Pige/kvinde

29

10/02/2025

Er der en dybere mening, eller fastholder jeg mig selv i noget, der gør mig ondt?

Hej.
Jeg har brug for råd og måske i sidste ende i øjenåbner for min nuværende situation.

Jeg blev for nylig skilt fra min ex mand og faren til mine to børn. Dette skete fredeligt og med en fælles forståelse af at det var tid for at begge at finde vores egen vej.
Jeg havde kort inden at min ex mand og jeg, blev enige om denne beslutning, fået kontakt med en tidligere kæreste.
Denne kontakt, var udelukkende venskabelig, og blev for mig nok mest af alt en støtte for mig i en kaotisk tid.

Det kræver nok en forklaring på vores tidligere relation, for at det hænger sammen. Lad os kalde ham "M"

Jeg har kendt "M" i 10 år, vi har gået på samme folkeskole, ikke været venner, men kendt til hinanden.
Da vi begyndte at snakke sammen som 18 og 19 år, blev det en start på et on and off forhold, som startede med at jeg var en kæreste utro for at være sammen med ham. Denne kæreste var både psykisk og fysisk voldelig.
Da dette forhold endte, begyndte jeg at ses med "M". Her er vi 21 og 22 år. Det var et meget ulige forhold, da jeg nok mere eller mindre havde brug for at være mig selv. Og vi var hjemsøgt at mit tidligere forhold, der sendte trusler og udsatte mig for stalking.
Han truede også "M".
Samtidig begyndte "M" hurtigt at se os som værende kærester, og jeg tog al opmærksomhed, kærlighed og omsorg til mig, men gav ikke rigtig noget igen, da mit syn på vores relation var anderledes. "M" var dybt forelsket i mig og gav meget udtryk for dette. Men jeg med at være sammen med andre i løbet af denne tid, hvilke han måske havde en ide om, men ikke gjorde noget, da han var bange for at miste mig. (Dette har han forklaret senere hen) Og da han skulle med sin familie på ferie og jeg skulle med nogle veninder til Sunny Beach, blev denne forskel i vores relation meget klart for mig, til trods for at jeg forsat "lod ham" tro at vi var mere end bare venner.
Denne ferie var en kæmpe befrielse for mig, og jeg kunne slå mig lidt løs uden nogen tanker. Det var også denne ferie hvor jeg mødte min nu ex mand, som slog benene væk under mig.
Jeg var modbydelig over for "M" og lod ham tro at alt var fint og jeg bare havde en hyggelig tur med mine veninder.
Han får på sin ferie, som han er på, på samme tid som jeg er afsted, en tatovering med mit navn på hans arm. Jeg fik en følelse af at jeg skulle gengælde dette, selvom dette "forhold" for mig, ikke var noget der skulle blive mere. Men jeg fik tatoveret hans forbogstaver.
På resten af ferien var jeg mere eller mindre delt op i at være fysisk tilstede og være sammen med min nuværende ex mand og have et "andet liv" foregående på mobilen sammen med "M"
Da vi kommer hjem skal "M" hente os i lufthavnen og min eneste mission er at de to mænd ikke ser mig sammen med den anden.
Dagene efter skriver jeg sammen med ham fra rejsen, som jo ikke ved at jeg har "M" derhjemme. Og jeg ved at "M" godt ved at jeg skriver med en anden, men igen lukker han øjnene for det, for ikke at miste mig.
2 dage efter, tror jeg til sidst at det bliver for meget for "M" og han mærker at jeg ikke er tilstede mere og trækker mig mere og mere, vil ikke have sex eller nogen form for berøring. Han konfrontere mig, og jeg benægter at have været sammen med andre. Til trods for alt det, så ender jeg med at afslutte forholdet, efter en meget voldsom diskution som varede hele natten. Han forlader mine forældres hus kl. 6 om morgenen, fuldstændig knust.
Jeg distancere mig ved fuldstændig at lukke ham ude af mit liv, blokere ham alle steder, så der ingen kontakt er mellem os.

Herfra tog mit liv en drejning og alt gik enormt hurtigt, jeg flyttede til den anden ende at Sjælland, op til min nuværende ex mand, blev gravid x 2, købte hus, blev gift osv.

8 år gik der, og nu er vi tilbage til starten af mit brev.
Da jeg flyttede fra min ex mand, begyndte relationen med "M" meget hurtigt at blive mere end venskabelig. Og denne gang så jeg ham på en helt anden måde. Denne gang havde jeg lyst til at være hans, og kun hans. Jeg ønskede når jeg skulle i et forhold igen, blev det med en mand som jeg havde lyst til at dele mine børn med, og som værdsatte mig for mig. Og det har "M" jo altid gjort.
Men igen gik tingene stærkt, og "M" blev hurtigt en del af mig og børnenes hverdag, og var nærmest hos os hele tiden.
Jeg var stadig midt i en skilsmisse som skulle gå op i en højere enhed, med alt hvad sådan noget jo indebærer ift. til børn osv.
jeg oplevede hurtigt at "M" havde svært ved at jeg skulle have kontakt til mine børns far og jalousien blev meget slående.

Vi har begge et enormt stort temperament og kan køre hinanden meget voldsomt op. Vores uenigheder kan hurtigt eskalere og blive til voldsomme diskutioner hvor vi begge føler os misforstået og ikke hørt. Og jeg føler ofte at det er hans ord der skal ud, også skal jeg "droppe samtalen" eller "lade vær" når jeg har noget at sige.
Men vores første store skænderi endte med at han tog fat i mig, nægtede mig udgang fra i rum ved at stille sig foran døren, hvilke jeg har enormt svært ved grundet mit tidligere volds ramte forhold. Så jeg går i panik og skriger, hvilke køre ham endnu mere op. Han holder mig fast ind til ham, selvom jeg beder ham om at slippe. Han har enormt dårligt selvværd og det viser sig virkelig i vores skænderier. Han begynder at græde hysterisk og snakker om ikke at vil leve mere. Her har har et enormt stort behov for at jeg går til ham og omfavner ham, for at han kan finde ro. Men mit krop er låst efter disse oplevelser og jeg kan ikke få mig selv til at røre ham.

Et andet skænderi der eskalere, ender han med at stå med et bælte om halsen og råber at jeg skal se på han han gør det.
Han "faker" at falde om, for så snart jeg fortæller ham at jeg ringer til politi eller ambulance, så kommer han ud af det.

Han lover gang på gang at han aldrig gør det igen, og han nægter at få hjælp, da han mener at en psykolog har været grunden til at han tidligere har haft lyst til at begå selvmord.

I går skete det igen, udløst af at jeg ikke havde lyst til sex. og han ender med at tage så hårdt fast i mig at jeg kan mærke hans hænder på min krop i timerne efter. Han undskylder og undskylder og fortæller at det aldrig sker igen. Han tilstår at han har et problem og han slet ikke er sig selv når han lader tankene overtage.
Han slår sig selv og bliver helt hysterisk.

Jeg elsker den her mand, han er fantastisk med mine børn, han giver mig anerkendelse og tryghed ift til at jeg ved at han kun er min. Jeg ønsker virkelig at få det til at fungere, for der må da være en dybere mening med at vi altid finder tilbage til hinanden.

Det skal lige gøres meget klart at børnene aldrig har været hjemme i disse situationer.

Kære dig,

Tak for dit brev, og fordi du deler det her i brevkassen. Ud fra det du fortæller mig, så lyder du til at være en meget omsorgsfuld mor og partner, og dine refleksioner er meget indsigtsfulde og velovervejede!

Du fortæller, at du blev skilt fra din eksmand og genoptog kontakten med "M", en tidligere kæreste. Du nævner, at forholdet har udviklet sig til at være præget af jalousi, store skænderier og voldsom adfærd fra hans side. Det er jeg meget ked af at høre.

Jeg bider særligt mærke i, at du nævner, at han tidligere fysisk har haft fastholdt dig - og blokeret vejen for dig, for dernæst at have truet med at skade sig selv. Jeg forstår også, at dette særligt er sket efter konflikter mellem jer, hvor du har forsøgt at sige fra - uden at dette er blevet imødekommet. Hér er det meget vigtigt for mig at fortælle dig, at det er helt forkert og meget alvorligt, at han har anvendt fysisk magt mod dig. Ingen fortjener at blive udsat for vold (uanset graden af denne). Det er aldrig okay, uanset omstændighederne. Dette gælder både fysisk, psykisk og seksualiseret vold.

Det er utroligt vigtigt at sige fra og sætte grænser, og ud fra det du fortæller mig, så har du allerede været god til at sætte grænser. Det kræver mod og styrke - det kan du godt være stolt af. Du nævner en episode, hvor du siger fra overfor sex, og dermed ikke giver ham samtykke. Samtykkeloven gælder nemlig også ALTID i et kæresteforhold. Reaktionen på dette skal respekteres, og det er på ingen måde okay, at han efterfølgende har taget fysisk fat i dig.

Derudover vil jeg gerne gøre dig ekstra opmærksom på, hvad der sker i nogle af de situationer, som du beskriver for mig. Det er vigtigt at understrege, at din partners selvmordstruende adfærd naturligvis skal tages meget alvorligt. Men når han truer med at skade sig selv efter en voldsom episode mellem jer, så er det også med til at skifte fokus væk fra det, som han netop har gjort mod dig. Hans handlinger bliver skubbet i baggrunden, fordi situationen pludselig handler om, hvordan han har det, og hvad du kan gøre for at berolige ham. Det sætter dig i en position, hvor du måske overser dine egne grænser og retfærdiggør det, der er sket.

Kan du se, hvordan det påvirker dynamikken mellem jer?

Han tager ikke ansvar for sine handlinger og afviser at søge hjælp. I stedet placerer han ansvaret for sin trivsel på dig – du skal berolige ham, tage hensyn og tilgive. Det gør det svært for dig at sætte dine egne behov først og vurdere, hvad der egentlig er bedst for dig. Samtidig forestiller jeg mig, at det også skaber et stort pres og en frygt indeni dig, fordi du elsker ham og ønsker ham det bedste. Derudover fjerner det fokus fra den ubehagelige, situation, som han netop har udsat dig for.

Hans selvmordstruede adfærd retfærdiggør ikke de handlinger, som han udsætter dig for.

Jeg ved, at du elsker ham, og ønsker at det fungerer, og at det ikke er sort-hvidt. Men hvis en veninde fortalte dig denne historie, hvad tror du så, at du ville sige til hende?

Jeg synes du fortjener at være glad og tryg, og derfor håber jeg også, at du vil tage dig tid til at mærke efter. Du er ikke alene, og der er hjælp at få – også til at komme ud af forhold, der føles svære at forlade. Har du mon delt dette med et familiemedlem, en god veninde eller måske en kollega? Det hjælper ofte at dele svære ting med folk omkring sig, og du har allerede taget et vigtigt skridt i dag!

Lev Uden Vold (tlf: 1888) er særligt dygtige til at hjælpe mennesker, der oplever både psykisk og fysisk vold. Det er både gratis og anonymt at kontakte deres hotline 24/7. Derudover kan du (og din kæreste) kontakte Livsliniens telefonrådgivning (tlf: 70 20 12 01) alle dage fra kl. 11-05, som støtter og hjælper både selvmordstruede og pårørende.

Jeg sender dig en masse varme tanker, og håber at mit svar har hjulpet dig.

Kærligst,
Bryd Tavsheden