Pige/kvinde
23
21/10/2025
Jeg har brug for hjælp til den her skyld og skam, fordi jeg hader følelsen af ikke at have fortjent nutiden og fremtiden på grund af fortiden.
Kære bryd tavsheden,
Jeg var i et psykisk voldigt forhold i 3 år fra jeg var 17-20. Det var 3 hårde og traumatiske år for mig og jeg mistede mig selv fuldstændig, da jeg i gennem de 3 år skulle høre på så meget had og få overtrådt så mange grænser.
Jeg gik på æggeskaller for at han ikke skulle blive sur, fordi når han blev sur så råbte han, kaldte mig grimme navne og kunne finde på at slå og smadre køkkenlåger og døre. Han tog mange stoffer og drak meget selvom jeg sagde jeg ikke kunne lide det, fordi han aldrig kunne styre det og altid blev agressiv i hans ord og kropssprog. En nat efter en julefrokost var han så hård i munden og i sit kropssprog, at jeg låste mig inde på vores soveværelse og ringede til hans mor fordi jeg blev så bange for ham. Han støttede mig aldrig i mine drømme for livet og fik mig altid til at have dårlig samvittighed, hvis jeg drømte eller nævnte noget, der ikke omhandlede ham. Han var så sur på mig, sig selv og hele verden omkring ham, at jeg havde sex med ham selvom jeg ikke ville, ikke så mine venner og familie så ofte som jeg gerne ville, ikke turde sige min mening og ikke følte jeg kunne være mig selv. Alt sammen i frygt for, at han ville blive sur, hvis jeg ikke gjorde og sagde det rigtige. Han ødelagde mig fuldstændig. Min selvtillid og selvrespekt var ikke eksisterende i de 3 år.
Da jeg endelig efter 3 år kom ud af forholdet lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville forelske mig igen, fordi jeg aldrig måtte risikere at miste mig selv på den måde. Jeg ville hellere være alene end at skulle igennem noget lignende igen. Omkring et år efter jeg gik fra ham den voldige møder jeg min nuværende kæreste.
Vi mødes på en rejse. Jeg er ude og rejse med en veninde og han er med en ven. Vi bor på samme hotel i 5 dage og har en rigtig god tid, men rejser efter de dage begge to videre til forskellige steder i verden med hver vores ven.
Vi holder kontakten og skriver sammen hver dag om de ting vi oplever og efter 2 måneder rejser han til det land jeg er i, hvor vi bruger 3 uger sammen. Det er 3 fantastiske uger, hvor vi lærer hinanden bedre at kende. Efter de 3 efter rejser jeg tilbage til Danmark, og lidt efter rejser han tilbage til hans hjemland - England. Selvom vi har haft de dejligste 3 uger, så er jeg ikke forelsket. Det havde jeg jo lovet mig selv, at jeg ikke måtte blive. Jeg tager tilbage til Danmark og minder mig selv om, at jeg “jo er single”, hvilket jeg også er på det her tidspunkt, men jeg tør ikke engang håbe og tro på, at der skulle være en fremtid i relationen med ham, da jeg ikke kan risikere at miste mig selv i en relation igen. Jeg var så selvbeskyttende og forsigtig, så selvom vi stadig har kontakt hver dag og jeg virkelig holdte af ham, så har jeg allerede bestemt oppe i mit hoved, at jeg aldrig ville kunne ville kærester med ham. Selvom jeg på grund af fortidens traumer var bange for mine egne følelser, så besøgte vi stadig hinanden over sommeren sidste år, da vi begge var kommet hjem fra den anden rejse. Jeg rejste til England et par gange, og han besøgte også mig. Jeg kunne så godt lide ham, men der var en blokade i mit hoved og jeg huskede hele tiden mig selv på, at “det her jo ikke ville blive til noget” og, at jeg “kunne da alligevel bare fucke det op nu, fordi så ville der ikke være nogen risiko for at blive ødelagt igen”. Disse ting gik jeg og tænkte samtidig med, at jeg gav ham et helt andet indtryk af, hvordan jeg havde det. Jeg skrev stadig til ham hver dag og fortalte hvor meget jeg savnede ham, hvilket også var sandheden. Men han kendte næsten ikke til min fortid og derfor heller ikke til den her side af mig, som var selvbeskyttende, bange og havde brug for at gøre det hele ekstremt langsomt. Det var en følelse af, at jeg vidste, at jeg aldrig ville lade mig selv give mig hen 100% og forelske.
Over den sommer fortryder jeg meget, at jeg måske har haft et flirtende ydre, når jeg er taget ud og måske har givet folk jeg slet ikke har været interesseret i “falske forhåbninger”. Jeg fortryder, at jeg har svaret på nogle beskeder fra mennesker jeg godt vidste havde andre intentioner end jeg selv havde. Jeg havde aldrig relationer til andre eller var interesserede i andre, men jeg havde brug for at bevise over for mig selv, at jeg stadig kunne holde relationen på afstand ved fx. at svare “ja” til at tage ud med anden, der spurgte om jeg ville drikke vin, men så aldrig nogensinde gøre det og heller ikke køre videre på samtalen. Vi var heller ikke kærester dengang men hold da op hvor jeg fortryder det, fordi han viste mig ikke andet end kærlighed og interesse dengang. Jeg har aldrig haft noget seksuelt af gøre med andre, men jeg var så bange for den her nye relation og var så bange for at kaste mig ud i noget, at jeg ikke tillod mig selv, at være åben og ærlig over for mig selv og mine egne følelser og distraherende mig selv med alkohol, fest og personer jeg godt vidste havde andre intentioner med mig end jeg havde med dem. Det var en måde hele tiden at holde det lidt på afstand for mig. Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi finde på at underholde andre den dag i dag eller være utro. Jeg har så meget respekt for min kæreste. Og selvom jeg heller ikke var utro dengang ville jeg ønske jeg havde haft denne respekt tidligere men som sagt havde jeg aldrig prøvet en sund relation og sund kærlighed før, så jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle agere.
Jeg har simpelhen bare så svært ved at tilgive mig selv. Det var nemlig også måden jeg italesatte min relation med ham over for familie og venner. Han var meget hurtigere end mig om at være ærlig omkring hans følelser omkring os til hans familie og venner. For mig tog det både længere tid overhovedet at få disse følelser, men selv da jeg så fik dem turde jeg ikke sige det højt fordi jeg ville beskytte mig selv. Jeg havde svært ved ikke snakke om det og fik det ofte til at lyde meget mere “casual” og “stille og roligt” end det egenligt var. Jeg kunne godt finde på at svare hvis folk spurgte hvordan det gik at “vi har det super godt sammen” men er jeg ikke er klar til at give mig selv hen til en anden endnu, eller at “jeg elsker ham super højt, men på grund det jeg har været igennem før, så kan jeg ikke bliver forelske i ham”. Hvor jeg nok har fortalt nogle helt andre ting til ham. Der har jeg fortalt ham hvor meget jeg elskede ham og hvor meget jeg håbede vi havde en fremtid sammen. Det gjorde jeg selv dengang jeg ikke helt selv troede på det fordi jeg var bange. Jeg skammer mig og føler mig som et dårligt menneske, at når han har siddet og sagt de pæneste ting om mig og vores relation til hans venner og familie så har jeg ofte været mere tilbageholdende og undertrykt det. I sær fordi det gjorde jeg ikke over for ham, og det kan gøre at jeg føler mig som et rigtigt falsk menneske over for ham. Jeg tror også noget af de bunder i, at mine venner og familie har hørt mig sige så mange gange at jeg “i hver fald ikke skal blive forelsket og miste mig selv igen”, så det gjorde at jeg var bange for at fortælle alle detaljerne om den her relation mellem mig og ham fordi jeg bare bange for deres meninger. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt snakker med en anden mand i 5 minutter sidste efterår. Efterfølgende selvom jeg absolut ingen interesse i denne mand har, så har jeg et behov fordi at sige til min veninde, at han var super sød, men at jeg jo har ham den anden (min nuværende kæreste) som om jeg havde en form for interesse. Jeg kan huske, at jeg godt ved , at jeg lige nu siger noget jeg ikke mener. Men jeg havde ofte brug for at sige dumme ting jeg ikke mente til mine veninder, fordi det var en måde at overbevise mig selv og dem, at “bare rolig jeg er ikke ved at blive forelsket igen”. Det gør mig så flov at frygten for andre folks meninger og min egen frygt har gjort at jeg har “løjet” om ham og vores relation. Jeg synes han fortjener så meget bedre end mig.
Denne her konflikt og tankerne, der sagde, at jeg ikke måtte forelske mig fyldte rigtig meget hos mig sidste halvdel af sidste år, da det var der vi var kommet hjem og rigtig begyndte at lære hinanden bedre at kende. Jeg måtte bare ikke lade mig selv blive forelsket selvom jeg holdte sådan af ham. Det var en blanding af at have svært ved at finde rundt i mine følelser men også ikke at tillade mig selv at føle det jeg egentligt gerne ville, hvilket var at give mig helt hen. Efter ca. 1 år (denne her sommer) følte jeg mig så klar til at kalde os kærester. Jeg havde givet mig 100% og var så sikker på beslutningen og forelskelsen. Jeg ville ikke lade mine traumer bestemmer hvem og hvornår jeg måtte elske. Nu sidder jeg dog tilbage med en forfærdelig skyldfølelse over ikke at have fået disse forelskelses følelser noget før. Jeg holdte sådan af han og elskede ham så højt også de første måneder, men jeg tillod mig ikke at blive 100% forelsket og jeg skammer mig sådan over det fordi jeg føler jeg har holdt ham hen og givet ham falske forhåbninger dengang. Jeg har aldrig været gladere og mere tryg i en relation men kan desværre ikke lade være med at tænke at jeg ikke har fortjent det, da jeg i begyndelsen ikke havde de samme følelser som ham, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis han måske havde hørt hvordan jeg havde omtalt vores relation, hvordan jeg havde haft et slags flirtende ydre sidste år og hvor usikker jeg var på det hele sidste år, at så ville vi ikke engang være sammen den dag i dag. Han var jo så meget mere sikker og rolig i det hele selv dengang. Det er en skyld og skam, der fylder hele mit liv, og en følelse af ikke at have fortjent den her kærlighed. Jeg går med en angst til daglig på grund af disse fortidige traumer og på grund af den her ekstreme skam og skyld af hvordan jeg har ageret, at jeg nogengange ikke kan spise og sove. Det er en følelse at hade mig selv over ikke at være helet fra fortiden noget før, og først at begynde, at tillade sig selv, at give sig selv hen 100% mange måneder inde i en relation. Jeg havde bare lovet mig selv, at jeg ikke måtte miste mig selv igen, så at blive forelsket igen så jeg dengang som et svigt til mig selv.
Jeg har brug for hjælp til den her skyld og skam, fordi jeg hader følelsen af ikke at have fortjent nutiden og fremtiden på grund af fortiden.
-Thea
Kære du
Tak for at du skriver herind og åbner op omkring din historie, det kræver stort mod. Desuden vil jeg gerne fortælle dig, at jeg er imponeret over, hvor selvbevidst og reflekteret du er. Det er en gave, som jeg tror vil skubbe dig i retning af en masse personlig udvikling.
Du fortæller først, at du har været i et psykisk voldeligt forhold i 3 år. Derudover fortæller du, at det forhold har sat sine mærker i dig, og har fulgt dig i andre romantiske relationer siden. Lige nu er du så et sted hvor du er kærester med en fyr du elsker, men du har dårlig samvittighed over ikke at have været ærlig overfor ham (og dine venner og familie), samt ikke at have givet dig hen noget før.
Meget af det du beskriver, lyder for mig som en forsvarsmekanisme. Noget du har skulle udvikle for at beskytte dig selv, så du ikke oplever den slags, som du oplevede i dit voldelige forhold. Det er både fuldkommen naturligt og nogle gange også nødvendigt. Det kan være en måde for voldudsatte at genopnå kontrol over deres eget liv igen. Jeg kan læse at du har dårlig samvittighed over, ikke at kunne give dig selv lov til at gengælde din nuværende partners følelser noget før. Du føler dig som en dårlig person og at du har holdt ham for nar. Men hvis man tænker på alt det du har været igennem, så er det jo mega sejt gået, at du har kunne lukke et andet menneske ind igen, fordi det kræver så meget mod. At gøre sig selv sårbar, når man har arbejdet så hårdt på at bygge en mur op omkring sig. Du skal slet ikke have dårlig samvittighed, du skal faktisk være ret stolt over at det ikke har taget endnu længere tid og at du er nået til det sted du er i dag. Du siger at du ikke fortjener den kærlighed, som din nuværende kæreste giver dig, det er igen en traumerespons, fordi du netop ikke har oplevet den kærlighed i et forhold før. Derfor kan det føles lidt off, når den så er der. Men tro mig når jeg siger at du fortjener så meget kærlighed og du fortjener en kæreste der behandler dig godt, med respekt og empati.
Du skal øve dig i ikke at være så hård ved dig selv, fordi det gør også at du forventer at andre vil tænke og gøre det værste. Det giver også mening, fordi din hjerne pga. tidligere traumer, har skulle forestille sig det værste, for at du kunne forberede og beskytte dig selv. Den mekanisme skal du bare øve dig i, ikke at lytte ligeså meget til, fordi du er ikke i fare længere. Jeg er nemlig sikker på at både din kæreste, venner og familie, kommer til at forstå, hvorfor du har gjort som du har gjort. Derfor tror jeg det er en god idé at dele dine tanker og følelser omkring det. Evt. ved at starte med venner og familie, så du ikke skal gå med de her tanker alene. Derudover, tror jeg også du skal have en snak med din kæreste og lukke ham lidt ind ift. din fortid og hvordan det har påvirket dig, samtidig med at du sætter ham ind i, hvor meget han betyder for dig og hvor god han har været for dig og din udvikling. Hvis han er den gode fyr, som han lyder til at være, så kommer han helt sikkert til at forstå det og det kommer også til at fjerne noget af angsten og overtænkningen for dig. Du fortjener både nutiden og fremtiden, du fortjente bare ikke fortiden.
Forresten, så er du altid velkommen til at kontakte Bryd Tavsheden på chatten eller telefon, tirsdag-torsdag mellem 17:00 og 20:00.
Jeg ønsker dig al held og lykke og at det bliver lidt lettere at nyde kærligheden.
Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden
