Pige/kvinde
22
17/03/2025
Hvad er næste skridt?
Jeg er en kvinde på 22 år, min kæreste er 23. Vi har været sammen i snart 6 år.
Jeg er for nyligt begyndt at tænke over alle de ting, der har gjort mig utilpas i vores forhold, og her er hvad jeg har skrevet med i mine noter af ting jeg kan huske fra de sidste 4 års tid:
Nev mig eller maste min arm, hvis jeg gabte, hostede eller rømmede mig lidt for meget. Mistede alle følelser for mig hver gang vi havde en diskussion, og lagde ikke skjul på det, sagde endda ligeud. Blev ved med at insistere på, at prøve at overbevise mig om at jeg ville træne for mig selv og for at se bedre ud, selvom jeg overhoved ikke vil, og bedre kan lide ikke at se trænet ud. Fik mig til at føle, jeg ikke var nok, ved at blive ved med at falde for andre og snakke om dem konstant. Prøvede at overbevise mig om at alt fysisk galt med mig kunne fikses hvis bare jeg prøvede hårdere, selv min sukkersyge. Blev irriteret på mig hvis jeg viste noget som helst andet end glæde og tilfredshed. Slog hul i soveværelsesdøren, da jeg låste den for at få lidt fred efter en diskussion. Ville guilte mig til at give ham handjob, selvom han aldrig ville gøre noget for mig og brokkede sig bare jeg bedte om lidt rygmassage. Fik mig til at føle mig finansielt afhængig af ham, ved at tale om hvor mange penge han havde gennem investeringer, og hvordan man aldrig kunne opnå noget i livet uden, så jeg troede, at jeg var afhængig af at flytte sammen med ham for at kunne have et sted at bo.
Talte grimt om overvægtige mennesker, og om hvor uattraktive de er, og ville gå fra mig, hvis jeg blev overvægtig, hvilket fik mig til at føle, at jeg mest var elsket for mit udseende, og jeg blev nødt til at holde min form for at holde på kærligheden. Han ville få mig til at spise mere for, at jeg kunne bygge muskler, jeg ikke ville have, men ville også have jeg ikke fik mere fedt på kroppen. Han fik mig til at gå igennem forskellige diæter, jeg ikke brød mig om, for at prøve at "fikse" mine problemer (som sukkersyge) og gøre at jeg kunne gro mine muskler mest effektivt. Han gjorde mig bange for mennesker, ved at fortælle om "hvordan folk er" og hvordan mænd tænker, og ville konstant minde mig om at holde mig væk fra folk og undgå dem på gaden, sagde hvad jeg ikke måtte gøre, og hvad jeg skulle gøre, for at undgå at blive overfaldet, til et punkt hvor jeg stadig tænker på at blive angrebet ofte, og er bange for fremmede på gaden. Han ville gå i hvad han kalder "Terminator mode" hvis vi gik ude om aftenen, og ville blive helt følelseskold og skælde mig ud, hvis jeg ikke går som han synes og når jeg ikke kunne læse hans tanker. Han victim blamer de folk, der blev udsat for forfærdelige ting, som fik mig til at føle, at alt der sker for mig kun kan være min egen fejl.
Han talte ofte om, hvordan han er et superior menneske til alle andre, og næmt ville kunne slå en mand ihjel, hvis det blev nødvendigt, hvilket er meget intimiderende.
Hvad er næste skridt?
Kære dig,
Mange tak for dit meget modige brev. Hvor er det bare virkelig et stort skridt du har taget ved at åbne op i de mange ubehagelige og tankevækkende ting du oplever i dit forhold.
Det lyder som om, at du har gået rundt og følt at tingene ikke virkede helt rigtige i et stykke tid, så det er rigtig godt at du har samlet tankerne og skrevet herind.
Det jeg hører dig beskrive, er et rigtig usundt forhold med en ulige magtfordeling imellem dig og din kæreste. Du beskriver at han kontrollerer ting du gør, hvad du bør spise og hvor meget du bør træne. Derudover beskriver du hvordan han manipulerer med dig ved at fortælle om de konsekvenser det, i følge ham, vil have for dig hvis du ikke gør X, Y og Z.
Når vi snakker om vold bruger vi nogle gange det vi kalder voldsspiralen til at gøre det lidt nemmere at se det for sig. Voldsspiralen starter med et forhold, en forelskelse og en vis idealisering. Derefter er der mindre tegn på psykisk vold- i dit tilfælde kunne det meget vel være hvordan han forsøger at træffe valg og tage beslutninger på dine vegne. Derefter kan der opstå andre voldsformer- lidt ligesom når din kæreste slår hul i jeres dør. Derefter går der ikke lang tid til volden bliver en normal del af hverdagen, skyld og skam kan begynde at fylde en masse og så fortsætter det blot derudaf.
Det er desværre rigtig let at blive opslugt af spiralen, og mange gange så hårdt at rive sig løs fra den igen. Derfor er det vigtigste og første skridt det du allerede har taget ved at erkende at jeres forhold ikke er som det skal være.
Du spørger hvad næste skridt skal være for dig, og jeg vil råde dig til at følge din mavefornemmelse.
Hvis du kan mærke at tingene ikke er som de skal være, og at du har behov for at blive behandlet ordenligt synes jeg at du skal overveje om det stadig er et forhold du har lyst til at være i.
Det er hårdt at gå fra hinanden, især efter så mange delte år som i har været igennem, men det du beskriver er ikke okay, og jeg synes at du skal overveje grundigt hvad du vil stå model til.
Du er velkommen til at skrive ind i vores chat, eller ringe, hvis du har brug for- eller lyst til at dykke endnu mere ned i din situation og dine muligheder.
Alternativt, kunne vores samtaleforløb måske være noget for dig. Her kan du få hjælp og værktøjer til at forstå din situation og handle på den bedste måde for dig.
Jeg ønsker dig held og lykke med det hele.
Venlig hilsen,
Bryd Tavsheden