BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige/kvinde
16
18/11/2024
Jeg har brug for hjælp til at komme væk
Jeg skriver til jer, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Derhjemme bliver jeg ofte slået meget voldsomt, og det føles, som om jeg aldrig kan gøre noget rigtigt. Jeg går konstant rundt og er bange, fordi jeg aldrig ved, hvornår det sker næste gang.
Slagene gør ikke kun ondt fysisk, men også indeni. Jeg føler mig helt alene og tør ikke tale med nogen om det. Jeg er bange for, hvad der kan ske, hvis jeg fortæller det til nogen. Men jeg kan ikke blive ved sådan her.
Jeg har brug for hjælp til at komme væk fra det her, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.
Kære dig
Hvor er det godt du skriver til os. Jeg vil gerne starte med at sige at du ikke gør noget forkert! Du bliver slået derhjemme fordi dem der slår dig, gør noget forkert.
Jeg kan godt forstå at du er bange. Det er en rigtig voldsom og belastende situation du er i, lyder det som om. Det ikke at vide hvad man kan forvente og hvornår er stressende og når det der så kommer, er forbundet med smerte, både fysisk og psykisk, så er det ekstra hårdt at være i usikkerheden.
Du vil kunne få god gavn og hjælp ved at tale med nogen om hvad der foregår, selvom jeg godt kan forstå du synes det er svært og du ikke har lyst. Jeg vil alligevel godt opfordre dig til at gøre det. Der er flere forskellige muligheder.
Her hos Bryd Tavsheden sidder vi klar til at chatte og tale i telefon mellem 17-20 tirsdag til torsdag og her kan du tale med os anonymt og få sat lidt ord på din situation og vi kan rådgive dig om dine muligheder. Vi tilbyder også personlige samtaleforløb, hvor vi mådes med dig og støtter dig lidt tættere. Disse forløb kan du høre mere om ved at ringe til os mellem 9-15 på 4445 2090 eller skrive os en mail på samtaler@brydtavsheden.dk. Du er velkommen til at kontakte os, lige meget hvilken kanal du vælger.
Du er 16 år, så det kan godt være svært bare at tage væk selv – jeg går ud fra du bor hjemme og går i skole… Hvis du har en lærer eller en anden voksen som du har tillid til, så er jeg sikker på at de vil være i stand til at hjælpe dig med at lave en underretning til din kommune (de skal de faktisk, hvis de får kendskab til at du er udsat for vold derhjemme). Din kommune er forpligtet til at hjælpe unge som er udsat for vold, hvis de får en underretning. Du kan også selv lave en underretning eller vi kan hjælpe dig med det.
Der findes også et krisecenter for børn og unge, som hedder Joannahuset. De har døgnåbent i deres rådgivning og han evt. også give dig råd og vejledning ift. hvordan du kan komme væk. Du kan se mere på deres hjemmeside her https://www.joannahuset.dk/ .
Jeg håber du kan bruge ovenstående til noget og jeg håber du vil kontakte os igen, så vi kan hjælpe dig yderligere, for du er ikke alene, selvom det helt forståeligt føles sådan.
Kærlig Hilsen
Sofie, Bryd Tavsheden