fbpx
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

22

Dato

19/11/2020

Har jeg været udsat for en form for psykisk vold?

Hej,
Jeg har simpelthen brug for noget afklaring omkring, hvorvidt jeg har været udsat for en form for psykisk vold i mit tidligere forhold. For på mange måder fylder det forhold stadig en helt del i mine tanker - selvom jeg ville ønske det ikke gjorde.

Jeg var for godt og vel 4 år siden i et forhold med min ekskæreste, som jeg mødte i gymnasiet. Vi var sammen i halvandet år ca. I starten gik alt godt. Vi havde det mega sjovt sammen, var i samme vennegruppe og var helt vildt forelskede. Alt var perfekt. Men så begyndte tingene at gå ned af bakke. Vi snakkede ikke sammen i skolen, skrev aldrig til hinanden og ignorerede fuldstændig hinanden til fester - eller det vil sige, at han ignorerede mig . I starten kan jeg huske, at jeg tænkte, jeg måtte have gjort noget - udsendt et forkert signal eller et eller andet. Men når jeg tænker over det nu, så kiggede jeg altid op og prøvede at smile til ham, hvis vi gik forbi hinanden. Det var bare umuligt at få øjenkontakt med ham. Så til sidst gav jeg op og lærte at leve med, at det var sådan vi var, når vi var sammen med andre mennesker. Jeg husker også tydeligt en fest en gang, hvor at han ikke snakkede til mig før 3 timer inde i festen. Han ignorerede mig fuldstændig. Og da han så endelig anerkendte, at jeg var der, så fik jeg bare et par nedladende kommentarer smidt i hovedet foran alle vores venner. Jeg grinte jo bare lidt af det, for inderst inde, så var jeg jo lykkelig over, at han overhovedet lagde mærke til mig.
Det var også sjældent, vi kunne få tid til at ses. For det første skrev han sjældent til mig for at høre, og jeg turde heller ikke altid skrive til ham, da jeg var så bange for at få en afvisning og derved blive endnu mere ked af det - det havde jeg jo prøvet et par gange efterhånden. Men når vi så endelig fik tid og til at ses, så var jeg jo ovenud lykkelig. For han kunne sagtens være mega sød og lige som jeg ønskede mig, når vi bare var os to - selvom der også kunne komme en nedladende kommentar eller to i løbet af sådan en dag, men dem registrerede jeg jo slet ikke på samme måde. Så i rigtig lang tid holdt jeg mig ovenvande ved at ses med ham en gang hver anden uge. Selvom det heller ikke var hver gang, jeg gik glad hjem.

Tingene blev værre og værre - jeg blev ignoreret mere og mere jo længere tid vi var sammen. Og til festerne havde jeg altid en kæmpe knude i maven. For ikke nok med, at jeg havde underet mig over vores situation, så var alle andre nu også begyndt at kommentere på, hvorfor vi dog ikke brugte mere tid sammen. Og hvordan jeg dog kunne holde ud at være sammen med ham, når han ignorerede mig på det groveste, samtidig med at han flirtede med alle andre piger lige op i snotten på mig. Og tro mig, det gjorde ikke vores situation bedre - for så fik jeg jo mod til at konfrontere ham med det, hvilket bare gjorde han trak sig mere. Han påtog sig intet ansvar. Det var min skyld. Det var mig, der lyttede for meget til mine veninder. Det var mig, der ikke kom hen til ham. Det var mig, der overreagerede. Så han fik bildt mig ind, at det sku egentlig nok bare var mig, der var lidt for følsom. Og det er nok også lidt den følelse, jeg sidder med i dag. Det var sku nok ikke så slemt. Det var nok bare mig, der var for følsom.
Men sagen er den, at jeg det sidste halve år i vores forhold simpelthen ikke fungerede rent psykisk. Jeg kunne ikke sove om natten, jeg udviklede OCD, og jeg brugte alle mine vågne timer på at tænke på vores forhold. Men alligevel blev jeg i forholdet et halvt år endnu - og jeg var blevet der endnu længere, hvis det ikke var fordi, at jeg havde opdaget han havde fundet en anden, og aflyste vores aftaler, for at bruge tid med hende.
Den dag i dag nægter han stadig, at han har været mig utro. Selvom han fandt sammen med hende en måned efter. Og jeg kan da også stadig tvivle på, om han har ret - også selvom jeg har venner der var til de fester, og stadig den dag i dag bekræfter mig i, hvad de så.

Sagen er den, at jeg den dag i dag ikke helt føler, jeg er kommet rigtig videre. Altså jeg elsker ham ikke mere, men jeg tænker stadig rigtig tit på vores forhold, og på hvor meget det påvirkede mig psykisk. Måske er det, fordi han stadig er i mit liv. Vi har samme vennegruppe og ser derfor hinanden af og til. Og jeg kan den dag i dag stadig tage mig selv i at blive dybt påvirket af den måde, han taler til mig på. Enten giver han mig mega meget opmærksomhed, hvorved jeg så får sådan en helt lykkefølelse indeni og bare vil have mere, eller også kører vi den helt gamle, hvor han ignorerer mig og taler nedladende til mig - hvilket kan ødelægge min aften. Jeg hader virkelig den person, jeg bliver, når jeg er omkring ham. Dog er jeg blevet bedre til at sige fra og prøve ikke at reagere på hans kommentarer. Men uanset hvor rationelt jeg tænker, så lader jeg ham alligevel tage kontrol over, hvordan min aften bliver.
Jeg føler mig lidt som en falliterklæring, når jeg her 4 år efter stadig bruger min energi på det.

Svar

Kære unge kvinde på 22,

Hvor er det godt du skriver, og jeg beklager det meget sene svar. Vi havde problemer med upload af sit svar, tekniske udfordringer, som desværre gik ud over dig. Hvor er det godt du skriver.

Jeg kan godt forstå, at du har brug for afklaring. Det du har været igennem har sat sine spor, og det kan føles meget ensomt, og drænende at gå rundt med, og det kommer til at fylde meget, når tankerne ufrivilligt kredser omkring det. Det er sundt, modigt og ansvarligt af dig, at søge hjælp. Så du har allerede taget det vigtigste skridt, mod et liv uden vold. Jeg vil gerne give dig min vurdering af din situation. Del det gerne op i bidder, der er meget information, og du behøver ikke at læse eller tage stilling til alt det her på en gang. Tyg lidt på det, mærk efter om noget sætter følelser i gang, det ville være naturligt, da det er et yderst sårbart emne. Tag det med dig du kan bruge og ignorér resten. Skriv evt. ind til os i stedet, hvis det bliver for uoverskueligt lige nu, og så kan du altid komme tilbage til det, hvis du ønsker. Dette er udtryk for min holdning, og ikke definitivt, sådan det er. Det er vurderet ud fra den viden jeg har og de erfaringer jeg selv, og mine klienter har gjort sig med det. Psykisk vold er et vigtigt emne, fordi det er så relevant i dag og der kommer mere og mere fokus på det. Så det er SÅ godt at du er opmærksom på det selv, og modig nok til at bryde tavsheden omkring det.

Ud fra det du beskriver, er min vurdering at du har været i et usundt forhold. Lad mig forklare nærmere.

Meget af det du beskriver, kan umiddelbart godt på overfladen, defineres som psykisk vold. Eller som du selv skriver, en form for psykisk vold. Men for at kunne afgøre, om der er tale om psykisk vold, er det også essentielt at vide, hvad I begge hver især tillægger ordene af betydning. Et usundt forhold udvikler sig automatisk til psykisk vold, hvis man ikke trækker sig fra det i tide eller gør noget ved det. Det er tiden, graden og hyppigheden af de oplevelser vi har, og måden vi håndterer dem på, der er afgørende for om det udvikler sig, og i hvor høj grad det udvikler sig til vold. Det er også vigtigt at vide, at usunde relationer og et psykisk voldeligt forhold, godt kan blive sundt igen. Det kræver dog mod, viljestyrke, villighed, erkendelse og motivation fra begge parter. Og vigtigst af alt, at begge parter tager ansvar for deres del i den usunde del af samarbejdet. Så opstår kærligheden automatisk ud af samarbejdet. Og det er altid lettere sagt end gjort, det kræver arbejde.

Du skriver, at du blev i forholdet, indtil du fandt ud af, at han var dig utro, og det fortæller, at du har evnen til at til at trække dig fra en usund relation. Det er en fantastisk evne at have. Vi kan hurtigt blive enige om, at det stod på alt for længe. Det der er usundt i jeres relation, er umiddelbart manglen på kommunikation og måden I hver især har håndteret det på. Det er normalt i parforhold, og imellem mennesker generelt. Vi har en masse tanker om, hvad den anden gør, vil, siger og føler, uden at vi får tjekket af med vores anden, om det er det der reelt sker. Der er meget på spil, ofte for begge parter og det kan resultere i, at vi hurtigt kan komme i følelser. Får vi ikke snakket ud om det, eller taget os af det på anden vis, vil det netop fylde hovedet konstant. Det ophober sig, og så reagerer vi pludseligt over, hvad der for den anden kan synes som en lille ting, og det kommer til at bekræfte os i det vi er bange for, måske at de er ligeglade, uden at det de oplever der sker. Så opstår der en masse tanker, på baggrund af de følelser det sætter gang i.

Det kommer til at leve i tankerne, og det sætter gang i følelserne hele tiden, som således sætter gang i nye tanker. Og det påvirker vores egen adfærd, altså det vi gør, siger og tænker, fordi vi bliver bange for en masse ting. Og vores adfærd påvirker også den anden, ligeså meget som deres adfærd påvirker os. Det er en ond cirkel, der kræver noget tålmodighed og oftest hjælp, at komme ud af. Alle de symptomer du nævner, sættes ofte i gang af overflod af stress i kroppen, som er et resultat af uhensigtsmæssigt udvikling af måden vi har lært at tænke på. Vi har alle perioder i vores liv, hvor vi overtænker tingene, særligt når vi konstant er kritiske overfor os selv. Det er desværre helt normalt, alle har mange, mange tusinder tanker hver dag. Mange af dem er negative, og særligt når vi kommer i følelser, vi i forvejen ikke har lært at rumme, ved at blive over- eller under eksponeret for dem, som vi vokser op. Nogle af os har lært at tænke en masse, i stedet for at mærke vores følelser, og den energi eller mangel på samme, og handle ud fra dem. Det kan vi heldigvis få masser af hjælp til i dag, at blive klogere på, så vi kan lære at forstå os selv bedre. Og du er allerede igang med at søge den hjælp. Og det er også en super vigtig evne at have.

Som du selv skriver, forsøgte du at kommunikere dine følelser til ham, blandt andet via kropssprog, og på den måde du har lært, og som er helt naturligt. Udfordringen kan være at vi ligger hver især en masse forskelligt i mimik og kropssprog, og ingen mennesker er tankelæsere, derfor er det vigtigt, at vi får udviklet evnen til at italesætte det vi oplever, føler og tænker. Og du fik taget mod til dig efter noget tid og italesat det overfor ham, der var noget du ikke ville finde dig i, noget du ikke vil være med til og allerede dér bryder du en kæmpe modstand og er spontan i det Så godt. Selvom resultatet ikke bliver som vi ønsker, må vi lære at anerkende os selv, for de modige og gode ting vi får gjort, for at holde fast i os selv og vores identitet. Og det gør du, når du fortæller hvordan du har det. Det er autentisk. Så det er altså en evne du har, ligesom alle andre, og kan øve dig i at blive bedre til, hvis du ønsker det.

Psykisk vold er også når vi kritiserer og nedgør os selv, over en lang periode. Hvis vi ikke får ændret på måden, vi taler til os selv på, ofte med de ord andre har brugt mod os, kan vi med andre ord, også yde vold mod os selv. Og på ingen måde vores egen skyld. Og det bliver selvdestruktivt. Det ser jeg særligt her til sidst, hvor du skriver at du hader den person, du bliver, når du er sammen med ham. Det er stærke ord, der stammer fra stærke følelser. Jeg tænker, at du hader den adfærd du har, altså det du kommer til at gør , og sige - måden du er på, når du er omkring ham. Hvad tænker du om det?

Heldigvis kan vi gøre rigtig meget, for at bygge os selv op, og gøre os stærkere. Og lære at tale anderledes til os selv. Og få øje på alt det vi allerede gør, og hver gang vi gør noget andet end det vi plejer, at få anerkendt og set os selv. Det gør behovet for at blive set af andre mindre.

Vold findes i mange former, og psykisk vold er langt mere udbredt, end mange er klar over. Hvis vi er blevet kritiseret, nedgjort og har følt os ignoreret og udstødt som barn, vil det have nedbrudt vores selv følelser allerede som vi vokser op, og så vil vi hurtigt komme til at føle os forkert, afvist og ignoreret i vores voksenliv. Det er ofte noget vi trækker med ind i vores parforhold, og relationer. Og så kan vi have tendens til kun at have fokus på alt hvad der er negativt, både ved os selv, andre og omgivelserne omkring os. Og det er samspillet imellem dét, vi hver især har med os, der afgør om det ender i psykisk vold. Man kan sige at vi trigger hinandens gamle mønstre. Det vigtigste er, at vi begynder at handle anderledes. Og det gjorde du, og det gør du igen nu. Og at vi langsomt forstår, at det ikke er vores skyld. Som voksen, er det dog vores ansvar, at tage os af os selv og vores egne selvfølelser, via selvomsorg. Andre mennesker kan påvirke dem, men det er kun os selv, der kan bygge dem op igen, og sørge for at de bliver vedligeholdt. Og det kan være fyldt med mange frustrationer.

Det er altså en kombination af flere ting, der udgør psykisk vold. Alt hvad du oplever, er helt normalt, med det du beskriver. Det gør det desværre ikke mindre ubehageligt at være i, og at opleve.

Det føles møg ubehageligt ikke at blive set, af dem man holder af, er forelskede i, ser op til og/eller elsker. Det kan skabe ked af det hed og ensomhed. Det I før var fælles om, har I ikke længere til fælles. Og så er din opfattelse at han taler nedladende til dig foran jeres venner, og det er der mange dårlige følelser i. Jeg ved ikke hvad han sagde, så jeg kan ikke vurdere om det har været nedladende, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det du har oplevet i situationen. Man kan føle sig forkert, udstillet, svigtet, uønsket og uelsket ud fra de ord, folk bruger overfor os, og den måde de er på.

Jeg bider mærker i, at du skriver sådan her: “Jeg grinte jo bare lidt af det, for inderst inde, så var jeg jo lykkelig over, at han overhovedet lagde mærke til mig.” Det fortæller mig, hvor stort et behov du har haft for at han endelig så dig, og som du selv pointerer, anerkendte at du var der. Du har på en eller anden måde lært at smile eller grine, når du kommer i dårlige følelser i en situation som denne. Og det er helt normalt, det skal du vide. Vi bliver meget påvirkede af at der er andre til stede. Vi kommer til at tilpasse os på alle mulige måder. Alle sammen. Det er forskelligt hvordan vi tilpasser os. Det kan derfor være svært for andre, at vide, at vi bliver kede af det, irriterede eller andet, hvis vi smiler og tier i situationen. Vi har alle sammen lært nogle strategier, der gør at vi forsøger at undgå ubehag. Nogen lærer at grine med, når andre taler sarkastisk, kritisk, nedladende eller respektløst til en. Det kan skabe en midlertidig tryghed og det sker helt automatisk. Det er en automatisk reaktion, som man hvis man ønsker det, med tiden kan blive opmærksom på når man gør, og så har man mulighed for med viljen at ændre det. Det kræver at man er villig til at lære at tro på, at man kan meget mere end man tror. Og prøve sig frem, og så begynde at sige noget andet til sig selv. Hey, det kunne jeg da godt. Ok, det var ubehageligt, men jeg fik gjort noget, jeg fik sagt noget. Næste gang siger jeg fra før, for så bliver ubehaget mindre. Og så bliver det lettere og lettere med tiden. Og det tager tid, det er den naturlige proces. Det vigtigste er, at man er i proces.

Vi kan ikke tvinge folk til at ændre deres følelser, holdninger eller måde at være på. Kun hvis de selv ønsker det, og så er det op til os selv, at tage stilling til, om det er noget vi ønsker at udsætte os selv for. Og det kan være svært at tage ordentligt stilling til, hvis man føler sig værdiløs. Men at føle sig værdiløs, er ikke det samme, som at man er det. Så kan det være svært at vide hvor meget man egentlig fortjener. Og man kan, ved at begynde at gøre de ting man vil, og stoppe med at gøre ting man ikke vil, opbygge ens selvværd og sin selvrespekt igen. Det tager tid og kræver hjælp, alt efter hvor nedbrudt det er, og hvad man har med sig i rygsækken.

Du nævner at han flirtede med andre piger foran dig. Det er meget forskelligt hvad vi som mennesker ligger i en flirt, og uanset hvad er det det du har oplevet, og det sætter naturligvis gang i en masse følelser, særligt fordi at det er dét, der fik dig til at tage mod til dig og konfrontere ham. Jeg tænker at det har været overvældende for jer begge to, og der er ingen af jer der har skyld i det. I har begge to et ansvar for at vedligeholde den relation, som du nævner, var perfekt i starten. Og alle relationer, der ikke bliver vedligeholdt med åbenhed og autencitet, kommer til at mangle nærhed. Det er en naturlig konsekvens af manglende adfærd, altså når vi ikke får sagt noget, når vi går og har det elendigt, er bange for at sige vores mening eller andre ting, bliver kede af det, irriteret og andet. Og det kræver træning for alle, at lære at kommunikere, så begge får respekteret hinandens grænser, og lærer at åbne sig forsigtigt, så man kan lære hinanden bedre at kende og føle sig tryg i relationen. Tryg nok til at sige, det man har på hjerte.

Du er i gang med at gøre noget der er godt for dig, og det er så flot du anerkender det, her til sidst i dit brev. Det fortæller mig at du er i gang med at udvikle evnen til at anerkende dig selv. Det sker gradvist, hvis du fortsætter med det, du allerede gør. Og så er der noget udviklingspotentiale i, at blive opmærksom på, hvor meget vi kan kritiserer os selv i tankerne, som skaber mange dårlige følelser. Jeg forstår godt at du føler dig som en falliterklæring, og at det muligvis ikke gør en forskel, at jeg siger at du ikke er en det. Tanken kommer fra værdiløsheden. Og det er kan føles meget ensomt at være i. Der er masser at hjælp for dig at hente, og det lyder som om, at du allerede er startet på din proces, men at du har brug for nogle værktøjer for at komme videre og nogen til at støtte dig i den. 1) Hvordan er din relation med din familie i dag? 2) Er der nogen der der har hjulpet dig igennem de sidste 4 år? 3) Hvad tænker du om at starte med at skrive ind til os i chatten, eller ringe til os? Vi vil gerne hjælpe dig videre i din proces.

Du er ikke for følsom, som han har sagt, det er hans holdning og ord du har gentaget over for dig selv, uden at ville det så mange gange, og det får dig til at tvivle på dig selv. Du er sårbar, og det er der absolut ikke noget forkert i.

Jeg håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet.

Kærlig hilsen
Nita