BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige/kvinde
17
13/05/2025
Jeg vil gerne videre, men jeg kan ikke give slip
Hej med jer!😊
For omkring 6 måneder siden slog min kæreste op med mig efter at have været mig utro, hvilket endte i en spiseforstyrrelse for mig (jeg tabte 6 kg på 2 uger, fordi jeg ikke kunne spise).
Indenfor de sidste par uger har vi genskabt kontakt, og jeg har indset at jeg af en eller anden grund stadig er forelsket i ham, selv efter alt det han har gjort (han ved ikke at jeg stadig har følelser for ham - han ser mig kun som en ven).
I sidste uge valgte vi at gå i seng sammen - Han fortalte mig at han havde været i et andet forhold efter vi slog op og at deres forhold var bedre end det vi havde sammen, hvilket gjorde mig rigtig ked af det.
Han valgte også at sige at vi til gengæld havde mere sex end de havde, som om at det gjorde det bedre.
Småting jeg lagde mærke til den dag gjorde mig irriteret, og har gjort at jeg har været meget i tvivl om mine følelser for ham, da jeg har følt mig rigtig såret.
Han har heller ikke svaret på om han har lyst til et “venner med fordele” forhold med mig endnu, og føler mig ærligt talt brugt efter den nat, da han har ghostet mig meget efter - Han svarer kun hurtigt når det handler om sex, men kun når han har lyst (hvis jeg skriver til ham om sex, så svarer han ikke).
Mit problem er at jeg stadig ikke bare kan lade ham være eller blokere ham - Jeg ved at det er galt, og jeg vil så gerne komme videre, men hvis han spurgte om vi skulle give det en chance til eller om vi skulle gå i seng sammen igen, så ville jeg svare ja med det samme, fordi jeg af en eller anden grund stadig godt kan lide ham.
Vi skal skrives ved om det her “gå i seng sammen” forhold senere i dag, og hvis han ikke er interesseret, så vil jeg helst bare gerne have ham ud af mit liv, fordi jeg er gået tilbage til den usikre pige som jeg var for 6 måneder siden, som hele tiden tjekker min telefon for at se om han har skrevet.
Men selvom jeg helst bare vil blockere ham, så ved jeg ikke hvordan jeg skal få det sagt eller gøre det, fordi jeg stadig har de her følelser for ham.
Undskyld for den lange besked, men veninder, forældre, søster og endda en elevcoach på min skole har prøvet at få mig til at komme videre ved at snakke om alt det han har gjort, og hvor dårligt jeg havde det, men jeg kan bare ikke.
Kære dig,
Tak for at dele din historie – det kræver virkelig styrke at sætte ord på noget, der kan føles så sårbart. Først og fremmest: Du har ikke gjort noget forkert. Det giver mening, at du stadig har følelser for ham, selvom han har såret dig. Kærlighed og logik går sjældent hånd i hånd.
Du fortæller, at din ekskæreste var dig utro, og at bruddet førte til en spiseforstyrrelse. Nu har I fået kontakt igen, og selvom han har såret dig, har du stadig følelser for ham. I har været sammen igen, men han sender blandede signaler, og du føler dig brugt og usikker. Du vil gerne videre, men har svært ved at give slip, fordi du stadig håber på noget fra ham.
Det, du beskriver, lyder som et mønster, hvor han tager mere end han giver, og hvor du bliver efterladt med smerten og usikkerheden. Det er meget tydeligt, at du godt ved, hvad du har brug for: at få ro, få ham ud af dit liv og få dig selv tilbage. Men det er også tydeligt, hvor svært det er – for følelser forsvinder ikke bare, fordi man vil det. Det er mega sejt, at du har reflekteret over dine egne følelser, og godt selv kan se, at det ikke er godt for dig, at være sammen med ham.
Når man stadig har håb, selv efter utroskab, utryghed og ghosting, handler det ofte om, at man længes efter noget, der engang føltes godt – og måske håber, det kan komme igen. Men jeg kan læse, at det du oplever nu, gør dig ked af det, usikker og sårbar.
Tænk på, hvis din gode veninde var i din situation og spurgte dig, hvad hun skulle gøre. Hvad ville du så råde hende til?
Du fortjener tryghed - og du fortjener én, der ikke kun skriver, når det passer ham. Selvom det kan føles rigtig hårdt, fordi der stadig er følelser indblandet, så tror jeg at det ville være bedst, hvis du sluttede det helt med ham.
En ting, der kunne hjælpe dig med at ‘stå fast’, hvis du beslutter at bryde kontakten med ham, ville være at dele dine følelser og proces med en veninde, en søskende eller et familiemedlem, som du stoler på. At snakke med en anden, som er tæt på dig, kan hjælpe dig med at holde fast i det, du inderst inde allerede ved.
I den tid, som kan føles svær, skal du huske at gøre gode ting for dig selv: Gå dejlige lange ture, grin med dine veninder eller drik en kop the. Sørg for at lægge fokus på, hvad der gør dig glad.
For at afslutte det - både med ham, og overfor dig selv - kan det hjælpe at skrive en besked, hvor du sætter ord på dine følelser, og sætter grænser. Du bestemmer selv, om du vil sende den. Det vigtige er, at du får lettet dit hjerte.
Du har allerede taget det første skridt ved at skrive ind her, og det er virkelig modigt! Det betyder, at du er stærkere, end du tror. Jeg hepper på dig <3
De kærligste hilsner,
Bryd Tavsheden.