Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig
Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSEN

BREVKASSEN ER ÅBEN

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

VI SVARER HURTIGST MULIGT

 Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

HAR BREVKASSEN HJULPET DIG I DIN SITUATION?

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

17

Dato

25/05/2024

Jeg forstår ikke mine forældre, og de forstår ikke mig.

Hej.
Jeg er en pige i 2.g, som har stået i det her dilemma siden jeg var 12.
Mine forældre og jeg er ikke hinandens “typer”. De forstår ikke mig, jeg forstår ikke dem. De bringer mig ned med voldsomme sætninger, som at jeg sikkert gerne vil have de dør. Og om at jeg ødelægger deres liv. At jeg lyver om alt.
Og uden jeg gør noget forkert, så er mine forældres straf, at lade mig være alene. Lukke mig ud fra min verden og venner og skole. Alt der er vigtigt for mig. Jeg prøvede engang i 7.-6. klasse at sige til min lære at min far var ved at slå mig. Fordi det var han. Så vildt er det. Men skolen kontaktede mine forældre, og fik en endnu værre skideballe. De sagde jeg skulle skride ad helvedes til. Og at jeg ikke kunne leve uden dem. Så det troede jeg på, og har derfor været stille lige siden. I aften fik jeg nok, da min far sagde alle grufulde ting han kunne sige. Og lave truende bevægelser. Jeg elsker mine forældre, men jeg passer ikke med dem. Men jeg vil ikke i plejefamilie eller skabe “store” problemer. Hvad skal jeg gøre? Hvordan slipper jeg ud af den her?

Svar

Mange tak for dit brev!

Du fortæller, at du føler, at du og dine forældre ikke passer sammen. Du beskriver episoder, hvor dine forældre siger, at du ødelægger deres liv, at du skal skride ad helvedes til, og at din far kan have truende adfærd over for dig. Det lyder enormt hårdt og ubehageligt at stå i sådan en situation.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at det ikke er din skyld, og at ingen fortjener at blive behandlet sådan. Du har ret til at føle dig tryg og respekteret i dit eget hjem. Det er hårdt og nedbrydende at blive kaldt så grimme ting så ofte, og vi kan komme til at tro på, at det er rigtigt. Men det er det ikke - du ødelægger ikke dine forældres liv. Jeg kan sagtens forstå, at du elsker dine forældre - det er jo dine forældre. Det er helt normalt at opleve de ambivalente følelser, som du gør; at elske sine forældre, men ikke at bryde sig om den måde, de behandler dig på. Du skriver, at du ikke vil skabe store problemer. I mine øre lyder det ikke til, at det er dig, som skaber problemer, men at de er dine forældre, der behandler dig uretmæssigt dårligt.

Det er så sejt, at du fortalte din skole om det, der skete derhjemme, og jeg er virkelig ked af at høre, at du ikke fik mere hjælp! Det er forståeligt, hvis du er blevet tøvende omkring at dele det med andre igen. Men det er vigtigt, at du ikke står alene med det her - det kan være enormt ensomt. Hvis du er bange for at kontakte nogen igen på grund af tidligere oplevelser, kan det være en god idé at tale med en voksen, du har tillid til, som kan hjælpe dig med at tage det næste skridt. Det kan være en lærer, et andet familiemedlem, eller en god ven på, som du føler dig tryg ved.

Du spørger til hvad du kan gøre. Vi vil meget gerne hjælpe dig! Vi tilbyder et gratis og anonymt samtaleforløb, hvor du får din helt egen rådgiver, som du kan tale med. Din rådgiver hjælper dig med at bearbejde dine oplevelser, få styr på tanker og følelser og giver dig konkrete råd, til hvad du kan gøre i netop din situation. Hvis det virker uoverskueligt for nu, eller du gerne vil vide mere om det, er du velkommen til at kontakte vores anonyme rådgivning, som er åben alle hverdage mellem 17-20. Her sidder vores dygtige rådgivere klar til at lytte og hjælpe dig.

Jeg håber, at vi hører fra dig. Du fortjener alt det bedste!

Mvh
Bryd Tavsheden