BREVKASSEN

Pige

14

14/04/2022

Føler et stort ansvar for min familie

Hej jeg er en pige på 14
Indtil jeg blev 6 hade jeg en normal barndom hvor jeg legede med bamser og dukker med mine søskende.
Lige inden jeg skulle starte i 0klasse blev mine forældre skilt, og min mor flyttede i lejlighed og far blev boende i huset og vi lavede en 7,7 ordning, det fungere fint i starten men efter et par måneder begyndte min far at drikke og ryge, det startede med at være en øl og ugen men det udviklede jeg hurtigt til mindst 7 om dagen det var mig og mine søskende der skulle hente øllene til ham for at gad ikke selv gå, vi synes det var en sjov leg, hvem henter en øl hurtigst. Han kunne også nemt ryge en pak smøger på en dag, og det hade ikke gjordt mig så meget hvis det ikke var fordi han røg indenfor, for jeg har en meget slem astma som er blevet værre. Men tilbage til øl, jeg kan ikke huske at jeg noglesinde har set min far edeu, og nar han var fuld blev han voldig overfor mig og mine søskende men fordi han hade gjordt det siden vi var små troede vi det var normalt, men da min søster så startede i 5klasse hade de om vold i skolen og der lærte vi at ikke alle blev slået og råbt af der hjemme uden grund, men først turde vi ikke sige nået til de vokse for vi var bange for at blive fjernet fra far for vi elskede ham jo og han elskede os det sørgede han altid for vi vidste, men vi fik det så fortalt til en lære og vores mor og så blev vores 7,7 aftale lavet om til 4,11. Men da far fortsatte på samme måde blev de nød til at fjerne os fra ham og flytte hjem til mor på fuldtid, kort tid efter vi blev flyttet hjem til mor blev hun diagnostiseret med lever kræft og vi skulle derfor flyttes over til en aflastningsfamilie som vi boede ved mens mor var i behandling eller hade bring for en børne pause, mor gjorde alt hvad hun kunne for at have os hjemme så meget som muligt men det er hårdt at være alene mor til 3 mens man skal igennem kemo. Vi kunne ikk alle 3 komme i samme familie så mig og min lillebror kom i en sammen mens storesøster som i en for sig selv, efter cirk et halvt år gav mig og min lillebrors aflastningsfamilie op på os så vi skulle have en ny, sammen tid hade mors kræft spredt sig til tarmene. Et halvt år efter skulle lillebror og jeg hade ny plejefamilie igen men da der ikk var plads nogle steder der Boede vi ved mor i en lang perioder hvilket sugede alt enagien fra mor, min søster blev træt af sin plejefamilie og flyttede hjem til mor også og så var der jo 2 pladser i hendes så der flyttede mig og lillebror ind, kommunen besluttede at søster var gammel nok til at være alene hjemme mens mor var i behandling. Sommer 2020 begyndte de at snakke om at vi kunne besøge far igen fordi han var stoppet med at drikke så voldsomt, men ugen inden vi skulle besøge ham døde han desværre. Vi fik af vide at mor var rask men et par måneder efter var kræften vendt tilbage og såden blev det ved i et stykkede tid, alså at den kom og gik. Halvvejs igennem 8klasse(alså iår) hade jeg ikke længere lyst til at bo ved den aflastningsfamilie jeg hade boet ved i mange år fordi jeg i en længere periode at følt at de kun hade mig for penge. Og kommunen ville have mig til at blive anbragt istædet for antastet hvilket villle betyde at mor ville midste børne pengene på mig og min bror og så hade hun ikke længere råd til at bo der hvor vi bor og så skulle hun flytte i en lille 2 værelset lejlighed hvor der ikke var plads til vi kunne bo der. Så kommunen smed mig på efterskole efter efterårsferien, hvilket jeg i starten synes var nederen for så næsten ikke min søster for hun er også på efterskole at andet sted men nu synes jeg det er det bedste der er sket for mig. Op til jul begyndte min mor at blive mere og mere syg og det var hårdt at se, vi måtte ikke komme hjem så tit på weekend da det kunne være farligt hvis hun blev smittet. Vi kom så hjem vil jul og holdte en fantastisk jul med alle samlet, men et par dage senere fandt vi ud af alle der hade været med til jul hade fået corona udover mig og mormor så mor var blevet smittet, og jeg var i København på det tidspunkt så jeg skulle hentes til Jylland og jeg stortuede på vejen hjem for jeg viste ikke andet ind at hun var blevet indlagt. Mor kæmpede i 2 måneder alt hvad hun kunne men til sidst gav hun op og døde få dage inden hendes 51 årig fødselsdag. Vi blev alle anbragt hos den pleje familie som hverken mig eller min søster vil være hos men vi hade intet valg. Nu har vores sagsbehandler fundet en plejefamilie med 2 pladser til mig og min søster min søster flytter der ud og keg regner også med jeg gør men jeg føler jeg står og skal værge mine søskende og jeg føler mig så skyldig for at forlade min lillebror og vi har altid fulgt hinanden og den nye familie bor 30-45min væk fra der hvor vi nuværende bor. Det ee meningen min søster og jeg skal flytte den 22. Kan ikk overskue flere flytninger eller beslutninger lige pt. Ville ønske det hele var som det var da jeg var 5år.

Kære du.

Sikke et flot og rørende brev du har sendt mig. Jeg bliver simpelthen så stolt på dine vegne. Den måde du beskriver din situation fortæller mig, at du er enormt moden, intelligent og velovervejet. Jeg er sikker på at din mor også ville være meget stolt over sin pige, hvis hun læste dit brev.

Du har skrevet et langt brev, så jeg vil opsummere det kort og herefter give mit svar. Jeg håber, ikke at jeg i min opsummering gør brevet forkert, det fortjener det ikke!

Du fortæller i dit brev en historie om din barndom. Det var en barndom med skilsmisse, hvor du og dine søskende boede på skift hos jeres forældre. Desværre havde jeres far nogle alvorlige problemer, hvilket gjorde, at han udsatte jer for vold. I så ham mindre og mindre, til i til sidst ikke gjorde. Også døde han. I har brugt en masse tid med jeres mor, som har gjort alt hvad hun kunne for jer, selvom hun også havde det svært med bl.a. kræft og kemo. Jeres mor døde desværre også alt for tidligt som 51-årig. Nu står i søskende tilbage, hvor i føler i bliver splittet op og at i skal træffe nogle rigtige svære valg.

Det er en fortælling om en barndom med en masse udfordringer. Vold, sorg, ulykke og fortvivlelse.

Men. Og det er her, hvor jeg bliver så stolt af dig. Det er også en fortælling om et fantastisk familiesammenhold. Noget som jeres mor gjorde alt for og i nu som børn lever videre med. Det er så tydeligt at i som søskende holder af hinanden og vil gøre alt for hinanden. Det bliver jeg helt rørt over. Hvor er i og hvor er du fantastisk 🙂

Men alt er ikke godt. Fordi du følger dig fanget mellem at skulle træffe nogle svære beslutninger. Og hvem tager sig mon af din lillebror?

Og her har jeg en vigtigt ting, som jeg gerne vil sige til dig. Du har været og er en fantastisk søster. Det kan jeg tydelig læse. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Nu er tiden kommet til, at de voksne tager sig af jer alle sammen. I skal have lov til at få jeres barndom tilbage. Den barndom, hvor lektier, venner, fritid og kærester fylder. Det fortjener i. I har fået alt for meget ansvar på jeres skuldre, det er ikke meningen, at man skal gå og bekymre sig om sine mindre søskende, selvom det er helt forståeligt i din situation.

Men du fortjener, at bekymre dig om dig. Og det vil vi rigtige gerne hjælpe og støtte op omkring. Jeg synes derfor at du skal skrive til os på chatten mandag-fredag kl 17-20. Så hjælper vi dig i den proces, det tør jeg godt love dig.

Uanset hvad der sker, så skal du vide, at du er så sindssygt sej og stærk. Jeg er stolt af dig.

Mvh Bryd Tavsheden