BREVKASSEN

Pige/kvinde

19

25/11/2024

min kæreste/ex-kæreste

Kære Bryd Tavsheden,
Jeg har brug for jeres input, synsvinkel og råd.

Det er langt, men jeg prøver at gøre det overskueligt.

Det drejer sig om min kæreste/ex-kæreste. Lidt forhistorie: vi mødte hinanden da vi var indlagt en måned på åben psykiatrisk afdeling august-september. Jeg ved godt, at det ikke er et ideelt sted at møde sin kæreste i og med at man er sårbar på psykiatrisk. Men vi havde så meget tid til at lære hinanden at kende og åbne op - vi følte os ubeskriveligt trygge ved hinanden. Han har altid haft et godt øje til mig og ville kysse mig, men jeg havde det ikke på samme måde - og jeg gjorde det helt klar for ham, og det respekterede han. Hele relationen startede med at vi havde aftalt at tage en overdosis sammen. Han kendte en der kunne skaffe os tramadol, og så skulle vi tage dem på et hotelværelse. På psykiatrisk afdeling var der godt nok en slem episode, hvor jeg ikke svarede ham over besked i 2 timer, og så truede han med at han havde udskrevet sig selv og var på vej til at hente piller til at tage overdosis. Og han spurgte om jeg ville se det på film - hele dette stunt var dog ikke rigtigt, for han var stadig på psykiatrisk. Det var et tåbeligt forsøg på at fange min opmærksomhed.

Derefter blev vi kun tættere med tiden. I starten af oktober førte det ene til det andet efter at have delt en joint, og derfra begyndte en ny periode, hvor vi datede. Han behandlede mig så godt i starten, han kyssede mig meget, han holdt om mig, han lyttede til mig!!!! og det virkede til at han respekterede mig.

Lidt om hans opvækst: han blev smidt ud hjemmefra som 13-årig i en andelsbolig, han har været inde og sidde i ungdomsfængsel, han har et par domme og han har haft et par selvmordsforsøg førhen. Han har haft et langvarigt stofmisbrug. Han har set rigtig rigtig meget vold. Så han er altså en såret sjæl.

Lidt tid senere er vi eksklusive og fortæller hinanden at vi elsker hinanden og er forelskede. Derudover aftalte vi at vi ville dræbe os selv sammen, hvis vi ikke fungerede sammen. Dagen (mandag) efter tager han hjem, hvor han ringer for at fortælle at han ikke mente noget af det og at han vil have plads. Jeg tudebrølede og skældte ham ud for at lege med mine følelser. Dette knuste mig FULDSTÆNDIGT! Jeg sad alene i en kælder uden nogen mennesker eller familier omkring mig - heller intet job til at distrahere mig. På samme tid er han på sit herberg (hvor han har boet siden udskrivelse fra psykiatrisk): på herberget har han masser venner og mennesker omkring sig. Jeg gik i 3-4 dage og var dybt deprimeret. Han svarede mig knap nok over besked. Jeg sendte flere beskeder, hvor jeg forklarede hvad han havde gjort galt og hvordan det knuste mig. Han siger ikke undskyld eller noget som helst, han lades som om intet er sket og at han har knust mine følelser. Jeg græd hele tiden næsten uafbrudt de dage, og jeg fortalte ham at jeg hele tiden græd og var møg ked af det. Torsdag aften bliver jeg så tilbudt at male grafitti med en fremmed mand, hvilket jeg siger ja til for at give min fyr plads og så jeg kunne tænke på noget andet. Jeg gjorde det klar for ham den fremmede mand, at jeg ikke er single og er ikke interesseret i andet end at være udenfor og male grafitti. Jeg postede så et billede af den væg, som jeg havde malet, og så lagde jeg det på Instagram. Det eskalerede for han blev RASENDE - han sagde at vi var færdige, og at det var det værste jeg overhovedet kunne finde på, at jeg skider på ham - og hvad ved jeg.

Her vidste jeg at jeg var ved at miste ham (hvilket var/er mit frygtscenarie). Nu når jeg ser tilbage på det, gik det hele så hurtigt. Men mit ønske om at dø var stærkere END NOGENSINDE, og det kan slet ikke beskrives. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre og jeg skulle ikke stoppes. Jeg fik skaffet mange tramadolpiller og jeg bookede et hotelværelse. Så ringer fyren (min ex-kæreste/kæreste??) til mig og råber at jeg er klam, respektløs og at han aldrig nogensinde vil se mig eller have noget med mig at gøre. Dette var fredag den 11. oktober. Jeg kan tydelig huske, hvor ondt jeg fik i maven af at drikke nok vand til at sluge piller. Så kan jeg huske at jeg lægger mig i sengen og tager AirPods i. Jeg prøver at holde mig vågen - OG SÅ BUM. Det næste jeg “husker” er start november, hvor jeg er på Glostrup Hospital i nerve- og hjerneafdelingen. Fra 11. oktober til november har jeg ligget på intensiv afdeling i koma. Jeg vågnede op helt lam i kroppen. Alligevel formår jeg at ringe til ham og spørge om han er okay og så videre. Han forklarer så, at min overdosis var det værste jeg kunne gøre mod ham. Og at jeg brød vores løfte. Og at jeg ikke bare kunne tage vores præcise plan, og gøre det alene. Alligevel - var det mig som der undskyldte til ham. Han sagde også, at han ikke ville besøge mig på hospitalet, fordi det var for hårdt for ham. (Heldigvis besøgte han mig 1-2 gange de 15 dage jeg var på hjerne- og nerveafdelingen).

Videre til det næste: siden jeg er blevet udskrevet har han været hjemme hos mig fredag-søndag. Det var også heromkring hvor vi blev kærester. Sidste lørdag (16. november) tog vi på en bar i København. Han blev meget fuld og det hele blev for meget. Især i og med at jeg ikke selv drikker, fordi jeg har hjerneskade efter overdosen. På baren sad vi sammen med to homoseksuelle mænd, hvor vi snakkede og herunder fortalte den ene, at han har HIV. Sent på aftenen skal vi sige farvel til de to homoseksuelle, hvor ham med HIV smask-kysser mig kæreste. Når vi går fra dem, siger jeg til min kæreste, at jeg ikke ønsker et kys fra min kæreste, fordi jeg ikke ved om HIV smitter gennem kys. Dette tog han MEGET hårdt. Vi går hen til stationen, hvor han råber ad mig og er meget vred. Han går fra mig imens jeg græder. Han siger at vi er færdige, og mange andre værre ting. Han råber ad mig i offentligheden foran fremmede. Han forlader mig flere gange i løbet af det her. Vi når endelig frem til s-toget - og her bliver det for alvor slemt. Han kalder mig en hore i togkupeen, hvor der sad mange. Han sagde, at han sværger på sin mors grav, at han aldrig skal se mig. Han truer med at skyde sig selv. Han prøver at smadre ruden i toget. Jeg har aldrig følt mig så utilpas og utryg, og andre passagerer blev også bange. Jeg græd hele togturen, og jeg tiggede ham om at han skulle tage med mig hjem (så han ikke tog tilbage på sit herberg for at skyde sig selv). Jeg tiggede i så stor grad, at jeg gik ned på knæ. Jeg sætter mig på hans skød og kysser ham, for at få ham til at blive rolig. Men det hjalp ikke. Vi står af og så spørger en ung fyr om jeg er okay (fordi jeg har mascara i hele hovedet), hertil løber min kæreste hen til “os”, hvor han skubber til fyren og truer med at tæve ham og dræbe ham. Det var simpelthen så ubehageligt. Jeg bad min kæreste flere gange om lov til at ringe 112 eller til psykiatrisk akutmodtagelse. Men han nægtede (og jeg tør ikke at gøre noget der er forkert i hans øjne.) Jeg kan slet ikke beskrive hvor frygteligt det har føltes - jeg ville helt ærligt bare tage livet af mig selv igen. Men jeg ville have at han sov hus mig, fordi ellers ville han eller jeg gøre noget ondt ved os selv. Hele natten håbede/ventede jeg på at han ville voldtage mig - (ja vildt sagt) men fordi så vidste jeg med sikkerhed at jeg ville forlade ham.

Vi når endelig hjem til mig, hvor jeg tænkte over episoden hele natten, hvor utryg jeg følte mig og om vores forhold. Jeg besluttede mig selv for at jeg er nødt til at slå op med ham. Han tog tilbage til sit herberg om mandagen, hvor han så ringer for at fyre en masse lort af til mig blandt andet hvor han bruger mit selvmordsforsøg imod mig (hvilket han desværre gør tit). Jeg hulkede og jeg blev ved med at sige til ham at han gør mig så ualmindeligt vred. Så vred at jeg ikke kan blive rolig uden beroligende medicin. Dagene efter sender jeg mange insta reels om hvordan han behandler mig dårligt. Onsdag nat den 20. november klokken 2 fordi “han vil rode bod og rydde op efter lørdag/søndag og mandag”. Det hjalp ikke særlig meget, men det var rart med omsorg og ikke at være helt alene. Dagen efter havde vi det godt lige indtil om aftenen, hvor det tog en kæmpe drejning. Jeg kan slet ikke forklare det, men det endte med at jeg blev nødt til at slå op med ham. Vi hulkede begge to, og han truede med at så ville han begå selvmord og at blive seriemorder. Han sagde at vi skulle skære vores håndled op eller at vi kunne skyde hinanden. Eller at vi kunne tage alle mine receptpiller. Han endte med at forlade min bolig, hvorefter jeg bad min far om at hente mig og køre mig hjem til mine forældres hjem - fordi jeg ikke turde at være hjemme hos mig selv. Jeg var bange for at fyren/kæresten/ex-kæresten kom tilbage.

Siden da har vi godt nok skrevet hele tiden til hinanden (med et par skænderier). Vi skriver at vi elsker hinanden, at vi vil have det til at fungere og at vi savner hinanden. Vi opfører os stadig kæreste-agtigt. Jeg er meget i tvivl om jeg skal give det verdens sidste chance? Han begynder på ADHD-medicin om 2 uger cirka. Måske hjælper det? Måske giver jeg op for let? Men jeg har bare mistet mig selv fuldstændigt i alt det her. Jeg burde have mere selvrespekt end at blive i det her forhold… Men jeg har bare aldrig haft en fyr som jeg føler mig så tryg ved: det er helt ubeskriveligt hvor fysisk tætte vi er. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham.

Jeg regner med at I siger, at jeg skal mærke efter i min krop. Men problemet er bare at det har jeg allerede! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg synes sgu bare, at der er potentiale.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Hej med dig/
Først og fremmest – super flot skrevet og formuleret! Og super godt at du skriver ind. Det lyder som om at der sker en hel masse i jeres forhold, og i jeres liv, både sammen, men også hver for sig. Det lyder for mig som om at din kærestes reaktioner er lidt svær at forudse
Det lyder også som at du/i har brug for mere støtte end hvad jeg, og vi kan gøre her i brevkassen. Alt det du beskriver, er meget kompliceret og indeholder mange store følelser. Du skriver at du har brug for en anden synsvinkel og et godt råd – her kan jeg anbefale at du tager kontakt til en/dem du føler dig tryg ved, så du kan få noget hjælp med denne situation. Min synsvinkel er, at det umiddelbart lyder som en usund relation, for dig, at være i – og uholdbar. Det lyder som om at han kan være hård i munden, og opfarende når du siger/gør ting som han ikke bryder sig om. Og det er også en form for vold! Og ingen former for vold er acceptabelt. Nu skriver du at du/i har været selvmordstruede, hvorfor jeg skriver at i har brug for mere end jeg kan gøre for jer i brevkassen. Det lyder som om du godt kunne bruge noget faglig støtte, for at komme videre. Igen, du er mega sej, for at sende det lange brev ind, hvor du tør at åbne op for os. Det jeg kan læse mig frem til er at det faktisk lyder som om at du godt ved det ikke er holdbart, og sundt for dig. det er super stærkt af dig, at du skriver ind. Jeg vil opfordre til at du opsøger krisecenter. Ikke fordi at du skal flygte eller bo der. Men for at få nogle samtaler. b.la. på www.levudenvold.dk og under hjælp og rådgivning og så krisecenter og andre rådgivninger. ellers er det en mulighed at du kontakter den psykiatriske afdeling som du har været indlagt på, da de kender dig, og du kender dem.
Jeg håber alt det bedste for dig!

Du er altid velkommen til at chatte med os eller ringe på 4445 2090

Mvh josephine/Bryd Tavsheden