Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

28

Dato

12/10/2020

Jeg er magtesløs, nedbrudt og forvirret

Jeg er magtesløs, nedbrudt og forvirret.
Min kæreste og jeg har været kærester i 5 1/2 år, og har aldrig haft et gnidningsfrit forhold. Vi har været meget uenige. Vi er meget forskellige begge to, og har hver i sær en masse med i bagagen. Jeg er vokset op i et hjem med en alkoholiseret far og en mor som ikke formåede at fjerne mig fra situationen. Min kæreste er fornylig blevet diagnostiseret med adhd, og har gennem hele sit liv kæmpet med at skabe kontrol for at kunne navigere i hans univers, som aldrig rigtig er roligt. Vi har skændtes så det bragede, men altid fundet ud af det. Det seneste halve år er det dog gået helt ned af bakke.

Min kæreste mener at jeg er skyld i at hans liv nu er i ruiner. Jeg har mønstre der irriterer ham så meget at han går fuldstændig i sort. Jeg har for vane at afbryde ham, og er utrolig distræt. jeg ved at det er noget jeg skal lave om på, og er da også begyndt hos en psykolog for at få bugt med mine dårlige vaner. Men det går ikke hurtigt nok. Generelt er alt hvad jeg gør ikke godt nok. Gang på gang siger jeg undskyld hvis jeg dummer mig, og gang på gang får jeg at vide at jeg ikke er god nok. For han har fortalt mig hundrede gange at han ikke kan leve med mine fejl, og han har forladt mig så mange gange (uden reelt at gøre det). Alt med ham er en trussel. Vi skændtes hver uge efterhånden, og det bliver voldsommere og voldsommere for hver gang. Der findes snart ikke det skældsord jeg ikke er blevet kaldt. Jeg får konstant af vide at jeg da må være dum og at han ikke kan bruge mig til en skid, hvis jeg ikke fikser det nu. han sårer mine følelser, og så snart jeg bliver ked af det får jeg af vide at jeg er uduelig og svag.
Jeg føler mig så magtesløs. Mine undskyldninger er ikke længere gode nok, og min selvtillid og mit selvære bliver mindre og mindre for hver gang. Jeg ved at jeg selv har været med til at skabe en ramme herhjemme der har ladet ham stå for mange af reglerne. Det har altid været his way or the highway - og jeg har været okay med det. Jeg har ændret mig utrolig meget i løbet af vores forhold. Både på gode og dårlige punkter. Jeg har ofret tid, sved og tåre - og er ved at være bange for at det hele har været forgæves. Hver gang jeg forsøger at undskylde, er det ikke godt nok. "det kan jeg ikke bruge til en skid. Gå ovenpå og prøv igen."

Min kæreste veksler mellem at kunne sige fra stille og roligt , til at gå fuldstændig amok, hvis jeg f. eks. kommer til at afbryde ham. Hans psyke er ustabil, og jeg får af vide at det er mig der er skyld i det. Jeg føler mig sjældent hørt, og har alt for mange gange givet ham ret, for at få fred og orden. Jeg har selv skabt det her monster, og ved ikke hvordan jeg skal få det stoppet.

For at gøre det hele meget værre, er jeg gravid. Jeg er i uge 13, og er så ked af at mit forhold er så ustabilt. Jeg havde aldrig ønsket at jeg skulle gå igennem en så stor oplevelse med så meget smerte forbundet til det. Jeg har altid drømt om at blive mor, og vi lavede det her barn fordi vi begge ville have det. Men du er han klar hver uge til at smide det hele på gulvet, hvis jeg ikke giver ham hvad han vil have. Problemet er bare at jeg ikke aner hvad han vil have. For jeg har vitterligt prøvet alt. Men intet er godt nok. Hver gang vi skændtes, skal jeg bestige et bjerg over flere dage, indtil han endelig lukker mig ind. Jeg er så bange for at miste mig selv. Jeg er stærk - meget stærk, men jeg visner.

Han bliver ved med at fortælle mig at jeg er syg i hovedet, og om jeg da ikke kan se hvad jeg gør ved ham. jeg fortæller ham gang på gang, at jeg godt ved at det er hårdt for ham. Men hvad med det han gør i mod mig? Det er der aldrig plads til at tale om. jeg føler virkelig at jeg er et fuldstændig umuligt sted.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre.

hvordan får jeg brudt det her fuldstændigt umenneskelige forhold? Når alt kommer til alt, vil jeg ham det bedste.

Svar

Kære pige på 28 år,

Tusind tak for dit lange og eftertænksomme brev. Din styrke imponerer mig, med alt det du har stået igennem!

Jeg kan sagtens forstå, at du føler en enorm afmagt over din kærestes opførsel. Når jeg læser det du skriver, får jeg helt ondt i maven over de mange ting du må finde dig i, blot for at undgå hans vrede. Ud fra det du skriver, lyder din kæreste til at have sin egen andel af personlige problemer at slås med. Men hans udfordringer kan aldrig retfærdiggøre, at han lader sin vrede gå ud over dig, når han synes tingene er svære. Den opførsel han udviser, er ikke okay og der er ingen der fortjener at blive behandlet sådan. Det lyder som om du alene har ansvaret for at være som han bestemmer for at i kan have et godt forhold. Det er ikke i orden. Du skal have lov at være den du er, så du ikke visner, som du selv skriver.

Din beskrivelse af hans systematiske kontrol og nedgørelse af dig, tyder på at han udøver psykisk vold mod dig. Jeg synes du skal gå ind og læse om definitionen på psykisk vold, enten på vores hjemmeside eller hos Lev uden vold, som også har en god og uddybende beskrivelse af emnet. Måske du genkender en opførsel hos din kæreste eller nogle mønstre han har i sin opførsel overfor dig?

Jeg bliver også opmærksom på at det du beskriver, lyder som om det er blevet værre og værre. Det bekymrer mig og jeg tænker at der er en risiko for, at den psykiske vold udvikler sig til fysisk vold.

Jeg tænker i hvert fald, at det ikke er en holdbar løsning at blive i forholdet, når du konstant får dine grænser rykket. Det er usundt i længden og vil til sidst ende med, at dine grænser vil blive helt nedbrudt. Det er heller ikke sundt, hvis du aldrig føler dig hørt og konstant må gå på kompromis med dine egne overbevisninger, blot for at bevare freden. Som du selv skriver, så er du ved at visne og den proces skal vi have stoppet!

Du virker til at være en stærk og fornuftig pige, som allerede har været igennem en masse og derfor kan identificere dine problemer og mærke når du er i en situation som ikke er sund for dig. Det er mega sejt og beundringsværdigt! Jeg tænker at det kan være svært at have overskud til at tænke sig om og ændre på din situation, så længe du er i det usunde forhold. Du har brug for at komme væk og finde hoved og hale i det hele. Også for dit kommende barns skyld.

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe herind til os, hvis du har lyst til at snakke mere.

Jeg ønsker dig og din baby alt det bedste!

Linnea