Pige/kvinde
34
28/01/2025
Er jeg i et psykisk voldeligt ægteskab?
Hej.
Jeg er i tvivl om jeg er i psykisk forhold.
Jeg er gift, og sammen har vi 3 børn, og har været sammen i 13 år.
Kan ikke genkende mig selv mere, så jeg er begyndt at tænke vores forhold igennem.
Fra start: Han siger han elsker mig efter 1 uge, han forguder mig. Han vil vide hvem jeg er sammen med, og hvor vi er (han har forlagt at jeg sendte et billede for at bevise det). Han forlagte at jeg skulle blokerer 2 af mine kammerater overalt på sociale medier. + slette min snapchat.
Jeg er gået fra at være en social glad pige/kvinde, til at nu have depression, være asocial (har 3 veninder tilbage + mine søskende), ked af det, negativ, dårlig selvværd.
Han hæver stemmen over for børnene, og tysser på dem så snart de larmer, fjoller og griner højt.
Han kigger min telefon, alt fra arbejdsmail, teams, instagram, facebook, samt min søgehistorik på nævnte.
Der har været 2 episoder de sidste 2 måneder, hvor det er langt over grænsen for vores mellemste barn 1. Barnet havde en nedsmeltning, og han holder barnet tæt til sig, og barnet får moslet sig fri - der lyder der et klask, men min man mener bare han kom til at skubbe lidt til hende i frustration. Jeg gjorde det tydeligt at det bestemt ikke lød som et skub, men derimod et slag. Han afviser promte. 2. episode, hvor samme barn har endnu en nedsmeltning i vores gang. De andre børn og faren sidder og spiser chips i stuen, og jeg var ved at tisse, da han rejser sig og prøver at komme i kontrakt med barnet som er rigtig ked af det. Barnet svare ikke, og i frustration spytter han chips i hovedet på hende. Jeg bliver sur og siger at det på ingen måde er okay og det er så nedværdigende - jeg ville ikke engang gøre det på en hund. Jeg får taget barnet op og får det trøstet og givet nærvær. Får sat ord på at jeg virkelig godt kan forstå at barnet blev ked af det og det må far ikke gøre.
Jeg har ingen sexlyst (og det e far gjort bekendt med) men alligevel har vi sex ca 1. gang om måneden. Jeg lukker bare ned for min krop. Jeg siger jeg generelt har det svært i forholdet, og far mener ikke jeg anerkender ham nok. så han siger "jeg elsker dig! 1000 gange om dagen + siger "det skal være os for altid" - dette gør han kun for at få mig til at sige det samme.
Lige for tiden snakker jeg ham efter munden, men inderst inde ønsker jeg at forlade forholdet.
Er det overnævnte psykisk vold? Underligt spørgsmål, for når jeg læser det igennem, kan jeg godt se det på ingen måde er Ok opførsel.
Mangler virkelig bare svar på hvad jeg burde gøre. Hjælp.
Men hvad så?
Ingen familie?
Har hus, bil osv. der skal sælges - kommer man derfra med gæld?
Hvad med børnene?
Kan slet ikke overskue det hele.
Kære du, mange tak for din henvendelse.
Der er ikke noget at sige til du synes det hele virker lidt uoverskueligt. Når man har været sammen så længe som I har, kan det være svært at få et oprigtigt overblik over hvad der er ”okay” og hvad der ikke er i et forhold. Derfor er det rigtig sejt, at du har valgt at tænke jeres forhold igennem.
Du fortæller, at du har oplevet, hvordan din mand tidligere i jeres forhold har kontrolleret hvem du må have kontakt med. Han tjekker dine sociale medier og dermed kontrollerer, hvem du er i kontakt med. I forlængelse heraf fortæller du, hvordan du nu kun har få veninder tilbage og du er gået fra at være en meget social person til ikke at være det.
Din beskrivelse af dit forhold er genkendeligt. Det tyder på, at du er offer for psykisk vold, hvor både isolation og tab af netværk indgår den udvikling vi ofte ser i voldelige forhold. Jeg vil anbefale dig at google ”Voldsspiralen” for selv at få et bedre overblik over din situation. Ens grænser som voldsudsat rykker sig ofte i takt med man udsættes for vold i forholdet. Man kan sige at ens bilede af, hvad der er normalt rykker sig.
Som jeg kan se det, er temaet for alle de ting du fortæller, at dine behov groft tilsidesættes og at både du og dine børn jævnligt lider under konsekvensen af en psykisk voldelig mand/far.
Jeg håber du vil lytte til dig selv, samt den tvivl i dig der fik dig til at skrive herind og søge hjælp fra f.eks. Danner.dk, hvor du kan ringe for rådgivning døgnet rundt.
Som du selv skriver, er der mange åbne spørgsmål forbundet med en beslutning om at gå fra din mand. Det er netop sådan nogle ting en rådgivning hos Danner kan hjælpe dig med at finde ud af. Det der lige nu virker uoverskueligt, løser sig og du og dine børn vil altid være en familie, uanset om du og din mand er sammen.
Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden