fbpx
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

15

Dato

18/10/2020

Overvældet af usikkerhed og bekymringer

Hej!

Jeg stiller hver dag, om og om igen spørgsmålet hvem er jeg? For hvem er jeg egentlig?
Jo jeg er en pige på 15, der er tyk, ensom og hader sit liv.

Jeg har altid gerne ville tabe mig. Jeg får altid at vide at jeg er perfekt, og der er mange som ønsker sig min krop. Jeg er 170 cm høj og vejer ca. 69 kg. Jeg går aldrig med cowboy bukser, fordi de klæder ikke mine fede lår.
For et stykke tid siden, kæmpede jeg med en spiseforstyrrelse. Heldigvis blev det tilfældigt opdaget tidligt. Jeg tabte mig lidt, og har nu taget det hele på igen.

Jeg tænker tit på at mine veninder ikke gider at være sammen med mig fordi jeg måske er lidt større end dem. (De er meget slanke). Jeg har 3 rigtig gode veninder, men de er hele tiden sammen uden mig. Nu er jeg en meget stille person som helst bare vil være derhjemme i trygge rammer, men jeg kan sagtens tage med dem ud lidt, og opleve noget. Jeg har tit fået at vide at jeg har boet i et hul. (Jeg har ikke oplevet så meget som andre på min alder).
I skolen kan vi sagtens snakke sammen, men det er altid mig der skal komme til dem. Jeg er den ordentlige, og den hjælpsomme så hvis de gør noget de synes er forkert så siger de undskyld. Det er selvfølgelig også rigtig fint, men føler mere det er et mor/barn forhold i stedet for et veninde forhold.
Jeg har tit overvejet om de overhovdet gider mig, eller om de tænker Åårhh, hende igen!

Jeg er en person som tænker rigtig meget, nok også over tænker. Jeg ved jo godt de gerne vil være sammen med mig. Men jeg tænker det stadigvæk, og får det rigtigt dårligt.

Jeg har tidligere også kæmpet med tegn på en depression. Jeg var rigtig tæt på at give op. Jeg fyrede rigtig mange jokes af, som omhandlede selvmord osv. hvor mine veninder blev rimelig sure.

Samtidig med alle tanker, forsøg osv. går jeg også i 9. Klasse. Det betyder eksamen til sommer. Jeg har altid været nogenlunde i skolen. Men mit faglige niveau er bare faldet. Om lidt skal vi uddannelseparathedsvuderet, og jeg er så bange for ikke at blive det. Jeg kan selvfølgelig nå at blive det endnu, og ikke i tvivl om, om jeg er klar for det er jeg. Men jeg er ikke aktiv i undervisningen. Jeg er stille og sidder og lyttet og observere.
Hvorfor mit faglige niveau er faldet, har jeg ikke svar på. Det kan jo være mange årsager.

Oveni alt det her, døde min farmor lidt efter min konfirmation. Min farmor og jeg fik aldrig det der helt unikke bånd, men jeg elskede hende alligevel rigtig højt oh hun har haft en kæmpe betydning. Noget at det sværeste for mig har været andres sorg. Jeg er rigtig dårlig til når min far har været rigtig ked af det.

Så mange forskellige tanker, hele tiden kan jeg ikke rumme. Jeg er konstant træt. Sover hver dag efter skole.
Har rigtig meget hovedpine, som jeg oven i købet har bøvlet med i snart 2 år. Jeg har forsøgt mange ting, for at mindske min hovedpine, men den bliver ved med at vende tilbage. Den forstyrrer mig, og ødelægger mig.

Jeg håber du forstod det. Det kan godt være det blev lidt kludret. Jeg er ikke sikker på præcis hvad jeg ønsker at få besvaret, men måske nærmere et andet perspektiv og andre ord på min situation.

Svar

Kære pige på 15
Hvor er det godt at du skriver til os. Det viser mig, at du, som du selv siger, tænker over tingene. Det er også rigtigt godt, at du kan sætte ord på de ting, som du går og tumler med.
De ting du nævner, er der rigtigt mange, der også føler og det er helt normalt, at man kan være usikker på sig selv. Men du nævner, at du både er usikker omkring dit udseende og din uddannelse, og at du samtidigt sørger over din farmor. Dertil føler du også at du har kæmpet med depression og har ovenikøbet været ved at give op. Det lyder som rigtigt meget for én person at bære. I den henseende tænker jeg, om du mon har nogen du kan tale med - måske en voksen, som du føler, du kan betro dig til? Det kan være en stor lettelse at dele sådan nogle tanker, som du går og har med nogen, der kan forstå dig.
Hvis du ikke føler du kan tale med nogen i din familie, på skolen eller lignende, kan du få rådgivning hos fx Headspace.dk – De er vældig gode til at tale med og har afdelinger i de fleste større byer. Også i region Syddanmark.
Det er godt at du tog kontakt, det viser at du har en god mavefornemmelse. Jeg håber at du fortsat vil passe godt på dig selv.

Med venlig hilsen
Sofie