BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
14
06/07/2022
Kæreste gør ubehagelige ting ved mig under sex
Er det hvis vold kæreste gør nogle ubehagelige ting mod mig ift. sex uden tilladelse
Kære du,
Tak fordi du skriver ind. Hvor er det godt, at du reagerer på, at du har været udsat for noget ubehageligt seksuelt. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er okay, at din kæreste gør ubehagelige seksuele ting ved dig, som du ikke har givet tilladelse til.
Du beskriver ikke nogle bestemte hændelser, men jeg vil gerne fortælle dig lidt om seksuel vold. Seksuel vold er, når andre overskrider dine grænser seksuelt, f.eks. hvis du oplever ubehagelige eller grænseoverskridende berøringer, eller hvis du direkte eller indirekte tvinges til at udføre eller medvirke til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til. Det kan f.eks. være at blive tvunget til sex mod din vilje. Det er aldrig i orden, at nogen overskrider ens grænser seksuelt.
Det er vigtigt, at du får talt med din kæreste om, at han overskrider dine grænser seksuelt, og at du får sat ord på, i hvilke situationer han gør dette, så I kan få sat en stopper for det. Hvis han ikke lytter til det, du fortæller ham, eller hvis han fortsætter med at overskride dine grænser, er det vigtigt, at du får talt med en voksen, du føler dig tryg ved omkring det, du oplever. Det kunne f.eks. være din mor eller far.
Du er også velkommen til at skrive ind til os på vores chat, så du kan få uddybet, det du oplever med din kæreste. Du kan skrive til os på vores chat alle hverdage mellem 17-20, eller du kan ringe til os i samme tidsrum på telefon: +45 44 45 20 90. Vi vil meget gerne tale med dig!
Mvh.
Bryd Tavsheden