Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

16

Dato

06/01/2021

Min far slog mig derhjemme

Hej.

Min far slog mig derhjemme en del fra alderen 4-11. Det stoppede først da jeg lærte at sige fra, og da jeg kunne forsvare mig selv. Det var alt fra lussinger til ting kastet efter mig. Nogle gange var det så slemt, at jeg ville miste hørelsen eller få blå mærker.
Jeg kan huske hvordan han ville slå mig, og efter lidt tid få dårlig samvittighed og græde. Og hvis jeg lavede nogle fejl, ville han straffe mig og bruge det mod mig hele dagen så han kunne få mig til at lave pligter. Det er ikke længere fysisk vold, men psykisk vold. Han skælder mig ud hele tiden, også selvom det ikke er noget at blive sur over - at jeg glemte at gå ned med skraldet. Efterfølgende vil han sige at jeg aldrig bliver til noget osv. Det rammer mig meget hårdt især fordi jeg ikke har mange at snakke med om det. Og for mig er det vigtigt at jeg skal kunne snakke med mine forældre om alt. Jeg tror bare ikke han er bevidst om det, eller også så lader han som om det aldrig er sket. Han tror at alt han gør er normalt og kalder mig forkælet, fordi at jeg har en far der giver mig mad på bordet hver dag, og et tag over hovedet.

Min mor forstår ikke meget dansk, men jeg har prøvet at forklare hende det. Hun siger jeg skal flytte hjem til hende, men jeg kan ikke se mig selv bo der, da hun misbruger alkohol en del grundet til min papfars død. Jeg er bare træt af at min far altid skal ligge så meget pres på mig, og at alting skal være perfekt. Han har givet mig så meget stress at jeg har migræne hver dag, og mit fravær er så højt at jeg bliver nødt til at tage på orlov. Han stresser selv meget.

Men han har meget traumer fra hans forældre. Han har fortalt mig en del af det, men jeg kan se hans forældre i ham. Han gør de samme ting tit, såsom at true mig med at jeg aldrig kommer til at se ham igen. Det gjorde han i 4. klasse fordi jeg ikke spiste min madpakke i skolen. Nogle Gange kritisere han mit udseende og mine følelser. Han siger tit jeg ikke har noget medlidenhed. Jeg ku blive ved.

Problemet er bare at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men han ender altid med at blive sur, eller også er det "min skyld". Og min mor hun lytter slet ikke. Jeg har overvejer at snakke med min halvsøster om det, men jeg vil ikke være til for meget besvær eller ødelægge vores forhold.

Svar

Kære pige på 16 år,

Hvor er det godt du skriver! Og tak dit uddybende brev, hvori du får beskrevet din historie og din situation rigtig godt. Hvor har du været igennem meget, i dit korte liv.

Skriv endelig ind til os på chatten, eller ring til os på tlf.: +45 20 67 05 06 ml. 9-15. Så kan vi hjælpe dig bedre. Dét eller begynd at tal med din søster, og kontakt evt. egen læge for henvisning til psykolog.

Uanset hvad du vælger, får du et længere svar her, som du altid vil kunne vende tilbage til, hvis du har brug for det, og måske finde lidt inspiration i:

Du er utrolig selvbevidst for din alder, og dit brev fortæller mig blandt andet, at du har en god resiliens opbygget. Du er stærk. Du har masser af handlekraft. Det ser jeg i måden du har håndteret din situation på indtil videre. Du har lært at forsvare og beskytte dig selv for fysiske overgreb, som desværre så er endt i psykisk vold, og det er på en horribel måde. Inden under den styrke du har opbygget, er også en sårbarhed, som har behov for at få plads. Det skaber angst (særligt forbundet med nære relationer og fællesskaber), forkerthed, følelsen af ikke at være god nok, ked af det hed og ensomhed, blandt få af de mange ubehagelige følelser, der automatisk følger med, ved at blive udsat for psykisk vold af sine forældre.

Det er sørgeligt, fordi det lyder som om at din far er ubevidst om sin egen adfærd, altså det han gør, og har gjort. Og det kan være svært at forstå, fordi han var jo opmærksom på det dengang. Du har set ham græde efterfølgende, så han må jo vide hvad han har gjort. Og det gør han også, inderst inde. Problemet har været, at han ikke søgte hjælp. Ser du hjernen er en slags beskyttelsesmekanisme, så hjernen kan vælge at glemme ting, der er alt for ubehageligt at tænke på, fordi det sætter gang i dårlig samvittighed, som det lader til at din far har svært ved at håndtere.

Det har alvorlige konsekvenser for børn, og som du selv beskriver, så har du forsøgt at tale med din far, som også har åbnet op omkring sin egen historie. Dét i sig selv er en god ting. At han så måske ikke kan se sammenhængen i sig selv, og får taget ansvar for det, er naturligt, og det betyder ikke at det er ok, det betyder at man skal have professionel hjælp, til at få opløst gamle traumer, ellers vil vi blive ved at gentage de samme mønstre hele livet. Du har søgt hjælp hos mor, som inviterer dig hjem til hende. Dét i sig selv er også en god ting, men du er fornuftig nok til at indse at det ikke er et sundt miljø for dig at være i. Det betyder at du godt er klar over inderst inde, hvad du har brug for, og du opsøger det. Det i sig selv er sundt og rigtig godt at kunne.

Det er ubehageligt at opleve ens far være sådan, og så opleve at han lader som ingenting, og samtidig lader sin egen indre kritik på sig selv, gå ud over dig. Det er mønstre vi indlærer og tager med os. Du nævner selv, hvordan du ser dine bedsteforældre i ham. Vi gør dét vi har lært, og vi kan ikke andet.

Der er desværre ingen der lærer at blive forældre fra andre end deres egne forældre, og derfor forstår mange voksne ikke, hvor stor skade det gør for børn, at vokse op i uafklaret had, svigt og vrede fra egen barndom. Og når de afviser alvoren, eller selve handlingen, skaber det blandt andet skyld hos børnene, som du nævner, at det skaber i dig. Det kommer ubevidst til at gentage det deres forældre gjorde, fordi de ikke har turde kigge på sig selv nok, og står børnene selv med ansvaret. Både for deres egne, og forældrenes følelser, som forældrene ikke kan rumme. Et ansvar som det ikke er meningen at de skal tage.

Resiliens er heldigvis en af de fantastiske evner, der kan komme ud af en så hensynsløs og brutal opvækst som du har haft, som ingen børn bør udsættes for. Det gør jo at man gå rundt og er på vagt hele tiden. Det skaber massiv stress, som du selv beskriver meget tydeligt. Og vi har brug for ro, for at afstresse kroppen. Uanset hvor meget resiliens vi har, er det for nedbrydende at blive kritiseret og skældt ud af vores forældre hver dag. Særligt efter at vi har oplevet fysisk vold. Når vi i forvejen bliver krænket så voldsomt, så tidligt, påvirker det alle systemer i kroppen, og det tager tid at hele.

Helingen begynder, så snart vi kommer i et neutralt miljø, eller lære at berolige os selv, og det er dét jeg læser, at du lige nu selv søger. Det er sundt, at du handler som du gør. Og det betyder, at du også har en masse godt med dig. Så nu handler det om, at lære dig selv, at uanset hvad er du god nok. Og at du er værdifuld nok, til at gå efter dét du har vil. Og i den forbindelse, lære at alle dine følelser er gode nok. Vi nødt til at lære vores følelser at kende, før vi kan skabe balance i dem, og føle fred og ro indeni. Og det kan tage noget ekstra tid, og heldigvis er du så ung og handlekraftig, at du har masser af tid, før din hjerne er fuldt udviklet. Og derfor har du tiden til, at tage den med ro i din udvikling. Selvom det måske ikke føles sådan. Lige nu kan det være overvældende, fordi du samtidig er i en alder, hvor der automatisk sker meget inden i dig. Og fordi du står midt i den psykiske vold.

Det lyder ikke til, at hverken din far eller din mor, er i stand til at støtte dig i den udvikling lige nu, uden hjælp udefra og derfor skal du have noget hjælp. Du har behov for nogle trygge og sikre rammer.

Du har gjort hvad du selv kunne gøre, og du har gjort mere end der kan forventes af nogle børn og unge. Men måske kunne det alligevel være et forsøg værd, at tale med din søster omkring det. Måske har hun selv en masse følelser hun har svært ved at rumme. Måske kunne det give jer en mere nær relation. Jeg forstår godt at du kommer til at føle dig til besvær, det er en af de mange følelser man grundlæggende kan komme til at føle, når man vokser op i vold, som du beskriver det.

Det kræver professionel nemlig hjælp, at få arbejdet med de selvfølelser, som i den grad bliver nedbrudt af langvarig vold og svigt, særligt når det er fra mor eller far, som jo skal beskytte en, ikke ødelægge en. Du er ung, og alligevel ser jeg i dit brev, meget klart og tydeligt den voksenrolle du har måtte påtage dig alt alt for tidligt. Måske er det derfor du har kontaktet os, i hvert fald gør du det helt rigtige for dig selv lige nu. Det kan du godt være stolt af, også selvom det måske ikke føles sådan.

Når du skriver at "det rammer dig meget hårdt", når din far skælder dig ud, tænker jeg, at der er her du bliver overvældet af alle de voldsomme følelser, der automatisk opstår inden i os, når vi har haft vold i historien. Vi må lære de følelser at kende lidt ad gangen. Som du siger, din far har kritiseret dine følelser. Det lærer et barn, er ens følelser ikke er ok. Altså er jeg ikke ok. Og det er ikke med vilje han gør det, det er desværre dét der automatisk sker, når en forælder hele tiden kritiserer og skælder sit eget barn ud.

Der vil være mulighed for et rådgivningsforløb hos os, hvor vi kan støtte dig i den begyndende proces.

Der er også andre muligheder: www.brydtavsheden.dk/aktiviteter/ungforum, eller kontakt Børnetelefonen på 116111.

Mærk efter, og ring eller skriv til os, når du er klar til at tage skridtet videre. Du har allerede taget det sværeste og største skridt. Det første. Det er så modigt, så ansvarligt, og så godt du skrev. At du bad om hjælp. Bliv ved med det, uanset hvad du vælger.

De bedste hilsner og det bedste til dig,
Nita