Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig Skriv anonymt i brevkassen – Bryd Tavsheden hjælper dig
Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSEN

BREVKASSEN ER ÅBEN

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

VI SVARER HURTIGST MULIGT

 Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Hvis du kommer til at skrive noget så du eller andre ikke længere er anonyme, skriver vi det om, så anonymiteten bevares. Brevene besvares de dage chatten er åben.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

HAR BREVKASSEN HJULPET DIG I DIN SITUATION?

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

18

Dato

11/12/2021

Er det psykisk og seksuel vold?

Kære bryd tavsheden
Har den her fyr jeg blir ved med og give chancer fordi han er den bedste til og virke som om han har forandret sig vi kommer op k et skænderi enden der slutter hvergsng hvor jeg “altid” er skylden til det, og så virker det som om vi har det fint endtil vi skal sove næste dag har han slettet mig overalt inorgere mig og lader som om han ikke kender mig og er i tvivl om det er psykist vold når han ikke er der for mig eller behandler mig som om han elsker mig som han siger han gør jeg har Mistet lysten til samleje for han spørger aldrig om jeg vil og det hver dag nogle gange 4 gange om dagen hvor han bare gå igang og forventer det ok med mig kh en pige på 18

Svar

Kære pige på 18 år.

Tak for dit brev - det er rigtig godt du rækker ud for det lyder til, at du befinder dig i en svær situation, som du skal ud af.

Du beskriver flere ting, så jeg vil dele mit svar lidt op.

Du starter med at spørge, om den fyr du ser, udøver psykisk vold mod dig. Du beskriver, hvordan han altid giver dig skylden for alt, I skændes om. Du beskriver også, hvordan han lader som om, at han har forandret sig og alt er godt ind til næste dag, hvor han ignorerer dig igen og lader som om, han ikke kender dig. Du fortæller, at han siger, at han elsker dig - men hans handlinger viser noget andet.

Det lyder rigtig hårdt og ubehageligt, og det du beskriver, kan betegnes som psykisk vold.

Når han giver dig skylden, kan det være han siger ting som: "du overreagerer", "du er jaloux", "du er usikker", "du er alt for sensitiv", "du bliver nødt til at arbejde på..", eller "det var bare for sjov, hvorfor kan du ikke tage en joke". Bagefter lader han som om ingenting er hændt, og hvis du påtaler det, vil han måske sige "ej, bliver du nu ved..".

Kan du nikke genkendende til det, er du sandsynligvis udsat for det, der hedder gaslighting. Gaslighting er en måde at manipulere på, hvor den, der bliver udsat for det (dig), begynder at betvivle sin egen virkelighedsopfattelse. F.eks. kan du måske tænke: "Var det måske også bare mig, der sagde/gjorde..?", for lige bagefter siger han jo, at han elsker dig. Men der er ikke overensstemmelse mellem hans ord og handlinger.

Det kan være rigtig vanskeligt at komme ud af den manipulation, så derfor vil jeg foreslå dig at lave en lille øvelse.

Næste gang I har et skænderi, og han siger eller skriver til dig, at alting er din skyld, så prøv at byt "du" ud med "jeg". Så hvis han f.eks. skriver i en sms:
"Det er din skyld at.. Og du gør også altid.. Og du overreagerer og laver problemer ud af alt.", eller hvad han nu skriver, så bytter du ud, så der står:
"Det er MIN skyld at.. Og JEG gør også altid.. Og JEG overreagerer og laver problemer ud af alt."

Når du har gjort det, vil jeg bede dig mærke efter, hvilken version der føles mest rigtig og retfærdig. Er det den, hvor du får al skylden eller er det den, hvor han får ansvaret? Hvis det er det sidste, fortæller det mig, at han manipulerer og gaslighter dig, og at du skal få stoppet forholdet.

Det bliver ikke bedre, og intet du gør eller siger, kan forandre ham og hans måde at reagere på. Det er ikke dit ansvar, og det er ikke din skyld.

Du beskriver også, at du har mistet lysten til samleje. Han spørger aldrig, om du har lyst, han går bare i gang og forventer, at det er ok med dig.

Han udsætter dig for seksuel vold, og det er ikke OK!

Samleje kræver samtykke. Det betyder, at han skal sikre sig, at du har lyst - hver gang. Det fortæller du, at du ikke har - derfor skal det stoppe med det samme.

Jeg tænker på, om du mon taler med nogen af dine nære, om det der foregår? En veninde, eller måske din mor? Det er nemlig sådan, at det bliver nemmere at komme ud af et psykisk og seksuelt voldeligt forhold, når du taler om, hvad der foregår. Så ved nogen nemlig, hvad der foregår og de kan fortælle dig, at det ikke er ok.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe med at stille din situation i et lidt klarere lys.

Hvis du har lyst til at tale mere om, hvordan du bedst muligt kan komme ud af den situation du er i, er du mere end velkommen til at kontakte os på vores chat. Den er åben hverdage mellem 17-20. Du kan også ringe til os på telefon: +45 44 45 20 90 i samme tidsrum.

De bedste hilsner
Thea