BREVKASSEN

Pige/kvinde

21

29/07/2024

Et voldsom forhold som er slut.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte, det er svært at tale om... Jeg er lige gået fra min kæreste eller nu ekskæreste. Vi havde været sammen i 1,5 år. Det har været et meget hårdt forhold, med venner og familie som har i lang tid prøvet at hjælpe mig med at forstå, at de ting han gjorde ikke var acceptabel, men det var svært at tage imod deres hjælp, da jeg og stadig føler at han er min verden. I starten af vores forhold var tingene gode eller nogle ting var gode, han var ude i meget kriminalitet, som gjorde at jeg måtte finde en accept i at jeg kom i anden række for den verden... Vi skændes meget, jeg følte at når jeg udtrykte mine følelser så skulle jeg være forberedt på at forsvare mig selv, eller være forberedt på et skænderi. Han blev ved med at sige at det jeg følte og mine følelser var okay, men jeg alligevel skulle jeg forsvare hvorfor jeg følte som jeg gjorde, og selvom at han havde gjort mig ked af det, så endte det altid med at jeg undskyldte i sidste ende. Når vi havde det godt, så var det som at vi levede på en lyserød sky, indtil et skænderi fandt sted... Jeg får af vide at mine angstanfald et skuespil og når jeg blev ked af det, var det for at stikke af fra en situation, hvilket jo ikke var sandt, men han kunne få mig til at føle at mine følelser var forkerte og at det var mig som var forkert på den. Jeg fik en følelse af at jeg skulle sætte hans behov over mine, for hvis jeg satte mine først blev vi altid uvenner... Der var en gang hvor jeg havde min veninde på besøg, og der aftaler vi at han også kommer og sover, men at han skulle gå om morgenen inden kl 10 da min far ville komme på besøg, det var han helt okay med. Da jeg så vækker ham om morgenen, stille og roligt, bliver han mega sur og siger at jeg har vækket ham på en dårlig måde. Min veninde sidder inde på mit soveværelse imens alt det her sker. Han går i bad hvor jeg kan høre at han slår ind i væggen, og da han kommer ud er ravnerok begyndt, han er sur og forstår ikke hvorfor han skal gå, trods vores aftale, det ender med at han går i mega vrede og smækker så hårdt med min hoveddør at den går i stykker... min veninde kommer ud og står med det mest fortvivlende ansigt, da hun jo havde hørt det hele, og hun forstod ikke hvad der var sket, for som hun siger til mig, så forholdte jeg mig rolig, men han var eksploderet over noget som ikke var fundet sted... efter denne episode får jeg af vide af ham, at det var min skyld at min hoveddør var i stykker fordi jeg havde gjort ham sur, og at han lige så godt kunne have slået mig i stedet, som om at jeg skulle være glad for at han ikke gjorde det. Jeg prøvede flere gange at gå fra ham, men endte altid med at gå tilbage til ham, for jeg følte at min verden ikke kunne fungere uden ham, og mit savn til ham var så stort, at jeg bukkede under. Her i weekenden ekskalerede det til noget jeg ikke havde oplevet før, og nu står jeg fast i at jeg ikke skal være sammen med ham mere, derfor jeg også rækker ud efter hjælp, for at jeg kan forblive stærk i min beslutning. Jeg havde set frem til nogle forhåbentlig gode dage sammen med ham, men allerede om fredagen går den galt... vi bliver uvenner, og da vi prøver at snakke om det så eskalere det mere og mere, jeg kan ikke huske hele episoden, da jeg har en forsvarsmekanisme inde i mig, som gør at jeg glemmer ubehagelige situationer, men jeg husker glimt af det. Han bliver så sur, at han sidder næsten helt henover mig, imens han råber sine lunger ud, der går jeg ind i soveværelset for at trække mig fra situationen, og bliver rigtig ked af det. Han bliver ved med at sige "jeg kan ikke lide at høre dig så ked af det, når det sikkert er mig som har gjort dig så ked af det" han kommer ind til mig og han er stadig sur og råber, dog får vi snakket ud og alt er okay... Dagen efter så eskalere det igen, han har været sammen med hans venner, og vi havde aftalt at han skulle holde mig opdateret på hvornår han kommer hjem, trods vores aftale så opdatere han mig ikke, klokken bliver mange og jeg sidder og er ked af det og frustreret. Da han kommer hjem er han fuld og måske påvirket af stoffer. Jeg siger til ham, at jeg ikke synes det er okay, og at jeg fortjener en undskyldning men at jeg vil have den fra ham når han er ædru, og at vi skulle snakke dagen efter, da han jo var påvirket og klokken var mange. Men alligevel fortsætter det, jeg får af vide at mine følelser og reaktion dagen inden var skuespil, og at jeg planlægger skænderier med ham, hvilket er det eneste jeg prøver at undgå. Pludselig vil han tjekke min mobil, hvilket jeg giver ham lov til, men det begynder at blive mere og mere ubehageligt, da han bliver mere og mere sur og mere og mere ubehagelig, så jeg beder om at få min telefon tilbage. Men det må jeg ikke, jeg må prøve at tage den fra ham, hvor han tager hårdt fat i min arm og siger "sæt dig ned" jeg stopper ikke før jeg får min mobil, for han begynder at true med at skrive til mine drenge venner, og vil smadre dem osv. Jeg får min mobil, og jeg siger til ham at han skal gå nu. Jeg havde vasket vores tøj om dagen, og da han så prøver at tage hans hoodie, men den er stadig våd, så siger han "havde jeg bedt dig om at vaske den, skal jeg nu også blive sur over det" han nægter at gå, han følger efter mig i lejligheden for at få min mobil, og jeg bliver nødt til at skubbe ham væk med en lang lighter som jeg har, fordi han går aggressivt imod mig. Jeg bliver ved med at sige, at han skal stoppe nu ellers må jeg gå ud og skrige efter hjælp, men han stopper ikke. Jeg siger til ham at han skal gå, ellers ringer jeg efter politiet, hvor han siger at han ikke går før han har tjekket min mobil, og at politiet må fjerne ham. Det ender med at jeg bliver nødt til at ringe 112 for jeg var blevet så bange for ham, dog da han ser at jeg ringer 112, så går han ud af døren og jeg får den låst. Da han er gået og jeg har lagt på med 112, så ringer jeg til min veninde, for jeg var bange for at være selv, for hvis nu han kom tilbage. Hun kommer med det samme, og i den tid hun var ved mig, der ringer han 3 gange, de første 2 gange spørger han gentagende gange om vi er færdige og om det var det. Den sidste gang han ringer, der spørger han om hvem jeg er sammen med, hvortil jeg svare at jeg er selv, da jeg er bange for hans reaktion hvis jeg siger at min veninde er der. her siger han så "jeg mener det hvis du er sammen med en fyr nu, så smadre jeg ham og jeg smadre ham, og jeg smadre også dig og det kan du godt tage som en trussel" jeg bliver bange for at han kunne finde på at komme igen, men han dukker ikke op, heldigvis. Om morgenen dagen efter, ringer jeg og snakker med mig mor omkring det hele, hun er meget i chok over situationen, men det er ikke første gang hun ligger øre til en ubehagelig hændelse med ham, vi aftaler at jeg skal hvile lidt og så ringe tilbage til hende. Men så begynder han at ringe til mig, jeg ringer til min mor med det samme, da jeg ved at hvis jeg tog telefonen ved ham så ville jeg falde tilbage i det gamle igen. Min mor vælger at køre mod mig med det samme, en køretur på ca 1,5 time, hun bliver i røret med mig, da han bliver ved med at ringe konstant, i mellemtiden får jeg pakket hans ting og stillet dem ude foran døren, hvor han så kommer og henter dem, han banker på flere gange men jeg åbner ikke døren, så han går igen. Min mor kommer hjem til mig, og er ved mig hele dagen, han fortsætter med at prøve at komme i kontakt med mig. Imens jeg er sammen med min mor aftaler vi at jeg ringer tilbage til ham imens hun er der, så hun kan hjælpe mig med at forblive stærk. Han ville egentlig bare slutte det af på en god måde, jeg holder mine ord få for ikke at give ham noget han kan trække mig tilbage på, samtalen er egentlig meget kort og jeg får sagt at jeg ønsker ham alt det bedste fremover, hvortil han siger "ja det er fint" og så ligger han på, og siden da der har jeg ikke hørt fra ham. Jeg står nu med et stort savn til ham, savnet til hans gode side, og den tryghed og omsorg han kunne vise, men jeg ved også at jeg skal huske på alle de dårlige ting, for det er dem som fylder mest når vi så er sammen. Jeg føler mig tom og efterladt i mange små stykker, jeg er bange for at jeg ender med at gå tilbage til ham, jeg vil og ønsker det ikke, men hans greb om mig er så stærkt.

Kære pige på 21 år.

Tak for dit brev. Du har skrevet et langt og fyldigt brev og jeg tænker at det er et godt brev som du har skrevet.
Det er et brev som beskriver hvordan du har haft det igennem lang tid i et kæresteforhold som lyder meget usundt. Jeg tænker at du har kunnet bearbejde nogle af dine oplevelser ved at skrive. Jeg håber at du gemmer brevet og at du tager det frem, hvis du bliver i tvivl om hvad du har gjort.
Jeg mener at du har gjort det rigtige. Jeres forhold var usundt og din kæreste har jo slet ikke behandlet dig godt. Det lyder også som om tingene er blevet værre og hans adfærd mere voldsom. Det kender vi godt til fra andre, og en dag er det fysisk vold, som kan være farlig at leve med.
Jeg kan godt forstå at du savner ham, det tager jo noget tid at ændre vaner og han har jo fyldt rigtig meget i dit liv. Desværre også på en dårlig måde.
Mir råd til dig er at holde fast i din beslutning, den er den rigtige. Og tal med andre, det lyder som om du har gode veninder og en mor, der støtter dig. Det kan være godt at tale om hvordan du har det, og også godt at skrive. Det er du jo god til.

Du kan også skrive til vores chat og få talt mere om hvad du har oplevet.

Held og lykke med alt det der ligger foran dig.
Det er sejt at du har brudt tavsheden og endnu sejere at du har brudt et usundt forhold.

Mange hilsner
Brevkassen.