Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig
Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSEN

BREVKASSEN ER ÅBEN

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

VI SVARER HURTIGST MULIGT

 Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

HAR BREVKASSEN HJULPET DIG I DIN SITUATION?

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

23

Dato

22/06/2022

Er i tvivl om at jeg har været udsat for psykisk vold af min ex.

Er i tvivl om at jeg har været udsat for psykisk vold af min ex.
Vi var sammen i godt 5år, meget har været on and off og han har altid været den der gik fra mig så jeg skulle kæmpe ham tilbage.
Der har været en del utroskab fra hans side af, hvor han gik fra mig med den forklaring af at jeg altid var den der enten var umotiverende, forkert i forhold til at jeg var negativ eller at jeg bestemte over ham eller noget helt 3. Hver gang han gik fra mig fik jeg følelsen af jeg skulle ændre mig, blive mere positiv, lade ham gøre hvad han ville når han ville det uden at have ret til at føle mig usikker, eller udtale mig når noget føltes forkert.
Vi havde et brud hvor jeg igen opdagede hans utroskab. Jeg gik hen og blev følelses kold, og så en anden fyr imens jeg så ham i ny og næ. Efter noget tid fandt vi sammen igen og han begynder at grave i de ting jeg har lavet i mens vi ik var sammen. Det bliver til fuld kontrol af mine sociale medier, konstant overvågning og hele tiden en frygt for at sige noget forkert han ville kunne bruge til at gå fra mig. Jeg ender med at grave med selv ned i skyldfølelse over at have set en anden fyr i den periode og befinder mig i et forhold hvor jeg hele tiden skal undskylde.. han går meget op i penge, og vil gerne vise alle hvad han giver mig når jeg endelig får noget, men bag ved får jeg konstant skyld over at have fået noget af ham og det bliver brugt imod mig i flere sammenhænge. Han taler åbent om min økonomiske situation foran hans familie, selvom jeg aldrig har været bleg for at betale alt for mig selv.
Nu er det ikke særlig længe vi er gået fra hinanden og jeg føler jeg stadigvæk svæver imellem omkring hvorfor jeg ikke var god nok, eller hvordan han kunne gøre det her.. det skal siges at han bedte mig om ikke at tage kontakt til ham fyren jeg havde set af ren respekt for ham. Han tog dog kontakt til en af de piger han havde været mig utro med dagen efter og forklarede mig at han bestemt ikke gjorde noget galt.
Har bare så svært ved at kunne sætte mine tanker i en situation hvor en mand jeg elsker så højt har kørt psykisk terror på mig. Så søger derfor nogle svar fra et andet perspektiv..

Svar

Kære du

Tak for din besked. Hvor er det sejt, at du skriver ind til os!

Du spørger til, om du har været udsat for psykisk vold af din ekskæreste. Du fortæller, at I har været sammen on/off i fem år. Du beskriver, hvordan han har været dig utro flere gange, og hvordan han har fået dig til at føle dig forkert i jeres forhold. Det var altid ham der gik fra dig og du stod tilbage med følelsen af, at du blev nød til at ændre dig for at få ham tilbage. Du følte at du blev tvunget til at være mere positiv, ikke måtte vise usikkerhed, ikke måtte udtale dig når noget virkede forkert og at du bare skulle lade ham gøre hvad han ville. Han gav udtryk for at du var umotiverende og at du forsøgte at bestemme over ham. Du fortæller at efter en af jeres brud, hvor du havde været sammen med en anden, så føler du at han er begyndt at kontrollere dig og overvåge dig, og du føler du hele tiden er bange for at gøre noget, så han bliver sur og går.

Når jeg læser det du skriver, så synes jeg, at der er mange af de ting du beskriver han gør, som gør mig bekymret. Så det er rigtig godt at du rækker ud efter hjælp og forsøger at blive afklaret omkring, hvad det var der skete da I var sammen. Jeg får bestemt det indtryk, at det ikke har været et sundt forhold for dig at være i. Du fortæller at I har været meget on/off, men jeg vil gerne gøre det klart, jeg synes ikke det lyder som et sundt forhold at gå tilbage til. Du bliver i tvivl om han har gjort psykisk vold imod dig, da du kan mærke hvordan forholdet nedbryder dig. Så det er virkelig godt at du reagerer på det og passer på dig selv, så du ikke ender i et usundt forhold igen.

Om han har gjort psykisk vold imod dig? Måske, der er massere af ting der godt kunne tyde på det, men det er svært for mig at afgøre med sikkerhed ud fra dit brev. Hvis du gerne vil vide om han har gjort vold imod dig, så kan vi i Bryd Tavsheden bedre afgøre det, hvis du skriver til os på chatten mandag-fredag kl. 17-20 eller ringer til os på 44 45 20 90 mandag til torsdag kl. 17-20.

Han synes at udvise en hel del giftig adfærd. Jeg får f.eks. indtryk af, at han har en slags dobbelt standard, hvor han godt må have sex med andre, men at du ikke må, hvilket har ført til en del utroskab. Hvis ikke han mener reglerne er lige for jer begge, men at han bøjer dem for egen vindings skyld, så har han jo ikke en karakter, så man kan stole på ham. Så er han utroværdig.

Du beskriver også, at han godt kan lide at udstille dig. Dette kommer f.eks. til udtryk, når han udstiller dig økonomisk foran din eks-svigerfamilie og han bruger det imod dig. Når han giver dig gaver, så synes det jo heller ikke at være rigtige gaver, men at han sætter dig i et skyldsforhold, som han misbruger imod dig. Det er jo uhøfligt at sige nej når nogen vil give dig en gave og du vil jo selvfølgelig også gerne have gaver af din ekskæreste, den gang i var sammen, hvilket er helt naturligt. Men det synes kun at være en undskyldning for at han kan skamme dig ud over at have fået gaven, så du bliver usikker og pinlig berørt. På den måde kan han gøre dig lille og få magt over dig, så du ikke tør sige eller gøre noget, i frygt for at du gør noget forkert, så han kan straffe dig.

Du har bestemt grund til at være bekymret over hans adfærd. Så det er rigtig godt du reagerer og spørger efter hjælp. Han lyder bestemt så giftig, så det har været nedbrydende for dig at være i det forhold og vi vil anbefale dig ikke at finde sammen med ham igen. Det er ikke okay at køre med dobbelt standarder, udstille dig, sætte dig i et skyldsforhold og udskamme dig for det og al den anden sociale kontrol og nedgørelse du har beskrevet. Vi vil gerne høre mere fra dig på chatten eller telefonen, så vi endnu bedre kan hjælpe dig.

Jeg håber du kunne bruge vores svar.

Mvh Bryd Tavsheden