Pige/kvinde
18
05/12/2025
Jeg er utryg ved at møde ham alene, og jeg er bange for, hvordan han vil reagere.
Hej,
Jeg skriver, fordi jeg står i en meget alvorlig og utryg situation, og jeg har brug for jeres hjælp til at planlægge en sikker afhentning af mine personlige ejendele hos min ekskæreste.
Jeg er 18 år, og jeg har tidligere været i et forhold med en 22-årig, hvor jeg har været udsat for psykisk vold, kontrol og digital overvågning. Han har haft adgang til mine personlige koder, begrænset min frihed, forsøgt at isolere mig og brugt trusler og manipulation imod mig. Jeg har nu skiftet alle adgangskoder, men jeg er stadig bange for hans reaktioner.
Han tilbageholder nogle af mine ejendele og har tidligere forsøgt at presse mig til at betale for at få dem tilbage. Jeg er utryg ved at møde ham alene, og jeg er bange for, hvordan han vil reagere.
Jeg har brug for jeres hjælp til:
at udarbejde en konkret sikkerhedsplan for afhentningen
at vurdere om jeg bør have en voksen eller politiet med
at vide, hvad jeg skal gøre, hvis han nægter at give mine ting
at få rådgivning om, hvornår det er nødvendigt at involvere politiet
Det er meget vigtigt for mig, at dette foregår trygt og uden yderligere pres eller trusler. Jeg håber derfor, at I vil tage min situation alvorligt, ligesom Lev Uden Vold gjorde, da jeg kontaktede dem tidligere.
Tak for jeres støtte og hjælp.
Venlig hilsen
S
Kære S
Mange tak for din henvendelse, det lyder som en super svær situation du står i. Det rigtig godt at høre at du er kommet ud af det voldelige forhold, men det er selvfølgelig ikke altid der volden stopper. Jeg kan sagtens forstå at du føler dig utryg i situationen og at du gerne vil tage dine forholdsregler ift. at være i sikkerhed og få dine ejendele tilbage.
Den situation du beskriver, er ikke en vi har specielt meget ekspertise i, derfor kan det være udfordrende at lave en konkret sikkerhedsplan. Hertil kunne det være relevant at kontakte Lev den Vold igen, da jeg tænker at de måske har mere erfaring i disse slags sager.
Når det så er sagt, så synes jeg at det kan være super relevant at kontakte politiet. Det at han tilbageholder dine ejendele og forsøger at presse penge du af dig, kan sagtens falde ind under en politisag. Det kan nemlig sagtens betegnes som tyveri. Det især også relevant for politiet at du frygter for konsekvenser ift. afhentning og blive konfronteret med din voldelige ekskæreste, det er jeg sikker på at de kan hjælpe med.
Jeg håber at du kunne bruge mit svar til noget og at du får den rette hjælp. Mange gange held og lykke.
Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden