BREVKASSEN ER ÅBEN
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Chatten er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
14
02/12/2021
Tanker om kæresteforhold.
Hejsa
Jeg skriver til jer, fordi jeg har haft en del på hjerte på det sidste, men jeg har ikke rigtigt haft så mange at snakke med. Jeg har nogle virkelig gode veninder, som jeg normalt har det nemt ved at snakke med, men det her føles anderledes.
I hvert fald: Siden slutningen af sommeren har jeg skrevet med den her dreng. Han er lige blevet 17 år og bor lidt udenfor den by, jeg bor i. Jeg er selv 14, men jeg bliver 15 om nogle måneder. Vi har jo som sagt skrevet sammen et godt stykke tid nu, men det er først for nylig, at vi har hængt ud sammen. I dag var første gang, jeg var helt alene med ham, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, han er virkelig nice at være sammen med. Han giver mig sommerfugle i maven - en følelse, jeg ellers ikke får ved særligt mange drenge. Vi gik en tur i sneen, snakkede, hyggede, drillede hinanden lidt og sad lidt tid på en bænk, hvor han havde armen om mig. Jeg følte mig virkelig tryg sammen med ham, og at skulle være sammen med ham gør, at jeg har noget at se frem til og glæde mig til.
Jeg ved ikke, om det er vigtig viden for jer overhovedet, men vi har sendt lidt af hvert til hinanden. I ved, uden tøj og sådan. Han har sagt, han godt kunne mig, og det er da heller ikke fordi hans krop er grim eller noget, men jeg er så bange for, at han ikke synes, jeg er udviklet nok. Jeg er trods alt kun 14, og han er jo vandt til at være omkring ældre piger.
Nu, hvor I har lidt grundviden, kommer mine spørgsmål. Der er en del.
Det første er, at han lagde op til at ville kysse mig. Vi gik på en sti med træer omkring os, og så tog han mig i hånden, snoede mig rundt til ham, kiggede ned på mig og sænkede hovedet for at kysse mig. Jeg gik lidt i panik, da jeg har haft en lidt træls oplevelse med at kysse en dreng, jeg slet ikke kunne lide, bare fordi han blev ved med at plage. I hvert fald fik jeg afvist ham lidt, men forsøgte at redde den ved at smile til ham og trække lidt i hans hånd for at han skulle følge med. Han sagde "av" og virkede lidt skuffet, men prøvede igen, da vi sad på bænken, hvor jeg bare lagde mit hoved på hans skulder. Jeg føler mig så dum, når jeg sidder her og skriver det, men jeg ved ikke, hvad der gik gennem hovedet på mig. Jeg vil jo gerne kysse ham, men jeg vil ikke gøre noget galt eller gøre det dårligt. Jeg har kun kysset én person før, og det var ikke engang et ordenligt et, men han har kysset en hel del piger, så han har jo meget mere "experience" med det. Hvad synes I om det? Synes I, at jeg skal kaste mig ud i det, eller vente til jeg kender ham bedre, men så risikere, at han synes, jeg er kedelig eller sådan noget? Eller noget helt andet?
Og det andet:
Han har indrømmet, at han gjorde nogle dumme ting for et år siden. Han tog nogle ret hårde stoffer, som han er stoppet med nu, fordi han godt ved, det er dumt. Men efter jeg var sammen med ham idag, snakkede jeg med en af mine andre veninder, som sagde, hun godt ved, hvem han er, og at jeg skal passe på. Hun siger, at han var sammen med en 7. klasse, da han gik i 9. og at rygterne siger, at han er ret toxic og har været en del piger utro, at han bare går efter pigers kroppe og at han ofte går efter yngre piger. Det gør mig selvfølgelig vildt ærgerlig, at det er sådan, folk opfatter ham, for jeg vil så gerne have det til at fungere. Jeg ved jo ikke, om det bare er rygter - men hvad hvis det ikke er? Og skal jeg snakke med ham om det eller lade det ligge?
Der er lige et hurtigt sidste:
Han tager snus og ryger, og det gør jeg slet ikke - ingen af delene. Jeg tror, han synes, jeg er lidt barnlig, når jeg siger nej tak uden nogen forklaring. Er jeg det? Og jeg har ikke lyst til nogle af delene. Tror I, han er dårlig indflydelse?
Aller sidste:
Min familie ved intet om ham. Jeg tror ikke, de ville være særligt glade, hvis jeg fortalte om ham. Jeg ved jo ikke engang, om jeg vil være kærester med ham. Jeg ved heller ikke, om han vil. Men hvad hvis det alligevel ikke går? Er det okay at snige mig rundt for at mødes med ham? Så er det jo også nemmere, hvis det ikke går med ham, end hvis jeg har fortalt dem om ham. Hvad tænker I?
Hilsen forvirrede mig
Kære pige på 14 år.
Tak for dit brev og for at dele dine tanker med os.
Men jeg må skrive at vi er en brevkasse for børn og unge, der oplever vold. Og det gør du heldigvis ikke.
Jeg vil anbefale dig at skrive til www.girltalk.dk som har en chat hvor du vil kunne skrive med nogen der er rigtig dygtige til at svare unge med alle de problemer som man kan have som ung.
Jeg får så alligevel lyst til at skrive lidt til dig. Jeg tænker at det er svært at have den første kæreste, fordi du jo ikke kan vide hvordan det forhold skal være.
Det er meget vigtigt at du kun gør det som du har lyst til, og det skal din kæreste respektere, for ellers er han ikke en god kæreste. Du skal ikke lade dig presse til noget, som du tror at man skal, det handler om hvad du har lyst til og er klar til.
Og så det med at sende billeder. !! Det skal du passe på med, for de billeder kan risikere at blive sendt til andre og komme på nettet, hvor de bliver set af nogle, som du ikke har lyst til skal se dine billeder.
Held og lykke med alle de beslutninger som du skal til at tage. Pas på dig selv.
Mange hilsner
Herdis