Pige/kvinde

20

11/01/2026

Kæmper med at finde tilbage til følelsen af tryghed i mig selv

Kære brevkasse,

Jeg har brug for at fortælle om en oplevelse som stadig sidder dybt i mig, selvom jeg nu er gået fra min ekskæreste. I den seneste tid i vores forhold har vi haft problemer med kommunikation og forstå hinandens grænser. Der har desværre været en del episoder, men en aften tog det en meget voldsom drejning og den jeg husker allermest.

Jeg spurgte ham om vi kunne gå en tur, fordi jeg havde nogle ting på hjerte som jeg havde brug for at snakke med ham om. Jeg forsøgte roligt og forklare, hvordan jeg oplevede at han ofte handlede lidt egoistisk og havde svært ved at lytte/ høre til andre end sig selv. I stedet for at tage mig seriøst begyndte han at smågrine og latterliggøre mine følelser. Han blev fysisk påtrængende, lagde gentagende gange armen om mig og holdt mig tæt, når han tydeligt kunne mærke jeg ikke havde lyst og kæmpede lidt imod.

Da vi kom hjem eskalerede det hurtigt. Han blev fjern og aggressiv, skubbede mig fysisk op på sengen og ud af værelset så jeg kunne dampe af siger han. Han forsøgte at låse mig med ham inde på hans værelse så jeg ikke kunne stikke af og trak mig rundt i huset, selvom jeg mange gange græd og tydeligt gav udtryk for at jeg ikke følte mig tryg i det der. Han truede med at han nemt kunne knække mig og min arm med en hånd, da jeg på det tidspunkt var ret tynd grundet min spiseforstyrrelse der var lidt nedad bakke der. Generelt hans ord og handlinger fik mig virkelig til at føle mig både bange og magtesløs. Jeg følte at jeg måtte reagere for at beskytte mig selv, og selvom jeg nu ved at man ikke må slå, gav jeg ham en lussing i selvforsvar, fordi han var gået helt op i hovedet på mig og var så bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre eller sige.

Noget af det der også ramte mig rigtig hårdt, var den måde han talte om min mor og min familie på. Min mor og min familie har udelukkende været omsorgsfulde over for ham og taget imod ham med åbne arme. Alligevel begyndte han at tale meget grimt om min mor, nedgøre hende og bruge hendes hjerneblødning i sommers, imod mig. Han sagde at jeg var “lige som hende”, og at jeg ville ende samme sted, hvis jeg ikke “fik hjælp”. Det gjorde ondt på et niveau jeg næsten ikke kan beskrive. Den som har hjulet og været der for mig og elsker mig i de mest sårbare situationer… at man kan finde på og gøre og sige sådan nogle ting, det har gjort så ondt i mit hjerte.

Situationen udviklede sig til fysisk vold. Jeg blev holdt fast i sengen med ham ovenpå mig, hvor han fastholdt mine arme og mine håndled. Jeg har meget tynde håndled, og gennem hele forholdet brugte han netop dem, når han var vred. De har flere gange været fyldt med blå mærker. I dag ligger meget af smerten stadig i mine håndled, ikke kun fysisk, men også psykisk. Når nogen rører ved dem nu, dukker det hele op igen.. jeg kan stadig ikke være i det og bryder sammen ofte.

I dag er det lidt over 2 måneder siden det lykkes mig komme væk fra ham. Der er sket ufattelig meget med mig på den korte tid efterfølgende og hvor er jeg taknemmelig for at være alene og have min frihed igen og få lov til at hele. Jeg har fået det meget bedre og stærkere psykisk, men det er nogen senfølger det har medført. Efter forholdet har jeg svært ved at stole på andre mennesker, især fyre. Det gør mig utrolig ked af det, for mit allerstørste ønske er at blive dybt elsket af en mand og skabe en tryg og ægte familie. Noget jeg selv kun svagt kan huske fra min barndom.

Jeg ved i dag at hans vrede, frygt og usikkerhed aldrig kan undskylde den måde han behandlede mig på. Men jeg kæmper stadig med eftervirkningerne og med at finde tilbage til følelsen af tryghed i mig selv og i relationer.

Derfor vil jeg rigtig gerne høre, hvordan man kan komme videre efter både psykisk og fysisk vold. Hvordan passer man på sig selv bagefter, når man sidder med følelsen af at man har svigtet sig selv, fordi man ikke var i stand til at gå før?

Jeg har også bare haft brug for at dele min historie, fordi jeg synes det er et vigtigt emne at tale højt om. Vi er nødt til at stå sammen, for ingen af os fortjener at have mænd i vores liv som gør os bange eller overskrider vores grænser.

Tusind tak fordi I læser mit brev.

Kære du
Tak fordi du skriver ind, det kræver en del mod. Hvor er jeg glad for at du er godt på vej. Først og fremmest vil jeg sige, hvor stærkt og modigt det er af dig, at du har respekteret dine egne grænser og er gået fra din ekskæreste. Det er aldrig nemt af afslutte et forhold.
I dit brev beskriver du hvordan han har latterliggjort dine følelser, at han nedgjorde dig, truede med at knække dine arme, og hvordan hans ord og handlinger fik dig til at være bange og magtesløs. Det er alt sammen tegn på psykisk vold, som en partner ikke skal udsætte dig for.
Samtidig skriver du om episoder hvor han har været fysisk voldelig over for dig.
Fysisk vold er enhver form for fysisk magtanvendelse eller tvang mod en anden person. Det kan blandt andet være slag, skub, fastholdelse, kvælertag. Hvis du vil læse mere om de to voldstyper (fysisk og psykisk vold) kan du gøre det på vores hjemmeside her: https://brydtavsheden.dk/viden-om-vold-bryd-tavsheden/hvad-er-vold-bryd-tavsheden/
Selvom du ikke nødvendigvis har fået fysiske mærker efter volden, så kan konsekvenserne være langvarige og alvorlige. Du skriver i dit brev, at du har fået senfølger i form af at have svært ved at stole på andre mennesker og svært ved berøring, især på håndleddene. Det er en hel normal reaktion, når man har været udsat for vold. Når man som du har været i et forhold, hvor den som skulle elske en, samtidig var den som gjorde en ondt. Når man er i et voldeligt parforhold, så kan ens identitet og tillid blive brudt helt ned, og man kan samtidig miste tilliden til ens egen dømmekraft og være ramt af en skyld og skamfølelse. Spørgsmål som ”hvorfor kunne jeg dog ikke se ham for hvad han var?” eller ”hvorfor gik jeg dog ikke bare da…xxx?”. Vold i parforhold er ofte noget der kommer gradvist og netop derfor kan det være svært at se og endnu svære at gå, da personen jo også rummer meget andet end volden.
Det kan derfor desværre tage rigtig lang tid, når man bryder med volden at lære at stole på sig selv og andre mennesker igen. Når jeg læser dit brev, så læser jeg at du allerede har taget nogle rigtig gode og vigtige skridt i den rigtige retning, og derved taget dig selv og det du mærker seriøst. Husk at give dig selv ros for de skridt du allerede har taget, for jeg ved at det helt sikkert ikke har været nemt.
Gør du noget specielt for dig selv? For nogle personer kan det hjælpe at skabe nye vaner, med hyggetidspunkter, hvor man gør noget godt og kærligt, bare for en selv. Det kan ex. Være lange bade med duftlys og stille musik, yoga, saunagus m.m. Det kan hjælpe en med at genopbygge ro i kroppen, selvværd og finde tilliden til dig selv igen. For mange kan det også være en stor hjælp at tale med andre om de følelser som man står med efter at man har brudt med volden. Her i Bryd Tavsheden har vi ex. en chatrådgivning og samtaleforløb som både kan hjælpe når man bliver udsat for vold, men også med alle tankerne og følelserne i tiden efter: https://brydtavsheden.dk/hjaelp-til-unge-bryd-tavsheden/samtaler-for-unge-bryd-tavsheden/
Jeg ved det er lettere sagt end gjort, men giv dig selv tid og tillid, så skal du med tiden og lidt øvelse, nok stå stærkt igen og jeg er sikker på at kærligheden, også er et sted der ude i din fremtid.

Ønsker dig alt det bedste.
Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden