BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
24
03/03/2022
Jeg er bange for, at det er mig selv som egentlig bare er problemet,
Hvorfor er jeg så forvirret..
jeg spekulerer og tænker utrolig meget over mit forhold.. jeg forestiller mig nogle gange, hvilken frihed det ville give at bo alene og kigger på lejligheder bag hans ryg.
Forholdets negative sider:
Dårlig kommunikation
Svært ved at opfylde/se behov eller ville se/opfylde den andens behov (vi er begge meget bestemte og egenrådige)
Sort/hvid stemning (som om der nogle gange er en stor elefant i rummet)
Jeg føler at jeg skal please ham og opfylde alle hans krav om rengøring, mens han er på arbejde. Derudover står jeg for mad og hvis vasketøjet trænger til en omgang, er det også min opgave.
Hans familie er MEGET søde, men jeg har på mærkelig vis svært ved at rumme dem.. de er så langt fra hvad jeg er vokset op i, at det kan føles svært for mig at forstå den “omsorg/sødme/overbeskyttelse/overpylret” osv.. især de to sidste.. som de har til hinanden, eller jeg kan godt forstå den og langt hellere sådan end det modsatte, men jeg kan næsten få kvalme.
Derudover er jeg i tvivl om min lyst til ham. Hans behov for forspil i sengen er ikke eksisterende, det har det aldrig været.. det betyder meget for mig og jeg har efterhånden spekuleret på om jeg er kørt død i “planlagt sex i sengen” og tanker om “skal jeg indfinde mig med det sexliv resten af livet”
Der er dog også mange gode ting i vores forhold, især ting som tryghed og stabilitet ift. bolig og hverdagsstruktur.
Jeg er bange for, at det er mig selv som egentlig bare er problemet, altså om mine tanker er der fordi jeg har brug for noget andet eller om jeg bare er sortseer og har svært ved at finde mig selv.
Kære du.
Hvor er det godt du skriver. Jeg kan læse, at du har nogle meget reelle bekymringer og tanker vedrørende dit forhold. Dem vil jeg gerne prøve at hjælpe dig med.
Du fortæller om et forhold, hvor du egentlig ikke oplever vold. Ikke som eg læser det i hvert fald. Men i stedet et behov for at please ham i forholdet på en særlig måde. I har forskellige behov, både i hverdagen og seksuelt. I er også opdraget forskelligt og har meget forskellige tilgange og menneskesyn.
Tilgengæld fortæller du, at det som fungerer, er tryghed og stabilitet. I har en hverdag som fungerer.
Du fortæller, at du er kørt død i planlagt sex i sengen. Mit spørgsmål til dig er, om du er kørt død i et forhold, hvor du ikke får dine behov og ønsker opfyldt?
Det lyder for mig som om, at du har brug for meget mere end hvad du får. Både følelsesmæssigt, seksuelt og helt generelt. Så du er bestemt ikke sortseer. Du er nok bare fanget mellem tanken om at forlade den tryghed som du holder af og at du er i forhold, som ikke imødekommer dine behov.
Så hvad er værst? At forlade trygheden eller måske aldrig at blive imødekommet i dine behov?
Du behøver måske ikke forlade din kæreste -men du bliver nødt til at få en snak med ham om, at i finder en anden måde at være kærester på.
Håber du bliver ved med at mærke efter og lytter til dine behov!
Mvh Bryd Tavsheden