Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

13

Dato

19/08/2020

Selvmordstanker

Selvmordstanker.
Sidder med selvmordstanker hver dag, har gjort det de sidste to år. Pga alle i min klasse mobber mig, Papa slår mig, Mama og papa skændes tit og bliver sure på hinanden og alt går ud over mig. Det hele er begyndt efter min storsøster og hendes kæreste kørte galt ved jul for to år siden. Alle i min årgang og nogen af de større årgange mobber mig, jeg går rundt alene næsten hver pause

Svar

Kære pige 13 år,
Tak for dit brev. Jeg er glad for du skriver til os, for jeg kan godt høre, at der er mange ting, der fylder i dit liv lige nu. Så mange alvorlige og forskellige problemstillinger skal man ikke stå med alene, og jeg håber, at du har en voksen i din nærhed, som du har tillid til, og som du vil kontakte, når du har læst det her. Du skriver, at din søster og hendes kæreste kørte galt for to år siden, og at problemerne begyndte efter det. Mon du har talt med nogen om dine følelser i den forbindelse - det håber jeg. Og mon dine forældre har talt med nogen i den forbindelse - om deres følelser - det håber jeg. Du skriver, at dine forældre skændes tit og bliver sure. Det kan jeg godt forstå, du bliver ked af. Du skriver også, at det kommer til at gå ud over dig, og at din far slår dig. Det må han ikke. Forældre må ikke slå deres børn, sådan er det. Og det kan du godt finde en voksen, der vil hjælpe dig med at få ham til at stoppe med.

Og så beskriver du, at du bliver mobbet i skolen og går rundt alene. Det er ikke i orden. Og jeg kan godt forstå, at det påvirker dig og dine tanker, og at det hele kan virke meget mørkt og uoverskueligt. Det er derfor jeg vil bede dig om at snakke med en voksen. hurtigst muligt. Det kan være en lærer eller pædagog fra din skole. Eller en nabo. Eller en voksen fra din familie. Men det skal være en, som du har tillid til.

Jeg vil også anbefale dig at skrive til os i chatten, hvor vi sidder klar til at "snakke" online eller ringe herind. Det kan du gøre alle dage kl 16-19.
Til sidst vil jeg sige til dig, at hvis du bliver ramt af selvmordstanker, så skal du ikke tøve med at ringe til Livslinjen på tlf.: 70 201 201. Her kan du ringe fra kl 11-05.

Du har et helt liv foran dig, og jeg ønsker dig alt det bedste. Håber du fik nogle brugbare råd med på vejen.

Bedste hilsner
Ida