BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige/kvinde
17
16/07/2026
Mine forældre kritisere alt hvad jeg gør og min bror slår mig
Jeg bor i en familie på seks, siden jeg var 12 har mine forældre kritiseret alt hvad jeg gør. I dag er jeg 17 jeg får heletiden at vide at det ikke er sådan en kvinde skal se ud eller gøre, jeg har svært ved det sociale og faglige pga. min familie har altid stået i vejen. Min ældste bror på 19 slår mig altid og rør mig selv når jeg siger stop.
Kære du
Først og fremmest tak for dit brev. Jeg vil gerne sige, at det er meget modigt af dig at række ud og åbne op om det du oplever derhjemme.
Jeg vil også gerne starte med at fortælle dig, at det ikke er din skyld, hverken at dine forældre kritiserer dig eller din brors behandling af dig. Det er aldrig okay at slå, og bestemt heller ikke at rører et andet menneske uden deres samtykke. Og faktisk er det mere bekymrende, fordi det er din bror. Du skal vide, at det du udsættes for, er ulovligt.
Jeg kan godt forstå, at det er hårdt at leve i et hjem hvor du udsættes for slag og ufrivillig berøring fra din bror. Nu ved jeg ikke præcis hvordan han rører dig, men når du fortæller, at du siger stop, så virker det til at være meget grænseoverskridende for dig. Det er virkelig sejt at du siger stop, og jeg er ked af at han ikke respekterer det. Når du skriver at han rør ved dig, skriver du ikke hvor eller hvordan han rør dig. Men hvis det går over din grænse, så er det absolut ikke okay.
Det samme gælder også med de slag han giver dig, hvis du er i tvivl om der er tale om vold eller mere drillerier mellem søskende, så skal du vide, at fysisk vold er fysiske handlinger, hvor du bliver krænket, det kan f.eks. være ved slag, lussinger eller fastholdelse. Selv hvis det blot er drillerier fra din bror side af, så har du stadig ret til at sige fra og det skal din bror respektere. Du fortjener at blive hørt.
Angående dine forældre, så kan jeg virkelig godt forstå at det påvirker dig. Ens hjem bør være et trygt og sikkert sted, hvor man kan slappe af og være sig selv. Men det lyder mere som om du ikke kan slappe af. Du nævner selv ”jeg får hele tiden at vide at det ikke er sådan en kvinde skal se ud eller gøre” og det er jeg ked af at du får at vide. Jeg er sikker på du går i noget tøj som får dig til at føle dig glad og tilpas, og det er jo det vigtigste. Jeg kender ikke hele din historie, men ud fra det du beskriver i brevet, kan jeg godt blive bekymret for måden dine forældre behandler dig på de sidste 5 år. Når de behandler dig sådan, tænker jeg på psykisk vold. Det er når ord og handlinger gentages med det formål at kontrollere, manipulere, nedgøre eller tilsvine. Jeg indsætter lige et link, hvis du vil læse mere om de forskellige voldsformer: https://brydtavsheden.dk/viden-om-vold-bryd-tavsheden/hvad-er-vold-bryd-tavsheden/
Det lyder som om du har det svært derhjemme og igen skal du vide, at det ikke er din skyld. Jeg synes du er virkelig modig for at skrive ind til os, og jeg håber inderligt, at du har nogle omkring dig som du kan snakke med og slappe af omkring, så du ikke skal sidde med det hele selv. Det kan være rigtig svært at komme igennem det hele i et brev, så du skal være meget velkommen til at skrive til os i vores åbne anonyme rådgivning. Vi har åben hver mandag til torsdag fra kl. 17:00 til 20:00. Så hvis du har brug for det, må du endelig skrive eller ringe til os på +45 44452090.
Mvh Bryd Tavsheden.