BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
BREVKASSEN
VI SVARER HURTIGST MULIGT
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym
SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE
Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
HAR BREVKASSEN HJULPET DIG I DIN SITUATION?
SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM
Pige
32
Dato
14/02/2022
Bekymret mor
Hej.
Jeg var til foredrag på pædagoguddannelsen idag, hvor vi hørte om vold i alle afskygninger. På et tidspunkt snakkes der om det her med at give det videre til sine egne børn, altså at man fordi man selv har oplevet vold og haft traumer, at det kan være svært at bryde mønsteret.
Jeg er selv vokset op med vold og med at være blevet anbragt. Jeg har været gennem psykiatrien og har store problemer med min psyke og mit selvværd.
Jeg er mor og somme tider må jeg tage mig selv i at stoppe med at være så vred, at det går ud over min søn. Jeg er opmærksom på det og er god til undskylde.
Mit spørgsmål er. Hvordan pokker stopper jeg det? Altså hvorfor kommer jeg til at blive så irrationel sur eller “som et barn” nogle gange. Han bliver snart 6. Og jeg studere pædagog - jeg ved godt det hele. Men det er så svært nogle gange, når overskuddet ikke er der. Altså det er jo det jeg har lært, som nogle gange kommer til udtryk. Altså jeg forsømmer ikke mit barn, jeg synes bare ikke der er meget fokus/ ej heller hjælp for den sags skyld, når man pludselig bliver forældre.
Jeg kan umuligt tro jeg er den eneste, der kunne bruge hjælp og vejledning. Og det at det er et kæmpe tabu at snakke om. Kunne endda forestille mig andre derude, med mindre overskud end jeg - der ikke aner råd, ift at skulle have de svære dage - som følge af vold og omsorgssvigt eller andet - og kommer til at skælde sit barn ud eller blive uretfærdigt sur.
Svar