FÅ HJÆLP
..
Forlad siden

Viden om Vold

Vold kan have mange former og udtryk. Det er vold at blive slået, men det er også vold, hvis der bliver gjort skade på ens ting, hvis man bliver overvåget eller hvis man bliver psykisk krænket.

Om Vold

Vold er en handling eller en trussel, som overskrider en persons grænser eller som skader, skræmmer eller smerter personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Vold kan have samme effekt på den eller de personer, der overværer eller overhører volden, som for den person der direkte udsættes for volden. Den voldsmæssige handling kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i ukontrolleret eller i afmagt.

Vold der begås mod et barn fra forældre eller andre omsorgspersoner bringer barnets udvikling og sundhed i fare. Uanset typen af vold er den ødelæggende og kan forhindre barnet i udvikling af et positivt selvbillede.

Der er mange forskellige former for vold. De er alle ubehagelige på hver deres måde, og derfor er det vigtigt, at man søger hjælp, hvis man bliver udsat for vold. Volden kan sætte sig psykisk som angst eller som et traume, selv når volden er overstået. Fx kan Psykisk vold i form af verbal nedgørelse sætte sig som en konstant stemme i ens tanker, der er nedbrydende personens eget selvværd.

Hvad er børnevold?

Hvad er kærestevold?

Forskellige typer af vold

TYPER AF VOLD

Fysisk vold

Fysisk vold er noget, som du kan mærke fysisk på din krop, det er en vold som forårsager fysisk smerte, til tider som blå mærker eller måske et brækket ribben. Fysisk vold kan være alt fra at blive nevet, skubbet og spyttet til lussinger, spark, slag og vold med en fysisk genstand.

Psykisk vold

Psykisk vold er en voldsform der kommer til udtryk som gentagende handlinger, der ofte foregår i det skjulte og altså kan være svær at få øje på. Psykisk vold kan fx omfatte vedvarende ydmygelser, kontrol, følelsesmæssig manipulation og trusler. Det kan være at blive styret af sin kæreste eller sine forældre og fx ikke selv få lov til at træffe sine egne valg, såsom hvilke venner man vil se og hvilket tøj, man ønsker at gå i. Psykisk vold kan have tendens til at eskalere over tid.

Digital vold

Digital vold foregår udelukkende online og er en form for psykisk vold. Den kan fx komme til udtryk når en person bruger de sociale medier til at nedgøre, kontrollere eller true dig. Det er digital vold, hvis du oplever at blive overvåget og kontrolleret, hvis din kæreste eller forældre via din telefon fx tjekker hvem du kommunikerer med, hvor du er, og hvem du er sammen med.

Seksuel vold

Seksuel vold er når andre overskrider dine grænser seksuelt fx hvis du oplever ubehagelige eller grænseoverskridende berøringer eller hvis du direkte eller indirekte tvinges til at udføre eller medvirke til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til. Det kan være alt fra at blive tvunget til at overvære seksuelle handlinger mellem andre til at blive tvunget til sex mod din vilje.

Materiel vold

Materiel vold sker, når en person ødelægger eller forsøger at ødelægge nogen af dine ting med vilje. Ofte kan det være noget som har betydning for dig eller er vigtigt i din dagligdag. Det kan være alt fra at rive et foto fra en vigtig begivenhed i dit liv i stykker til at ødelægge din mobiltelefon eller din computer.

Økonomisk vold

Økonomisk vold er handlinger som betyder, at du mister kontrol med dine egne penge. Det kan være alt fra, at du skal aflevere de penge, som du tjener, og dernæst må tigge og bede om at få lommepenge eller penge til mad. Du kan blive presset til at betale, låne penge ud eller optage lån.

Latent vold

Latent vold er en særlig form for psykisk vold, hvor du konstant frygter for, hvornår volden sker igen. Du vil forsøge at tilpasse din adfærd for at undgå, at volden opstår, fx ved at undgå at gøre/sige det, som du tidligere har erfaret udløste volden. Eller du tilsidesætter dine egne behov for at tilpasse dig den voldelige parts forventninger og ønsker.

Konsekvenser af vold

Når børn og unge oplever vold i opvæksten, vil deres liv oftest komme til at handle om overlevelse i stedet for udvikling. Vold kan have en negativ indflydelse på børns indlæring, følelsesliv, psykiske sundhed og tilknytning.

Børn og unge som er udsat for vold i familien eller i kæresteforholdet kan have koncentrationsbesvær, som kan gøre det svært at gennemføre en uddannelse. De har oftest lavt selvværd, og nogen udvikler selvskadende adfærd.
De kan få problemer med angst, depression og stress og i yderste konsekvens kan det udvikle sig til PTSD (posttraumatisk stress syndrom) og personlighedsforstyrrelser.

Følger af vold er ofte skyld og skam, tab af identitet og fornemmelse for egne grænser. Børn og unge som er udsat for vold påtager sig ofte ansvaret for den vold, de er udsat for, de har negative tanker om sig selv og begrænset tillid til andre. Vold kan bevirke forekomst af psykosomatiske symptomer, dvs. fysiske symptomer som fx hovedpine, ondt i maven og søvnproblematik, der stammer fra psykiske problemer.

Vold fra nære relationer, hvor ens grænser er blevet overtrådt og tilliden er blevet brudt, kan resultere i manglende evne til at knytte sig til andre på en god og hensigtsmæssig måde.

Hemmeligholdelse af volden kan medvirke til ensomhed, idet den voldsudsatte ofte forsøger at skabe afstand til andre for at undgå, at de kommer for tæt på og opdager volden. Det kan både være gennem en udadreagerende adfærd eller ved at gøre sig ’usynlig’.

Hver 6. ung i 8. klasse

har været udsat for vold i hjemmet i løbet af det seneste år. Det svarer til 3 – 4 i hver klasse (SFI 2016).

15% mellem 16 og 24 år

der er, eller har været, i et forhold, har på et tidspunkt oplevet at få deres grænser overtrådt fysisk (Epinion, 2017).

23% mellem 16 og 24 år

der er, eller har været i et forhold, har på et tidspunkt oplevet at få deres grænser overtrådt psykisk (Epinion, 2017).

16.000 unge kvinder og mænd

er det seneste år blevet udsat for fysisk kærestevold (SIF 2018).

Nogle børn er mere udsatte for grov vold end andre

Analysenotat fra Børnerådet nr. 2/2017:

  • Børn der vokser op i en familie med alkolhol- eller stofmisbrug
  • Børn der har en diagnose
  • Børn med en anden etnisk baggrund end dansk
  • Børn hvis familie er presset økonomisk

Læs mere om børnevold og kærestevold hos:

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har mistanke om, at et barn eller en ung bliver udsat for vold?

Vold mod børn er forbudt i Danmark, så hvis du har en mistanke om, at et barn eller en ung bliver udsat for vold, har du som borger pligt til at underrette de sociale myndigheder.

Du kan læse mere om underretning her.