BREVKASSEN

Pige/kvinde

15

01/06/2025

Det er som om der er en dæmon version af min far bag mig

Hej..
Dette er tredje gang jeg forsøger at skrive. Jeg har det svært med at række ud efter hjælp, og jeg gør mit bedste forsøg nu.
Det er 4 år siden jeg sidst har set min far nu, og mine tanker har stadig ikke stoppet. Det er som om der er en dæmon version af min far bag mig 24/7 Han påvirker mine tanker negativt, og siger ting som min rigtige far ikke ville lige så ekstremt, men mildere. Dæmon versionen opfordrer mig til selvmord og selvskade. Denne dæmon version af min far der svæver rundt i mine tanker, er større end mig, ca. 2m høj. Det er han ikke i virkeligheden. Men jeg husker ham som ekstrem høj fordi sidste gang jeg så ham var det jeg var 12. Jeg har kun fået to kælenavne i mit liv, et fra min mor, et fra min far. Min mor kalder mig Nulle, fordi jeg nullede hendes hår. Og min far kaldte mig skit. Stavet rigtigt. Han sagde det var en blanding af mit navn og skat. Han byttede a fra skat ud med i fordi det var et i, i mit navn. Men da jeg sagde det til min mor blev hun trist, og jeg forstå hvorfor nu. Han kaldte mig skit = skidt.

Min far er soldat og har været det hele sit liv. Han har deltaget i flere krige og missioner og det har haft en stærk påvirkning på ham. Han nægter at få hjælp eller tale med nogen. Selvom han ville nægte det hvis jeg sagde det til ham, så tror jeg at han ikke har forladt militæret endnu på grund af han har en magt trang. Han har brug for at være i konstant kontrol. Hvis han mister kontrollen, over sig selv eller andre, bliver han ustabil, og prøver at manipulere sig frem til fuld kontrol igen. Det samme gjorde han med mig, mine søskende og min mor.
Jeg forstod aldrig rigtigt hvad min mor så i ham, og da jeg var mindre var jeg næsten vred over at hun havde valgt ham. Jeg kunne ikke forstå hvorfor min mor ville vælge en der behandler hende som om hun ikke er et levende menneske. Jeg er ikke vred længere, tværtimod. Hun valgte ikke ham, hun valgte hvad han lod som om han var indtil hun var fanget.
Mit allerførste minde, er min far der kaster frugter efter min mor i køkkenet, jeg var 4. Jeg kan ikke huske hvorfor han gjorde det, men jeg kan huske at min mor dækkede sit ansigt fyldt med tårer og at jeg var lille nok til at min bamse kunne stadig slæbe sig hen af køkken gulvet. Min bamse er ikke mere end 35cm høj.
Jeg har løjet om at det var mit første minde før, det var i en samtale med hele min familie til en begivenhed, og da det kom til mig, løj jeg og sagde at mit første minde var da mine søskende blev født, jeg var også 4 da mine søskende blev født. Det tog mig mange år for at indse at min mor var gravid da min far kastede ting efter hende.
Siden jeg var 4 har jeg kun kunnet huske de ting min far gjorde, jeg har kun to nogenlunde positive minder om min mor fra da jeg var barn. Et var, at min mor gav mig en hjerte bamse med arme og to billeder af hende, som jeg satte på hjerte bamsen med klisterbånd og forestillede mig at det var min mor der krammede mig, når jeg savnede hende hjemme hos min far. De billeder er helt krøllede nu.. Og jeg har glemt det anede minde.. Jeg kan kun huske at jeg havde bare et mere positivt minde om min mor, men det er forsvundet nu.. Det gør mig ekstremt ked af det at mine positive minder forsvinder jo ældre jeg bliver.
Et andet minde jeg har konstant på hjernen, er da min far tvang mig, og enten min bror eller søster ned i hans kælder. Han gjorde aldrig noget til os fysisk. Vi blev for det meste tvunget derned alene. Der er kun en gang jeg kan huske hvor jeg var dernede sammen med min bror, jeg kan huske jeg sad på kælder trinnet og holdt om ham. Jeg kan ikke huske hvor længe vi var dernede, kun at vi ikke måtte larme eller prøve at komme op derfra, indtil han sagde vi måtte. Der var også en anden gang hvor jeg var lidt ældre, måske omkring 6-8, og han tvang min søster derned alene, fordi hun grad, og "larmede". Han sagde til mig, at min søster var forstyrrende og var nok irriterende for mig og min bror at høre på... Hun var 2-4! Jeg kan huske jeg prøvede at tale ham fra det, så godt jeg kunne og da han lagde hende på kælder trappen og lukkede den ældgamle dør der gik i baglås hver gang man lukkede den, medmindre man skubbede med hele hans kropvægt mod døren. Jeg prøvede med alle mine kræfter at få døren åben, men ingenting. Jeg sad der lige så lang tid det tog før min far blev vred over at jeg sad der og åbnede døren og lod hende ud.
Jeg var så ung, at jo ældre jeg bliver, jo mere fosvinder mine minder. Det er også grunden til at jeg føler mig mere og mere forvirret i hvorfor jeg stadig har det sådan her.. Jeg kan ikke huske 100% af hvad der skete mod mig, så når jeg føler trist over noget af min far, ved jeg ikke engang hvad. Derfor forsøger jeg så godt jeg kan at tale om dem, men det er svært i en familie hvor alle har det svært. Jeg har kun min mor der kan lytte til mig, og hun har tre børn at lytte til. Jeg ville så gerne havde det bedre, og jeg er så træt af at havde tankemylder og hallucinationer omkring ham eller hvordan livet var dengang.. Mine tanker påvirker mig ekstremt til hvor det er blevet fysisk, jeg har konstant en klump i halsen der føles som om nogen kvæler mig blidt konstant, og min mave er konstant oppustede af hvad virker til ingen grund. Lige siden jeg var helt lille har jeg altid fået mange myggestik, og jeg ville kradse så meget at jeg blødte konstant og har nu flere ar at det. Nu hvor jeg er ældre, får jeg dem ikke lige så ofte, men jeg har akne i stedet for. Jeg kradser mig selv til blods, det føles som langt fra min egen vilje at gøre det og jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver stadig ved, eller hvordan jeg holder op.

Jeg ville ikke diagnoserne mig selv, men både mig og min mor er sikker på jeg har ptsd. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Min fysiske tilstand påvirker det psykiske og min psykiske tilstand påvirker min fysiske... Jeg kan ikke holde det ud længere.
Alt jeg ønsker er at få det bedre og at mine søskende skal havde det bedre og min mor.
Min mor har været i retten og indblandet i retssager omkring forældremyndighed i ca. 10 år nu, og hun har stadig væk ikke fuld forældremyndighed, selvom jeg har været inde til børnesamtaler og været et vidne i retssager siden jeg var 7. Hver eneste gang jeg var inde til en børnesamtale var jeg nødt til at havde noget akut sukker såsom slik, fordi jeg brugte så ufattelig meget af min energi. Mine to søskende har også været inde flere gange og har sagt at de ikke ønsker at se ham heller.
Dog ikke alle gange har det sagt at de ikke ville se ham, ligesom mig. Mine søskende er stadig små, og de var endnu yngre da de var til børnesamtalerne, de ønskede sig en far, men ikke deres far. Ligesom mig.
Jeg har været en del af familieretshuset så længe jeg kan huske og har haft en terapeut fra ca. 8-10år gammel og en psykolog fra 10-14år gammel. Jeg har også været på forløbet Girltalk. Jeg endte med at stoppe med min psykolog sidste sommers på grund af at jeg havde været i det grønne felt i et helt år. Sagt ud fra et skema jeg skulle udfylde ved hver psykolog samtale om hvordan jeg har det. Jeg følte mig ikke klar til at stoppe, og har brugt klippekortet jeg fik en eller to ganger efter det stoppede. Det udløb dog i vinteren. Og siden jeg nu er 15 kan jeg ikke se den samme psykolog igen. Jeg har svært ved at åbne op til andre, fordi jeg er vant til at når jeg siger hvad mit liv virkelig var, ser veninder, familie, lærer, og dem der skulle skrive ned fra børnesamtalerne, på mig som om jeg er vanvittig skør og er i chok. Jeg ville så gerne blive hørt og jeg ville også gerne kunne en skønne dag råbe højt om hvad han gjorde mod mig og min familie så jeg endelig kan blive anderkendt for hvad der skete på mig, i stedet for at blive set som om jeg er den sindssyge. Jeg ved godt at de fleste ser sådan ud fra bekymrelse, men når de ikke siger noget og bare zoner ud og kigger på mig med triste øjne, tænker jeg kun det værste.
Jeg skal også på efterskole efter sommerferien, så der er der heller ikke mulighed for hjælp, andet end denne hjemmeside, min mor blev anbefalet af en fra kommunen.
Mine tanker påvirker mig ekstremt til hvor det er blevet fysisk, jeg har konstant en klump i halsen der føles som om nogen kvæler mig blidt konstant, og min mave er konstant ekstremt oppustede af hvad virker til ingen grund. Selvom mine læge siger at jeg er helt sund.
Jeg ville ikke diagnoserne mig selv, men både mig og min mor er sikker på jeg har ptsd. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det.

Jeg skriver, fordi jeg ville blive hørt og få svar og forhåbentlig en løsning der i det mindste bare kan formindske mit tankemylder.

Kære dig.

Tak for dit brev. Du beskriver rigtig mange ting i dit brev, blandt andet en voldelig far, der stadig spøger, selvom du ikke har kontakt til ham, samt frustration over, hvordan du kan mindske dit tankemylder. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes du er mega sej. Både fordi du skriver herind, men også fordi du har nogle rigtig fine refleksioner omkring hvorfor du har de tanker du har nu.

Du skriver blandt andet i brevet, at mange af dine tanker handler om din far, at disse tanker er negative og at du har svært ved at få dem til at stoppe. Det du beskriver i brevet, er helt naturlige reaktioner på at være vokse top i et voldeligt hjem. Det du beskriver i brevet, er en hverdag med en far, der har udøvet både fysisk og psykisk vold over for dig, din mor og dine søskende i mange år. Det er en stor belastning for alle dem, som volden går ud over, og det er derfor helt naturligt og forståeligt, at det stadig fylder meget i din hverdag, og at det er noget der påvirker dig meget. Det lyder rigtig hårdt, og jeg kan godt forstå, at du gerne vil have hjælp til, hvordan man kan formindske det.

Du fortæller at du er bekymret for om du har PTSD. Den bekymring skal du tage alvorligt. Det er ikke ualmindeligt at børn, der er vokset op med fysisk og psykisk vold, som unge får en overbelastningsreaktion. Jeg synes derfor, at du, måske med hjælp fra din mor, skal kontakte din læge, og fortælle om din bekymring, med henblik på at blive udredt i psykiatrien.

Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du skal håndtere det hele – det skal du nemlig ikke kunne alene. Du er altid velkommen til at skrive herind, både i brevkassen eller i chatten, men jeg vil stærkt råde dig til, at søge hjælp gennem din læge også.

Jeg ønsker dig alt godt.
Mvh Bryd Tavsheden