BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
15
15/03/2022
Vil ikke fortælle forældre om voldtægt
Er der nogen aldersgrænse for at købe graviditetstest og hvordan undgår jeg at mine forældre ved det, når de har overblik over min konto? Er blevet voldtaget og er bange for at jeg er gravid. Har også skader i underlivet.
Kære dig
Tak for at du skriver til os, hvor er du modig!
Først og fremmest hæfter jeg mig ved at du skriver at du er blevet voldtaget. Det er en seriøs forbrydelse. Ud fra hvad du skriver, lyder det som om, du har tænkt situationen igennem og har en ide om hvordan du vil gribe den an, men jeg bekymrer mig lidt over, at du umiddelbart lader til at stå alene med det her. Det er en rigtig god ide at fortælle nogen om det, som kan støtte dig i det her. Det lader til at du ikke vil fortælle dine forældre om det her - tænker du at de vil blive vrede? Er du måske bange for deres reaktion eller er det fordi at du skammer dig? Her er det meget vigtigt at du husker at uanset hvad der skete, så er det ikke din skyld.
Mon du har et andet familiemedlem eller en lærer som du kan tale med om det. Ofte viser det sig at folk hellere vil vide om disse ting, så de kan hjælpe dig.
Jeg lagde også mærke til at du skriver at du har skader i underlivet - det er måske en meget god ide at få en læge til at se på dig, for din egen skyld. Det er umuligt for mig at vurdere hvor alvorlige disse skader er, men det er også en god ide at blive testet for mulige kønssygdomme.
Jeg synes simpelthen at det er så sejt, at du skriver herinde, det viser at du allerede er kommet et godt stykke vej ved bare at skrive til os. Hvis du har brug for at tale eller skrive om det igen, er du mere end velkommen til at ringe- mandag til torsdag fra 17-20 på 44452094 eller skrive til chatten https://brydtavsheden.dk/hjaelp/chatten/ .
Jeg ønsker dig alt held og lykke på din vej og at du kontakter os igen, hvis du har behov for det!