BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
13
30/06/2022
"Har du bar lyst til at forsvinde?" Og ja det har jeg virkelig!
Jeg har set mange af jeres opslag på Instagram og næsten hver gang er jeg inde og kigge. Hver gang tænker jeg "skulle man skrive" men vælger altid at lade vær. Men nu tænkte jeg det var på tide. På det Instagram opslag jeg lige har set stod der "Har du bar lyst til at forsvinde?" Og ja det har jeg virkelig! Alt går ned ad bakke og jeg kan slet ikke overskue noget som helst. Det min familie, mine venner, skolen, mit tidligere selvskade problem som lidt er kommet på banden igen, det min psykolog der overhovedet ik kan hjælpe og jeg kunne blive ved
Kære dig.
Hvor er det godt du skriver til os. Jeg tror mange har det ligesom dig, når de ser opslagene fra organisationer som os, der prøver at hjælpe. Det kan være svært at tage det første skridt og skrive ind. Men du fandt modet og skrev ind til os. Det er stærkt gået!
Du fortæller, at du bare har lyst til at forsvinde, at du ikke kan overskue din hverdag og at du synes alt går ned ad bakke. Du fortæller, at du synes det er svært med familien, vennerne, skolen, at du ikke synes psykologen kan hjælpe dig tilstrækkeligt og at der er endnu flere ting. Det er blevet så slemt, så du er begyndt at selvskade igen, hvilket ikke er godt.
Det lyder virkelig ikke til, at du har det godt. Men vi vil rigtig gerne hjælpe dig, så du også kan få det godt. Selvom det hele nogle gange kan blive noget svært, så er der heldigvis håb forude. Det er bestemt muligt at få det bedre! Men sommetider kræver det både mod og den rette hjælp. Du fandt modet til at række ud efter hjælp og vi er her for at hjælpe så godt som vi kan!
Du har ikke skrevet så meget om, hvad det er der går galt i familien, med vennerne, i skolen eller de andre steder det går galt. Vi har brug for at vide noget mere, så vi kan hjælpe dig.
I Bryd Tavsheden ved vi rigtig meget om vold. Så hvis du oplever nogen gør noget imod dig, som du ikke kan lide, så er der en god chance for at vi kan hjælpe. Hvis ikke vi er den rette hjælp, så vil vi meget gerne hjælpe dig med at få kontakt til nogen der kan hjælpe dig bedre end vi kan.
Du har allerede været modig og skrevet ind til os. Prøv at skriv ind til os på chatten Man-Fre: 17.00-20.00 i næste uge (mandag d. 4. juli til fredag d. 8. juli). Vi har sommerferie fra lørdag d. 9. juli til søndag d. 24. juli. I sommerferien svarer vi stadig på breve i brevkassen.
Vi må jo starte et sted og vi kan jo ikke snakke om det hele på en gang. Så prøv at tænk på et konkret problem eller en oplevelse, hvor nogen gjorde noget imod dig, som ikke var rart. Når du så skriver til os næste gang, så fortæl os gerne om den oplevelse, så kan vi meget bedre hjælpe. Så kan du altid skrive igen og så skal vi nok hjælpe dig med det næste i rækken også. Hvis vi ikke er den rette hjælp, så skal vi nok hjælpe dig i kontakt til nogle der bedre kan hjælpe.
Jeg får indtryk af, at det er mange steder i din dagligdag, hvor det er rigtig svært. Jeg tror at Headspace ville være en rigtig god hjælp for dig. Headspace er et sted, hvor man kan snakke om lige det man har brug for med nogle voksne. Det er anonymt, gratis og man kan komme der lige så mange gange man har brug for. De er virkelig mange steder i hele landet og de har også en chat. Her er adressen på deres hjemmeside: https://headspace.dk/
Jeg håber du skriver til os på chatten eller kontakter Headspace. Du skal også have det godt!
De bedste hilsner, Bryd Tavsheden.