BREVKASSEN

Pige/kvinde

16

01/07/2026

Intet i mig ønskede at nå sådan et lavt punkt igen, at jeg ville skrive herind igen

Hej, igen...

Intet i mig ønskede at nå sådan et lavt punkt igen, at jeg ville skrive herind igen.
(...)

Men her er jeg, som 16-årig, 17 om under 1 månede, smadret, udmattet, ufattelig trist, voldsomt vred, føler mig krænket fysik og ydmyget mentalt.
Alt sammen af den samme person jeg skrev om første gang.
Min far.

“far” ... ???
Eller, jeg synes ikke og ville ikke kalde ham det mere, men sorgen over sin egen far, der selvom har været død for mig mentalt og ikke er andet end en del af mit blod og DNA, i et halvt årti, først bliver rigtigt død når han dukker op på ens dimission efter et fantastisk år jeg troede aldrig jeg kunne fortjene.

(...)

For at sætte det simplere, foregik vores, tvunget af ham, sammenstød således:

Som sagt, under hele ceremonien, stirrede han klamt, intenst og konstant på mig. Dukkede op her og der som en morder i en gyserfilm, der holder øje med sit næste ofre.

Jeg følte mig presset til at gå op og konfrontere ham migselv, af flere grunde:
Han ventede tydeligvis på mig som en haj, der ventede på, at sælen blev væk fra flokken.
Det var tydeligt, at han først ville gøre det, når jeg var færdig. Jeg nægter at slutte min dimension med de bedste mennesker jeg nogensinde har mødt, med en traumatisk oplevelse af min sindssyge “far”.
Jo, jeg kunne have haft min mor gå op til ham og sige at han skal tage hjem, men han har selv sagt at hun er en “heks” og har manipuleret mig til at tro at hun er den gode. (Lyder ret manipulerende i sig selv, ik’?)
Pga. det, men også fordi jeg ville selv kunne sige det til ham, selv kunne stå op, selv konfrontere ham. Ligegyldigt hvor meget det tog fra min energi, overskud eller grænser, ville han tydeligvis ikke lytte til min mor, men langt mere på mig.

(...)

Jeg går op til ham, med min mor og en højt elsket volontør fra skolen, jeg har talt med om præcis ham, bag mig.

(...)

Han spørger om han må kramme mig.

Derefter, hvor jeg, i min forstand og forståelse, siger tydeligvis nej, tager han det som et ja og krammer mig.
Desværre, lægger jeg af min ene arm halvt omkring hans ryg uden at bevæge noget andet.
Hvorefter jeg fjerner den efter et par sekunder.
Grunden(ene) til at jeg ikke sagde nej, eller tog min arm op:

Stilhed betyder ikke ja. Det troede jeg var et naturligt fænomen, der var common-sense.
Igen, i sidste ende, var det, det punkt hvor jeg var så tæt på at bryde sammen og fuldstændig dissocierede fra alt der eksisterede. Halvt var det fordi:
Jeg lægger ved nærmest automatik min ene arm omkring folk, der krammer mig, som jeg ikke kender.
Tanken: “Det er nok det eneste og allersidste kram jeg nogensinde får fra ham, der stadig føles som den far jeg havde da jeg var spæd.” Spoiler alert, jeg er ikke spæd længere.

Jeg ønskede aldrig nogensinde at føle mig klam og beskidt efter at have krammet min egen far.
Men det er et mareridt revet ud af mig uden samtykke, tvunget til at leve i fortrydelse og sorg over en handling i et øjeblik hvor jeg mistede al kontrol over migselv og mit eget sind.
Han opfyldte det mareridt for mig på min egen dimension.
Som 16-årig.

(...)

“Du må gerne tage hjem nu”
mig

(...)

Mor siger, at han så gik væk, efter hun gik imod ham.

(...)

Jeg fik et meget klart flashback af et jule opkald fra en masse år siden, hvor en af mine mindre søskende ringede til ham, hvor jeg hørte hans stemme for første gang i måske 1 år. I hvert fald efter lang tid.
(...)

Når ens tætteste veninder græder deres hjerter ud ved at høre “Jeg skal konfrontere ham der ødelagde mit liv og stadig gør og er desværre min far” på vores alles vigtigste dage, smadrede mig.

(...)

Jeg har allerede psykolog, en meget sød en jeg føler mig tryg ved og hjælper mig.

(...)

Som konklusion, af alt det her kaos, der er mit liv, er min grund til at skrive ind fordi jeg igen, er havnet i det hul jeg ikke føler var retfærdigt og ønsker bare al den hjælp jeg muligt kan få.

Derfor skriver jeg her, fordi jeg allerede har erfaring med støtten og jeres system. Det er tryggere end en ny psykolog i hvert fald.

Og for at spørge om:

Jeg har kigget længe på om min fars adfærd er direkte stalking. Ifølge Dansk stalking center, som min mor allerede har ringet til før får støtte, som jeg også har tænkt mig at ringe til, så er hans adfærd stalking.
Det føltes bare svært at skelne mellem ønske om samvær og ligefrem stalking og desperation for det.

(...)

Han bryder mine grænser på alle punkter, både online, men også i det virkelige liv. Jo, han er via lov, inviteret til min dimission, men det er fordi han teknisk set jo stadig har forældremyndighed, bare uden samvær i 5 år. Og ja det er ##### dumt.

(...)

Derfor ville jeg spørge hvad grænsen for stalking er for en forældre og hvordan man kan stoppe ham for at kontakte mig nogensinde igen?

Hvordan håndtere man sorg over sin egen far?

Hvordan trænger man igennem til en mand der altid tror at han gør det rette men opfører sig som djævelen og skaber helvede?

Hvad kan jeg gøre for at få det bedre og et liv uden ham?

Jeg har stort set levet hele mit liv uden ham, dog føles det først nu, hvor jeg ser ham igen, (UFRIVILLIGT!!!) at det føltes endnu værre, og som om jeg ren faktisk mister ham og han er stort set mentalt død eller ikke til stede længere, som om den version af ham jeg kendte, rent faktisk er død?

(...)

Dette er mit opråb om hjælp.

Kære du

Tak for dit brev. Det er så godt og sejt at du skriver, og jeg er glad for, at du havde mod på at række ud igen – også selvom du havde håbet, at du aldrig ville få brug for det. Jeg har været nødt til at forkorte dit brev lidt for at kunne have plads til mit svar. Håber det går an.

Det er tydeligt at mærke, hvor meget mødet med din far ved din dimission har påvirket dig. En dag, som skulle have handlet om at fejre dig og alt det, du har opnået, kom i stedet til at handle om at være på vagt og skulle forholde dig til ham. Jeg er ked af at du skulle have den oplevelse - det har du ikke fortjent. Det er meget stærkt og rørende at læse måden du sætter ord på dine oplevelser. Dit brev viser en stor refleksion og en særlig evne til at beskrive nogle meget svære følelser. Jeg lægger også mærke til den måde, du håndterede mødet med din far på. Selvom du beskriver, hvor svært og overvældende det var, lykkedes det dig at sætte en tydelig grænse. Det vidner om en moden ung, som gør sit bedste for at passe på sig selv i en meget svær situation.

Jeg læser også, at du heldigvis ikke står alene. Du beskriver både en mor, en psykolog, gode veninder og andre voksne, som støtter dig. Samtidig giver det rigtig god mening, hvis det alligevel ikke føles som nok lige nu. Mange, der har levet med vold og grænseoverskridelser gennem længere tid, oplever, at det tager tid at komme sig – også selvom de får den rette hjælp. Lige nu har din far desværre stadig en rolle i dit liv, fordi han fortsat har del i forældremyndigheden. Når du fylder 18 år, ændrer det sig, og det kan give dig flere muligheder for selv at bestemme over kontakten til ham. Om det betyder, at han stopper med at opsøge dig, kan jeg desværre ikke vide. Derfor er det vigtigt, at du fortsætter med at passe på dig selv og holder fast i den støtte, du allerede har omkring dig.

Du spørger blandt andet, om din fars adfærd kan være stalking. Du beskriver, at din far gentagne gange opsøger dig og forsøger at skabe kontakt, selvom du tydeligt har sagt, at du ikke ønsker det. Den slags uønsket og gentagen kontakt er noget der blandt andet beskriver som stalking. Stalking er ulovligt, og derfor synes jeg, det er en rigtig god idé, at du kontakter Dansk Stalking Center, som du også selv nævner. De kan hjælpe med at tale situationen igennem og rådgive dig om dine muligheder. https://danskstalkingcenter.dk/hjaelp-og-radgivning/

Du spørger også, hvordan man trænger igennem til en far, der bliver ved med at overskride ens grænser. Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du allerede har gjort det, du kan. Du har sat ord på dine grænser både på skrift og ansigt til ansigt. At han ikke respekterer dem, er ikke din skyld eller dit ansvar. Det næste og sidste skridt ift. grænsesætning vil være at gå den politimæssige vej på baggrund af stalking. Derfor tror jeg ikke længere, at opgaven er at få ham til at forstå, men derimod at du, som tidligere nævnt, fortsætter med at passe på dig selv på bedste vis.

Du vil vide hvordan man håndterer sorgen over sin egen far. Der findes desværre ikke ét svar på det. Men når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du allerede er i gang med den proces. Det tager tid at sørge over den forælder, man havde brug for, men aldrig fik.
I forlængelse af dette, skriver du, at du ønsker al den hjælp, du kan få. Her er det vigtigt for mig at sige at du endelig skal blive ved med at udtrykke dig som du gør samt fortsætte til psykolog. Skulle du have behov for noget der er mere voldsspecifikt, er du meget velkommen til at kontakte os hos Bryd Tavsheden. Udover vores chat- og telefonrådgivning, har vi blandt andet Drop-in forløb for unge, hvor du kan møde andre unge, der har oplevet vold eller grænseoverskridende adfærd. Mange oplever, at det kan være en lettelse at møde andre, som genkender de følelser og tanker, man går med. https://brydtavsheden.dk/drop-in-moede/

Til sidst får jeg lyst til at sige, at jeg ikke læser dit brev som et tegn på, at du er tilbage ved start. Det er helt naturligt, at et møde som det med din far kan vække disse ubehagelige følelser og minder til live. Når jeg læser dit brev, ser jeg en ung kvinde, der kan sætte ord på sine oplevelser, mærke sine grænser og række ud efter hjælp, når hun har brug for den. Det er en stor styrke, også selvom det måske ikke føles sådan lige nu.

Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden