Hvad er Bryd Tavshedens drop-in fællesskab?
Mange, der er kommet ud af volden, savner et sted, hvor de kan være sammen med andre, der forstår én – uden at man skal forklare sig selv igen og igen. Et sted, hvor der er plads til at dele erfaringer med vold, lytte, lære, blive spejlet eller bare være til stede i et rum, hvor man ved, at alle forstår. Det er præcis dét rum, vores drop-in fællesskab er.
Drop-in fællesskabet er et trygt rum, hvor vi møder hinanden præcis, som vi er. Du behøver ikke at forberede dig, dele noget bestemt eller kunne noget særligt. Det eneste, du skal, er at møde op – så er du en del af fællesskabet. Vi sørger for noget at tale om, aftensmad og hygge.
Rummet faciliteres af Elisabeth Belinda, som selv er vokset op med vold i hjemmet, og Henriette Høst-Madsen, der er socialfaglig chef i Bryd Tavsheden. Der vil både være korte oplæg om skiftende emner relateret til vold i nære relationer, tid til at snakke og reflektere sammen – og plads til bare at være til stede i et rum, hvor du ikke behøver forklare dig selv.
Fællesskabet er også en mulighed for langsomt at øve sig i at mærke tillid, spejling og fællesskab – uden pres og uden forventninger.
Det er gratis at være med. Det eneste, du skal gøre, er at melde dig til.
Praktisk info
For unge 15–24 år
Gratis at deltage
Der er aftensmad til alle, der kommer
Sted: Bryd Tavsheden, Tornebuskegade 7, st.
Tidspunkt: kl. 17–20
Næste gang: 17. marts
