BREVKASSEN

Pige

21

28/06/2022

Mine forældre støtter mig ikke, når jeg har det svært

Hej,
Jeg tror, ​​jeg kommer med et problem, som er meget almindeligt, men som mange mennesker kæmper med.
Der er ikke noget der hedder psykisk lidelser i min familie. Og her begynder det at være svært - i år skulle jeg afslutte min stx-uddannelse og blive student.
Jeg har altid været en rigtig dygtig elev - gode karakterer siden folkeskole, kan man sige. Hvis jeg havde fået et 7-tal i en eksamen - var det simpelthen for dårligt. Men alt i alt, klarede jeg mig mega godt fagligt i skole. Der var dog et par problemer jeg døjede med, som lå der psykisk.
Først fandt jeg ud af, at jeg lider af en hudsygdom, som i høj grad påvirker mit udseende. Selvfølgelig skulle jeg bagefter "bare" ikke bekymre mig om det, men mit velbefindende og selvtillid ramte bunden.
Senere blev jeg seksuelt misbrugt af en person, som jeg gik i skole med, og som jeg skulle se på hver dag (sagen blev meldt til politiet osv.).
Jeg blev også diagnosticeret med depression og angst, hvilket også påvirkede min motivation og vilje til at deltage i hverdagen.
Senere gik alt op ad bakke, og det blev værre og værre.
Jeg tænkte længe på at forlade skolen, bare for at hvile lidt og ikke skulle stresse til sådan en tilstand, at jeg hver dag på vej til skole sad i bussen i tårer.
Mine forældre vidste ikke noget. Jeg ville ikke fortælle dem om det, for jeg vidste, at jeg ville blive behandlet som bare endnu en uhøflig teenager. De forstår ikke, at psykiske sygdomme virkelig eksisterer, og at de er lige så farlige som dem, der generer os psykisk.
En nat i december kunne jeg ikke holde det ud, og grædende sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville gå i skole mere.
Selvfølgelig reagerede hun som forventet – hun råbte af mig, sagde at jeg spildte mit liv (på trods af at jeg blev ved med at gentage at jeg stadig gerne vil afslutte min uddannelse og gå på uni, som jeg drømmer om), at jeg er syg i hovedet og overreagerer, og jeg burde begynde at lære noget og ikke finde på sådanne absurditeter.
Men på trods af mine forældres indvendinger gjorde jeg, hvad jeg syntes var godt for mig selv – jeg stoppede i skolen. Jeg er selvfølgelig ked af det, når jeg ser alle de glade studenterne med huen på hovedet, men jeg synes, jeg har truffet de rigtige beslutninger. Jeg vil gerne holde et år pause mere fra skolen, men nu og da hører jeg min mors klager, der fortæller mig, at jeg SKAL i skole efter sommerferien... Jeg har det ikke godt psykisk, det er meget hårdt for mig og for at være ærlig ved jeg ikke hvor meget længere jeg vil kunne holde ud.
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Det ville nok være bedst for mig at flytte ud - jeg ser det som den eneste vej, der kunne gøre mig fri, men jeg har ikke råd til det.
Der er nok ikke rigtig noget i kan hjælpe mig med, men det var dejligt at kunne skrive det hele til nogen, for det gør mig faktisk mega meget på.
Knus, håber I får en rigtig god dag xx

Kære du.

Tak fordi du skriver.

Jeg vil gøre mit bedste, for at besvare dit brev.

Lad mig først sikre mig, at jeg har forstået hvad du skriver.

Du fortæller, at du har en oplevelse af, at dine forældre ikke forstår hvad psykiske lidelser er og at det betyder, at de ikke anerkender når du har det dårligt.

Det er jeg rigtigt ked af at høre! Det er så vigtigt, at bliver anerkendt og opleve omssorg fra ens forældre, når der er noget der er svært. Det er netop hos sine forældre, at man fortjener, at opleve omssorg, når livet ikke går sin vej.

Du fortæller videre, at det hænger sammen med, at dine forældre har høje forventninger til dig i forhold til din skolegang - og at det resulterer i, at de presser dig til at bl.a. at opnå gode karakterer.

Selvom at det er godt at have ambitioner på ens børns vegne, så er det en rigtigt ærgerlig måde, dine forældre har formuleret det på. Det har i hvert fald haft den modsatte effekt af hvad de ønskede. Nogle gange kan det ydre pres ende med at føles som et indre pres, hvor man også presser sig selv. Er det mon også tilfældet for dig?

Du har oplevet nogle ting, som har været rigtigt svære for dig. Du havde en hudsygdom som påvirkede dit selvbillede i forhold til dit udseende, du blev seksuel misbrugt og blev senere diagnosticeret med angst og depression. Og alt det oplever du ikke at dine forældre kan give dig hjælp og støtte og kærlighed til.

Det er jeg simpelthen så ked af. Så jeg vil gerne fortælle dig, at jeg kan rigtigt godt forstå, at alle de ting har været svære for dig. Og jeg kan godt forstå, hvis skolen bliver for uoverskuelig og at du har set dig nødsaget til at stoppe i skolen.

Så hvad skal du gøre nu?

Jeg kan tydeligt høre, at du ikke får det du ønsker fra dine forældre, og måske særligt din mor. Det er simpelthen den barske sandhed. Det er møg uretfærdigt og jeg kan godt forstå, at det gør ondt.

Men du er 21 nu. Det betyder, at du er en voksen ung kvinde og skal træffe dine egne beslutninger. Det er du allerede begyndt på og det viser styrke. Det skal du holde fast i!

Du kan jo godt mærke, hvad du har brug for. Og det du har brug for, er at tage dig af dig selv. Finde ud af, hvor du står i forhold til dig selv, hvad har du brug for, for at kunne fortsætte med det liv om du ønsker.

En rigtig god start ville være at flytte hjemmefra.

En anden god ting, ville være, at få bearbejdet dine oplevelser med dine forældre, når du er flyttet hjemmefra. Det kan være, at der er nogle venner du kan snakke med. Det kan også være, at du har brug for at snakke med nogle professionelle.

Her vil jeg gerne sige til dig, at du kan altid skrive til os på chatten hver mandag- fredag fra kl 17-20.

Jeg håber mit brev var en hjælp. Stol på dig selv og din egen mavefornemmelse!

Mvh Bryd Tavsheden