Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

HVAD ER VOLD?

OM VOLD

Vold kan have mange former og udtryk. Det er vold at blive slået, men det er også vold, hvis der bliver gjort skade på ens ting, hvis man bliver overvåget, eller hvis man gentagne gange bliver psykisk krænket.

Vold er en handling eller en trussel, som overskrider en persons grænser eller som skader, skræmmer eller smerter personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Vold kan have samme effekt på den eller de personer, der overværer eller overhører volden, som for den person der direkte udsættes for volden. Den voldsmæssige handling kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i ukontrolleret eller i afmagt.

Vold der begås mod et barn fra forældre eller andre omsorgspersoner bringer barnets udvikling og sundhed i fare. Uanset typen af vold er den ødelæggende og kan forhindre barnet i udvikling af et positivt selvbillede.

Der er mange forskellige former for vold. De er alle ubehagelige på hver deres måde, og derfor er det vigtigt, at man søger hjælp, hvis man bliver udsat for vold. Volden kan sætte sig psykisk som angst eller som et traume, selv når volden er overstået. Fx kan Psykisk vold i form af verbal nedgørelse sætte sig som en konstant stemme i ens tanker, der er nedbrydende personens eget selvværd.

TYPER AF VOLD

Fysisk vold

Fysisk vold er fysiske handlinger, hvor du som person bliver krænket. Fysisk vold kan have til formål at intimidere, kontrollere, påføre andre smerte eller true. Det kan være ske bevidst eller i afmagt, lige meget hvad er det forkert.

Det kan være slag, spark, lussinger, at blive fastholdt, blive spyttet på eller skubbet hårdt. Men det kan også være kvælertag, blive låst fast, frihedsberøvelse eller andre former for fysiske overgreb.

”Min kæreste har slået mig med knytnæve og genstande, revet mig i håret så kæmpe totter er faldet af, sparket mig og ødelagt rigtig mange af mine ting” – bruger fra rådgivningen

Psykisk vold

Psykisk vold er en form for vold, der udføres gentagne gange gennem ord og handlinger med det formål at kontrollere, manipulere, nedgøre, tilsvine eller styre din adfærd og identitet. Det er en vedvarende form for vold, der sigter mod at dominere, afskrække, true eller forårsage smerte. I relationer, hvor psykisk vold forekommer, er magtbalancen ofte skæv, hvilket betyder, at parterne ikke deltager på lige vilkår. Det er værd at bemærke, at intentionen bag handlingerne ikke er afgørende for, om der er tale om psykisk vold eller ej.

Psykisk vold kan omfatte nedværdigende udtalelser rettet mod en persons identitet eller adfærd, såsom at blive kaldt nedværdigende skældsord som “luder”, “klam” eller “hjernelam”. Andre eksempler kan være at få at vide gentagende gange at man er doven, at ingen elsker en, at man er dum osv. Manipulation er også en del af psykisk vold. Det kan blandt andet være at du får skylden for noget, du ikke er herre over: ”Det er din skyld, at jeg skader mig selv”, eller at du bliver stillet til ansvar for noget du ikke har kontrol over.

Det kan være, at du oplevet trusler direkte eller indirekte: ”Hvis du tager til den fest, så ved jeg ikke hvad jeg gør” eller ”hvis du ser din ven, så går jeg fra dig”. Det kan også være trusler om straf: ”hvis du ikke gør det, så slår jeg dig”. Yderligere tegn på psykisk vold kan være isolation fra vigtige personer i dit liv eller langvarig ignorering som en form for straf.

Social kontrol er også en form for psykisk vold, hvor du ikke har friheden til at træffe dine egne valg, såsom hvilke venner du ser, hvad du tager på, eller hvilke holdninger og meninger du her. Det er frihedskrænkelse.

”Vi skal konstant fortælle hvor vi er. Vi må ikke gå på toilettet med låst dør. Vi må ikke høre musik, når vi laver mad eller danse.” – Brugere fra rådgivningen

Det du skal være særligt opmærksom på, er at den psykiske vold sætter sig som et usynligt mærke på din krop – man kommer til at tage det ind, og tro på de nedbrydende udsagn.

Stalking er en anden form for psykisk vold, der involverer gentagne uønsket kontaktforsøg, både fysisk og digitalt. Det kan omfatte fysisk eller digitalforfølgelsen eller overvågning, henvendelser fra falske eller rigtige profiler online, mange opkald fra kendte eller ukendte numre, eller uønsket fysisk fremmøde mm. Hvis du ønsker at vide mere om dine rettigheder i forbindelse med stalking, kan du kontakte Dansk Stalking Center.

Seksuel vold

Seksuel vold er seksuelle handlinger som bliver gjort imod din vilje eller accept. Det kan være samleje, grænseoverskridende seksuelle ord, andet seksuel berøring eller film/billeder af seksuel karakter taget af dig uden dit samtykke.

Det kan også være at blive tvunget til at overvære seksuelle handlinger mod ens vilje, som fx andre der har sex eller pornografisk indhold.

Du skal være særligt opmærksom på samtykkeloven. Den siger, at du ikke bare skal sige fra – du skal have sagt ja, for at sex eller seksuelle berøringer er okay. Samtykke kan komme til udtryk ved ord eller handlinger som kys eller berøringer. Samtykke handler om løbende kommunikation. Det vil sige, at fordi du har givet samtykke til et kys betyder det ikke at personen må tage tøjet af dig. Hvis man tidligere har givet samtykke til samleje, er det ikke det samme som at have givet samtykke til at have sex senere hen. Du kan altid skifte mening og trække dit samtykke tilbage.

Det gælder også ALTID i et kæresteforhold. Seksuel vold sker ikke kun mellem personer, som ikke kender hinanden. I de fleste tilfælde kender de to personer hinanden, det kan være nuværende eller tidligere partnere, familiemedlemmer, venner eller bekendte.

”Min kæreste gav mig dårlig samvittighed når jeg ikke ville have sex med hende, så jeg gjorde det selvom jeg faktisk ikke ville. Jeg følte mig altid klam efter.” – Bruger fra rådgivningen

Se en video om hvordan du sikre samtykke her: https://www.youtube.com/watch?v=pZwvrxVavnQ

Latent vold

Latent vold er ikke en vold, der udøves, men en form for stresstilstand, som opstår, når man frygter en eller flere af de andre voldsformer.

Når man ved, at ens kæreste går amok, hvis han/hun finder ud af noget, så går man hele tiden og er på vagt. Det niveau af stress man oplever, er så voldsom, at man har defineret det som en form for vold i sig selv. Mange beskriver det som at skulle gå på æggeskaller, for at undgå konflikt.

Du må derfor ikke negligere, hvor meget det tærer på dig, hvis du oplever vold i dit parforhold.

”Jeg er bange for at sige noget forkert, fordi hans humør kan ændre sig på 0,5 fra at være glad, holde om mig, til ikke at ville ligge i samme seng som mig mere.” – bruger fra rådgivningen

Digital vold

Digital vold er en form for vold, hvor den seksuelle eller psykiske vold foregår via digitale medier eller teknologi. Det kan omfatte grænseoverskridende seksuelt sprog, kontrollerende beskeder, trusler eller deling af private billeder uden tilladelse eller filer via sociale medier som Messenger eller andre onlineplatforme.

Desuden udgør digital vold også handlinger, hvor din kæreste/forælder gå på dine sociale medier eller tjekke din telefon uden din accept eller viden, hvilket er en krænkelse af dit privatliv. Det kan også være, hvis din kæreste elle en forælder tracker din lokation eller overvåger dine beskeder eller sociale medier i forhold til, hvem du skriver med eller bestemmer hvad du lægger op. Digital vold omfatter også digital stalking, hvor en person konstant overvåger dig eller kontakter dig online.

”Min kæreste tjekker min lokation, og vil højst sandsynligt blive sur hvis jeg slog den fra. Han ville tro at jeg gemmer noget for ham, eller var sammen med en anden.” – bruger fra rådgivningen

Har du brug for hjælp til at fjerne uønsket delt materiale online, så kontakt Sletdet.dk.

Materiel vold

Materiel vold er vold, der ikke udøves direkte mod dig som person, men mod dine ejendele.

Det kan være hvis din kæreste bevidst ødelægger din telefon, computer, tv eller andre ejendele for at gøre skade på eller straffe dig. Det kan også være ejendele som ikke nødvendigvis er særligt økonomisk værdifulde, men som har en personlig værdi for dig.

Det er derfor ikke afgørende, hvilken økonomisk værdi ejendelen har.

Min kæreste begyndte at gøre skade på mine ting ved at rive mit tøj op og smadre min MacBook” – bruger fra rådgivningen

Økonomisk vold

Økonomisk vold er handlinger som betyder, at du mister kontrol med dine egne penge. Det kan være alt fra, at du skal aflevere de penge, som du tjener, og dernæst må tigge og bede om at få lommepenge eller penge til mad. Du kan blive presset til at betale, låne penge ud eller optage lån. Det kan også indbefatte at blive tvunget til at skrive under på noget, som du hæfter for økonomisk.

“Jeg har ikke selv styr på økonomien, da min kæreste ikke mener at jeg kan det. Min kæreste står for alle regningerne, og bliver vred hvis jeg køber andet udover mad. Jeg skal spørge, hvis jeg vil købe tøj eller shampoo”. – bruger fra rådgivningen

Hvad er børnevold?

Hvad er kærestevold?

Forskellige typer af vold

Konsekvenser af vold

Når børn og unge oplever vold i opvæksten, vil deres liv oftest komme til at handle om overlevelse i stedet for udvikling. Vold kan have en negativ indflydelse på børns indlæring, følelsesliv, psykiske sundhed og tilknytning.

Børn og unge som er udsat for vold i familien eller i kæresteforholdet kan have koncentrationsbesvær, som kan gøre det svært at gennemføre en uddannelse. De har ofte lavt selvværd, og nogen udvikler selvskadende adfærd.
De kan få problemer med angst, depression og stress og i yderste konsekvens kan det udvikle sig til PTSD (posttraumatisk stress syndrom) og personlighedsforstyrrelser.

Følger af vold er ofte skyld og skam, tab af identitet og en fornemmelse for egne grænser. Børn og unge som er udsat for vold påtager sig ofte ansvaret for den vold, de er udsat for, de har negative tanker om sig selv og begrænset tillid til andre. Vold kan bevirke forekomst af psykosomatiske symptomer, dvs. fysiske symptomer som fx hovedpine, ondt i maven og søvnproblematik, der stammer fra psykiske problemer.

Vold fra nære relationer, hvor ens grænser gentagne gange er blevet overtrådt og tilliden er blevet brudt, kan resultere i manglende evne til at knytte sig til andre på en god og hensigtsmæssig måde.

Hemmeligholdelse af volden kan medvirke til ensomhed, idet den voldsudsatte ofte forsøger at skabe afstand til andre for at undgå, at de kommer for tæt på og opdager volden. Det kan både være gennem en udadreagerende adfærd eller ved at gøre sig ’usynlig’.

Hver 6. ung
i 8. klasse

har været udsat for vold i hjemmet i løbet af det seneste år. Det svarer til 3 – 4 i hver klasse (SFI 2016).

15%
mellem 16 og 24 år

der er, eller har været, i et forhold, har på et tidspunkt oplevet at få deres grænser overtrådt fysisk (Epinion, 2017).

23%
mellem 16 og 24 år

der er, eller har været i et forhold, har på et tidspunkt oplevet at få deres grænser overtrådt psykisk (Epinion, 2017).

16.000 unge
kvinder og mænd

er det seneste år blevet udsat for fysisk kærestevold (SIF 2018).

Nogle børn er mere udsatte for grov vold end andre

Analysenotat fra Børnerådet nr. 2/2017:

  • Børn der vokser op i en familie med alkolhol- eller stofmisbrug
  • Børn der har en diagnose
  • Børn med en anden etnisk baggrund end dansk
  • Børn hvis familie er presset økonomisk

Læs mere om børnevold og kærestevold hos:

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har mistanke om, at et barn eller en ung bliver udsat for vold?

Vold mod børn er forbudt i Danmark, så hvis du har en mistanke om, at et barn eller en ung bliver udsat for vold, har du som borger pligt til at underrette de sociale myndigheder.

Du kan læse mere om underretning her.