Brevkassen — Brydtavsheden
Please accept marketing-cookies to watch this video.
FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Brevkassen

Skriv en anonym besked med dine spørgsmål eller dine bekymringer til vores dygtige rådgivere og få svar inden for 24 timer. I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

Brevkassen er åben

Skriv til os 100% anonymt eller læs tidligere
breve og vores svar herunder.

Svartid

Inden for 24 timer

Pige

26

Dato

17/03/2021

Efterreaktioner på psykisk voldeligt forhold

Hej, jeg har været i et forhold for et år siden hvor vi begge var psykisk voldelige - min kæreste truede med selvmord flere gange, tjekkede min telefon og ville ikke have jeg gik til de specifikke fester jeg plejede at tage til. Jeg oplever meget mere angst end før forholdet - jeg plejede at være frisk på det meste, og gerne ville prøve nye ting af, og nu er jeg bange for det meste. Bekymringer om fremtiden fylder rigtig meget. Samtidig har jeg forværrede OCD-symptomer som f.eks. at jeg tit føler jeg ikke kan trække vejret, eller der er noget galt med min krop, altså en form for sygdomsangst. Jeg er også blevet paranoid, og vender mig om på gaden, og der er visse steder jeg ikke kommer. Det værste er dog udmattelsen. Jeg er hele tiden så mega træt, og jeg kan ikke rigtig overskue noget som helst. Hvornår stopper det?

Svar

Kære Pige på 26.

Først mange tak for dit brev, Jeg blev berørt af at læse dit brev og af det som du står med nu. Det er rigtig godt at du rækker ud og skriver herind. Det forhold du har været i lyder ikke spor trygt. Det efterlader én med en masse utryghed, når man er i sådan et forhold, med den slags kontrol og selvmords trusler - Så godt du ikke er i det længere.

Du skriver, at du nu føler dig bange det meste af tiden og bekymringen om din fremtid fylder rigtig meget for dig, samtidige med du lider af forværret OCD symptomer, sygdoms angst og kan føle dig forfulgt. Jeg vil starte med at sige til dig at det giver så meget mening, efter det du har været igennem. Det er forståeligt, at du nu er træt hele tiden og føler dig udmattet, for du er på overarbejde indeni. Det er klart at du derfor ikke kan overskue noget og har brug for at få det til at stoppe.

Det er som sagt rigtig godt at du skriver herind, og at du ønsker at få det bedre. Jeg vil rådgive dig til at tale med din læge. En praktiserende læge har mulighed for at give dig en henvisning til psykolog, hvor du både kan få bearbejdet dit voldelige forhold og din angst og OCD.

Du er også velkommen til at skrive ind på vores chat eller ringe i dagtimerne hvis du har brug for lidt flere ord på de konsekvenser du kan opleve efter at have været i et voldeligt forhold.

Håber du får hjælp og at du får det bedre
Venlig hilsen Sofie