BREVKASSEN

Pige

18

07/04/2022

Er det mig der overreagerer eller har jeg været udsat for vold af min mor og far?

Hej. Jeg kalder mig selv A.

Jeg har nogle oplevelser fra barndommen, som jeg er meget i tvivl om er vold - mest fra min mors side. Jeg har aldrig tænkt på det som vold eller sådan noget, altid bare troet, at jeg pev, at jeg ikke var god nok og at jeg ikke kunne finde ud af at opføre mig ordentligt og at det, som min mor gjorde, var normalt.

Nå, nu til sagen.
Da jeg var ca 3 år gammel, har jeg mit første minde jeg kan huske om min mor. Hun har hårdt fat i min arm, rykker mig frem og tilbage, skriger og råber mig ind i hovedet (kan ikke huske hvad hun siger, men husker tydeligt hendes ansigt) og ligner én, der skal til at slå mig ihjel. Noget af det, hun siger er, at hvordan kunne jeg bilde mig sådan noget ind, hvordan kunne jeg behandle hende og min far så uretfærdigt (kan ikke huske hvad jeg har gjort, men det har jo nok været slemt). Hun banker hårdt i bordet og tramper i gulvet. Min far ser forarget på mig, som om jeg er sindssyg. Så siger min mor; "nu kører jeg", og så går hun ud og tager jakke og sko på, og kører væk. Jeg står så tilbage uden rigtigt at forstå situationen. Jeg husker at jeg ser vores blå Seat kører ud af vores grusindkørsel - jeg vat så lille, at jeg ikke kunne se gennem vinduet på bilen, men kun taget, der forsvandt. Jeg troede aldrig mere, at jeg skulle se hende.
Det er sket flere gange. Så så jeg hende først dagen efter, hvor hun stadig var sur og bar nag. Det var tydeligt at mærke på hende, for hun sendte dræberøjne og talte ikke til mig.

Så har jeg haft rigtig mange store skænderier med især min mor - min far tog altid min mors parti, no matter what, men han råbte ikke lige så meget som min mor - hvor hun råbte rigtig meget. Tit vidste jeg ikke, hvorfor der skulle falde brænde ned og ting skulle tages fra mig, fx mit yndlingslegetøj eller på senere tidspunkt, min telefon, fordi jeg glemte at rydde af bordet eller rydde helt op på mit værelse, var for langsom eller næsvis. Jeg følte i hvert fald tit, at andre børn havde "længere tøjler", end mig. Men det er jo også bare god opdragelse og disciplin. I dag har jeg jo gode manérer og sådan, takket være, at min mor har råbt så meget i min barndom. Jeg tør ikke andet.

Tit når jeg var oppe og skændes med min mor (hvilket kunne være flere gange i ugen) så sendte hun mig op på mit værelse, hvor hun så bagtalte mig til min far. Dette ved jeg, fordi jeg havde værelse på overetagen, huset var lydt, min mor råbte og jeg havde et åbent hul (en rist) ned til stuen. Der hørte jeg hende kalde mig monster, spørge min far hvordan hun havde fået sådan et barn, hvad hun havde gjort galt, hvor forkert og uretfærdigt overfor hende det var, det jeg gjorde og sådan. Hun kunne blive ved i timevis.

Jeg har også et minde om engang, hvor jeg havde været næsvis, så sender min mor mig så et helt sindssygt dræberblik og jeg skriger, fordi jeg bliver så bange. Jeg kunne ikke genkende min egen mor. Hun siger så bagefter, at jeg skal lade være med at spille skuespil, for hun sendte mig bare et skeptisk blik og hvis jeg råbte op på en sådan måde, så ville børnevæsenet komme og tvangsfjerne mig fra hjemmet og jeg ville aldrig se hende igen og spurgte mig, om det var noget, jeg ønskede mig. Selvfølgelig var det ikke det.

Når min mor blev sur, så var et undskyld aldrig nok, fordi jeg "mente det ikke" og "ville bare gøre det samme igen", så hun kunne være sur i dagevis. Jeg husker mest min barndom, hvor jeg går rundt med en isklump i maven, fordi jeg var og er så bange for min mor, når hun var og er sur. Jeg kunne ligge på knæ og bønfalder hende om at tilgive mig, grædende, ja faktisk stortudende, men nej. Jeg skulle bevise, at jeg mente det, ved ikke at gøre det igen.

Da jeg blev teenager fik jeg nogle større skænderier med min mor og far, men de startede altid med min mor. Jeg sagde hende imod, svarede igen eller var næsvis, så faldt der brænde ned og vi endte Tit ude i annekset, hvor vi råbte og skreg ad hinanden. Min mor bragte min far med ind i det, som tog min mors side, fordi forældre jo skal sige det samme og være som én stemme. Det endte Tit med, at jeg sagde, at jeg var djævelen selv og jeg lige så godt kunne dø.

Jeg husker første gang jeg nævner, at jeg bare ville tage livet af mig selv. Jeg har været 9, men kan ikke huske hvornår selvmordstankerne begyndte. Det var også under et skænderi med min mor, hvor jeg var meget urimelig. Jeg skreg det som en trussel mod hende, hvor hun så troede tilbage med at tage mig til psykolog. Hun sagde det, som om det var en rigtig slem ting! Siden da har jeg haft det rigtig svært med psykologer.

Noget, jeg også tydeligt husker er, at jeg ofte kom til at fremstille mig selv som offeret - selvom jeg jo selvfølgelig godt ved, at det var jeg ikke. Min mor sagde tit til mig, at jeg IKKE var det sorte får i familien, at jeg ikke var noget offer overhovedet. Det var også ofte når hun var vred. Jeg var intet offer, og det ved jeg godt.

Jeg havde også det problem som barn, at jeg havde urininkontinens (stammer faktisk muligvis fra en uopdaget blærebetændelse, hvilket jeg er ved at få undersøgt nu), men det skammede jeg mig enormt meget over. Havde det indtil jeg var 15½. Mine forældre holdt mange alvorlige møder med mig, hvor de sad overfor mig og så på mig, som om jeg skulle fikses. De blev sure, når det skete, men selvfølgelig var de ligeglade, for det er en lille ting, sagde de, men jeg følte altid, at de var sure, når det skete. De sagde, at jeg ikke arbejdede nok med at blive ren, at jeg ikke prøvede nok og med vilje udskudte toiletbesøg til sidste øjeblik. Så da jeg skulle på efterskole i 9. Klasse (jeg havde aldrig glædet mig så meget til noget, som ds jeg skulle væk hjemmefra på efterskole), tvang mine forældre mig til at fortælle om min inkontinens til min onkel, som jeg ser meget op til, of min kusine. Jeg brød helt sammen over det og de skældte mig ud, sagde at hvis jeg ikke fortalte det, så måtte jeg ikke tage på efterskole. Så jeg sagde det. I dag har jeg stadig svært ved at se ham i øjnene.

Jeg blev også mobbet i skolen fra 0-8 klasse. Lærerne skældte mig ud, fordi jeg ofte reagerede voldelig ved at slå ud efter de andre, sparke, bide og løbe efter dem. Det var mit eneste forsvar, jeg kumme ikke styre det. Jeg var konstant bange, skulle hele tiden tage stilling til mange ting og følte mig aldrig som et barn. Min mor sagde hver gang, at jeg sagde, at jeg blev mobbet, at "dem man togter elsker man". Desuden havde de børn der mobbede det bare dårligt; deres forældre var alkoholikere, de havde voldelige forældre eller noget andet. Jeg stoppede så med at sige, at jeg blev mobbet.

Jeg følte mig aldrig tryg nogle steder og var konstant på vagt, især omkring min mor. Jeg gjorde og gør rigtig mange ting for at please hende og sørge for, at hun ikke bliver sur.

På efterskolen finder jeg ud af, at jeg har det voldsomt dårligt i forhold til andre, for jeg troede at selvmordstanker og depressiv tilstand var normalt hos alle, men jeg fik nogle gode veninder, som hjalp mig, og en lærer, K, som jeg snakkede godt med var der også for mig. Han vælger så at kontakte mine forældre, grundet mine selvmordstanker. Det kommer som et kæmpe chok for dem, at jeg har det skidt Og har selvmordstanker og de ringer vildt bekymrede til mig, for de elsker mig jo. Der gik ikke længe før jeg så startede op i psykiatrien i børne- og ungeafdelingen, nemlig i 2020, lige inden corona. Jeg når at blive udskrevet helt fra systemet efter tre samtaler, men efter corona og vi er tilbage på efterskolen, bliver jeg så sendt hjem pga efterskolen ikke kunne tage ansvar for mine tanker, og jeg kommer tilbage i psykiatrien.

Da jeg vat barn, var der mange madvarer, vi (mig og min søster) ikke måtte få, fx en mælkesnitte, fordi det var usundt. Vi måtte gerne få slik om fredagen, men der var mange madvarer, som jeg aldrig har smagt, fordi jeg ikke måtte som barn, for ellers ville vi blive tykke.

Da jeg så kommer hjem fra efterskolen, går der ikke længe før jeg går i spisestop igen, men for første gang I mere end en uge og så starter jeg på gymnasiet, STX, men igen går der ikke længe, før jeg får 3 selvmordsforsøg og bliver indlagt akut. Jeg var så indlagt i 4 måneder og blev udredt. Jeg var så det næste år en svingdørspatient hos psykiatriens døgnafsnit og fik ikke den rette hjælp. Jeg kunne næsten ikke være I hjemmet, grundet mine forældre, især min mor. Jeg havde gjort hende opmærksom på, at jeg fik det dårligt, når nogen skændes, men alligevel skændes hun meget ofte med min lillesøster.

Det, jeg ikke forstår er, at hun har jo været en fantastisk mor, hun har givet mig mange ting, såsom mad på bordet, tøj på kroppen, mit eget værelse, vi har været ude og shoppe nogle gange, hvor hun svang dankortet og har altid været god til at være der for mig, rent materielt og økonomisk set. Føler dog ikke, at jeg nogensinde har fået et kram af hende, hvor jeg virkelig havde brug for det.

Min mor vil jo gøre alt for mig og hun elsker mig umådeligt højt. Alle kan lide min mor og stort set ingen forstår, at jeg er bange for hende. Også den dag i dag. Dog er der også en side af hende, jeg elsker. Den side, som er glad og smilende, altid har åbne arme, men så er der den side, hvor hun er træt og kommer i afmagt, fordi jeg var en møgunge, og hun så har haft fat i mig, råbt ad mig og kaldt mig ting, kørt væk og sådan. Jeg vil bestemt ikke selv sige, at jeg er omsorgssvigtet eller noget stort som det, heller ikke at hun hat været voldelig, men alligevel frygter jeg hende. Er det mig, der er svag? Eller er der en grund?

I dag bor jeg på bosted efter mange indlæggelser, ca 40+ indlæggelser på 1½ år, både på tvang og frivilligt. Jeg er genudredt og har diagnoserne borderline, angst og spiseforstyrrelse anden. Jeg er glad for mit bosted, men jeg dg også taknemlig for min familie, for de er der for mig og jeg skriver/ringer tit med min mor, selvom det er overfladisk det vi snakker om, så synes jeg det er hyggeligt og jeg elsker også en del af min mor meget højt. Der er en del af hende, jeg ikke kan give slip på. Så kan jeg bare ikke klare, at hun får sympati for mig. Det kan jeg slet ikke have. Det gør mig kvalm og dårlig fysisk. Jeg kan slet ikke snakke dybt med hende og jeg er bange for skænderierne, selvom de nu er aftaget og der er mere fokus på det.

Jeg ved, at min mor har et stort hjerte af guld - alle kan jo lide hende. Også på hendes arbejde. Desuden hat hun været meget stresset, jeg har været et dårligt barn, som har været næsvis lige netop når hun var træt og færdig med at arbejde. Hun tog mig også med på ture, hvor vi hyggede rigtig meget, har altid givet mig store ting - især efter hun fandt ud af, at jeg havde det skidt.

Jeg bor sammen med en anden pige, som virkelig er omsorgssvigtet og har oplevet nogle slemme ting, hvor min historie ligner barnemad ved siden af, så jeg er bare bange for, at det er mig, der overreagerer... er det det? Jeg ved jo, at jeg fortjente den behandling, jeg fik, at min mor gjorde sit bedste og at hun elsker mig. Er det normalt at være så ambivalent med sin mor???

Kh en meget ambivalent og forvirret pige, A.

Kære A.

Hvor er det godt du skriver.

Du har skrevet et meget langt, modent og velovervejet brev. Jeg vil derfor ikke gengive brevet, men i stedet kort opsummere og komme med mit svar. Det håber jeg er okay.

Du fortæller om din barndom med din mor. Der har du oplevet at blive taget hårdt fat i, skreget ind i hovedet, blive ignoreret, sendt dræberøjne, blevet kaldt monster og meget andet. Du har været bange for, hvornår din mor næste gang blev sur, så du gik rundt med en isklump i maven.

Idag er du stadig bange for din mor og hendes vrede. Men du elsker hende også, fordi hun kan også være fantastisk. Og nu vil du gerne vide, om det mon er dig der overreagerer.

Lad mig starte med volden. Jeg er ked af at sige det til dig, men du har været udsat for psykisk, fysisk og lantent vold. Det er ikke noget jeg eller du kan beslutte, men ifølge loven, så er det du beskriver vold.

Psykisk vold er nedgørelse, manipulation og truende adfærd. Du har nøje beskrevet alle former med op til flere eksempler. Din mor har udsat dig for psykisk vold.

Fysisk vold, er en fysisk handling, hvor man begår et overgreb mod en anden mod dennes vilje. Det kan være slag, skubbe, tage hårdt fat i armen osv. Det har du også beskrevet i dit brev. Din mor har udsat dig for fysisk vold.

Latent vold, er den vold, der ligger i truslen. Når vi begynder at frygte næste gang volden indtræffer. Det kan skabe et voldsomt stress niveau hos os. Du er blevet udsat for latent vold af din mor, pga hendes truende adfærd.

Så hvorfor er det vigtigt for mig at sige det?

Det er det fordi, at jeg kan læse i dit brev, at det er en tvivl hos dig. Var det mon vold eller var det bare opdragelse. Kære A, du har været udsat for vold i din barndom. Det var ikke din skyld, det var ikke fortjent og det er dit ansvar. Din mor burde have fået hjælp, til at håndtere konflikter anerledes.

Så hvad betyder det, at du har været udsat for vold?

Jeg forestiller mig, at det er svært for dig, at høre at du har været udsat for vold. Har jeg mon ret?

Jeg forestiller mig at det er svært at høre, fordi det betyder, at din mor ikke kun var en fantastisk mor. Og nogle gange kan vi frygte, at det er vores skyld, at vi bliver udsat for vold. Det er jo det vi har fået fortalt. Men det er ikke !

Grunden til at din mor siger sådan noget, kan være fordi det har været nemmere at udøve vold mod dig, end at deale med hendes egen vrede og usikkerhed. Så var det nemmere at råbe, skrige og true. Men det gør det ikke mere rigtigt. Og det gør det helt sikkert ikke til din skyld.

Så jeg tror at grunden til at du oplever en ambivalens med din mor, er fordi hun rummer to sider. Hun kan både være en fantastisk rar, smilende og kærlig mor. Men hun kan også være voldelig og ubehagelig. Og indtil videre, har din forklaring været, den du har været fortalt, at der var noget galt med dig. Det udvikler sig til et negativt selvbillede og selvmordstanker.

Og det fortjener du ikke. Det første skridt mod et mere positivt selvværd er placere ansvaret for de voldelige handlinger. Og det ligger hos din mor. Jeg tror ikke din mor hader dig. Jeg tror bare ikke hun vidste hvad hun ellers skulle gøre og det skal hun have noget hjælp med.

Men det vigtigste er, at du får noget hjælp til at forstå alt det her på en måde, så det ikke bliver til din skyld eller overreaktion. Om noget, så underreagerer du faktisk. Du har ret til at være vred, ked af det og såret over at blive udsat for vold. Det er slet ikke okay.

Vi vil rigtigt gerne hjælpe dig i denne proces. Jeg synes du skal skrive til vores chat på fra kl 17-20 mandag-fredag. Så lover jeg, at vi nok skal hjælpe dig, så godt vi kan.

Husk, at det ikke er din skyld. Dine følelser og tanker omkring dine mor er helt naturlige. Men der er hjælp at hente, til at finde en ny relation til hende, hvor du ikke behøver at være bange hele tiden <3

Mvh Bryd Tavsheden