BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
19
31/05/2022
Jeg er lige blevet slået af min kæreste igen…
Jeg er lige blevet slået af mim kæreste igen… jeg sidder helt grædefærdig og har egentlig bare brug for at skrive med en… Jeg ved ikke om jeg skal gå min vej eller blive siddende grædende
Hej 19-årige pige
Tak for at du skriver ind til os, det er så sejt af dig!
Jeg er ked af at høre, at du bliver slået af din kæreste, og jeg kan læse ud fra dit brev, at det er sket et par gange før. Det er på ingen måder okay, og jeg kan sagtens forstå, at du er ked af det.
Jeg vil anbefale dig at snakke med din kæreste om problemet, og at du fortæller ham, at det er ulovligt at udføre vold, samt hvordan det påvirker dig og at det gør dig ked af det.
Jeg vil også anbefale dig at gå fra situationen, hvis du kan. Du kan evt. tage hjem til dine forældre eller en god veninde, så du kommer lidt væk fra situationen, når han udfører vold mod dig eller gør dig ked af det. Derudover skal du huske på, at det er ulovligt at udføre vold, og at du i Danmark har mulighed for at anmelde det.
Du fortæller også i dit brev, at du har brug for at skrive med en. Og det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg vil derfor anbefale dig, at du skriver ind til vores online chat i hverdagene mellem kl. 17.00 -20.00, hvor du kan chatte med en af vores rådgivere der mere end gerne vil høre nærmere om din situation, følelser og tanker. Du kan også ringe ind til os på telefonnummer: 44 45 20 91.
Jeg håber, at du skriver ind til os!
Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden