentagne gange fik jeg at vide at ingen ville elske mig. Ingen ville kunne lide mig. Jeg oplevede jeg var problemet, senere er det dog gået op for mig mange kan lide mig, men ikke kunne lide ham. I og med jeg ikke måtte noget uden ham, så var han altid med og derfor blev jeg aktivt valgt fra. Når han skulle noget, så var det alene. Jeg skulle altid spørge om lov og hvis jeg havde snakket med nogen han ikke kendte, så skulle han have en fuld rapport. Selv fælles venner måtte jeg ikke have en samtale med alene. Når han ikke var hjemme kunne jeg bruge timevis på at snakke med en veninde og lige inden han kom hjem, ville vi lægge på uden at nå at sige farvel. Måtte herefter lyve og sige jeg ikke havde hørt fra hende. Når jeg snakkede med mine forældre og mine søskende ville han bestemme hvor lang tid, jeg måtte snakke med dem. Jeg har gået på to uddannelser og ikke færdiggjort dem, fordi hans uddannelse var vigtigere end min. Givet han altså allerede havde en, da han var 7 år ældre end mig. Hele vejen igennem var hans behov vigtigere end mine. Altid. Jeg mistede mig selv. Jeg tog ekstremt meget på. Jeg isolerede mig. Var ligeglad med alt og lykkelig når han ikke var der.

Jeg er kommet langt nu. Jeg er gladere. Jeg har tabt mig. Jeg har fundet en vej, men kan mærke oplevelsen af alt det psykiske tit sidder hos mig. Jeg tør ikke møde nye mennesker, især tanken om at skulle ud og møde en mand, skræmmer mig. Har i nogle råd til hvordan jeg kan arbejde med det psykiske som stadig fylder?

Venlig hilsen.

Svar

Kære du
Tak for dit brev. Det er inspirerende at høre at du fandt modet til at forlade din kæreste. Tænker det må have været et stort skridt for dig.

Og det lyder som om du de sidste 2 år er kommet langt i forhold til at hele dig selv efter 7 år i et psykisk voldeligt forhold. Det er ret sejt og du kan godt give dig selv et klap på skulderen.

Du skriver også at du stadig har et stykke vej at gå, og jeg fornemmer det er en vej, der er svær at gå for dig alene. Det kan jeg godt forstå og det er desværre helt almindeligt at opleve udfordringer efter at have været i et psykisk voldeligt forhold.

For de flestes vedkommende tager det tid at få bearbejdet det følelsesmæssige og genvinde selvværd og tillid til andre. Mange vælger at gå til egen læge og få en henvisning til en psykolog eller selv kontakte en psykolog eller en psykoterapeut.

Du er også velkommen til at skrive til os i chatten i hverdagene mellem 16-21 og søndage samme tidsrum, og få vendt nogle af alle dine tanker.

Jeg håber og ønsker for dig, at du kommer godt videre.

De bedste hilsner fra Anja