Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Skriver du et brev i weekenden, svarer vi mandag kl 17.00. Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, så kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

14

Dato

29/07/2019

Bange for papfar

Hej. Jeg skriver for at få råd. Min bonus far er nogle gange voldelig, især når han er sur. Også er han meget grim i sit sprog, han kalder blandt andet min lillebror for handicap barn og syg i hovedet. Han kan finde på at slå mine søskende, han slo kun mig da jeg var mindre. Det kunne være lussinger, dask, skub og engang blev jeg sat under den kolde bruser, fordi jeg var blevet SKYLDT for at stjæle penge fra en pige, som går i min klasse. Jeg var 11 og havde ikke stjålet noget.. Men er stadig bange for ham. Han truer også os, og bestemmer meget. Han kan for eksempel true med at slå os, sende os til kommunen, at vi ikke får aftensmad og at han ikke vil have os længere. Han bestemmer også meget over mig, med foreksempel sengetider, hvornår jeg må være ude, hvem jeg må være sammen med og sociale medier... Jeg skal i seng ved 20-tiden, må være ud til klokken 18 i hverdagen og til klokken 20 i weekenden, må ikke være sammen med min bedste veninde, fordi hun er lesbisk.. Hvilket jeg er meget ked af. Og sociale medier må jeg ikke have. Det her har stået på længe, og jeg er bange og træt. Kan ikke sove om natten, og hvis jeg så endelig falder i søvn, så vågner jeg op og græder. Det skal lige siges, at mine søskende og jeg ikke har samme far. Han er min bonusfar og han er deres biologiske far. Min biologiske far forlod min mor som helt lille, og siden har hun fundet min bonus far. Er bare bange for at der skal ske min familie noget, hvis jeg siger det til en lærer eller andet. Er bare bange kh pigen

Svar

Kære pige på 14 år.
Tak for dit brev, det gør mig bekymret at læse hvordan du har det og hvordan din papfar behandler dig.
Det din papfar gør overfor dig og dine søskende er slet ikke i orden og så er det faktisk også ulovligt at slå børn, også selvom den voksne synes at han opdrager jer.
Der er tale om fysisk vold og også psykisk vold. Og begge dele er forbudt.
Det er fysisk vold at slå og det er psykisk vold at true og kontrollere andre.
Når din papfar truer med at ville sige noget til kommunen, så er han da vist ikke klar over at det er ham der kan få problemer med kommunen, fordi det han gør overfor jer børn er ulovligt, så kommune vil altså ikke holde med ham og sige at det er ok hvad han gør.
Jeg synes det er meget alvorligt at du blev puttet ind under en kold bruser, fordi nogen troede at du havde lavet noget galt. Det er bare slet ikke i orden.
Forældre kan jo bestemme hvornår deres børn skal være hjemme, men at være hjemme kl. 18 når du er 14 år og i seng kl. 20, det synes jeg er ret tidligt, særligt om sommeren og når du har ferie fra skolen.
Du skriver slet ikke noget om din mor, hvad gør hun når han er voldelig overfor dig og dine søskende ? Prøver hun at stoppe det ? Eller synes hun at det er ok ?
Eller er din mor bange for ham ? Kan du mon tale med din mor om hvordan du har det, og at du er bange ?
Det er synd at du ikke har nogen at tale med, og at du er bange for at tale med en af dine lærere. Men er der noget familie som du kan tale med ? En kusine der er ældre end dig, en moster eller din mormor ?? Måske er der nogle af dem der kan hjælpe dig. Måske kan de tage en stille og rolig snak med din papfar.
Måske du alligevel kan tage en snak med en af dine lærere, en som du stoler på og som du tror vil lytte til dig. Din skole kan tage en snak med din mor og papfar, eller din skole kan tale med jeres kommune. Det vil din mor og papfar få at vide, og det tror jeg at du er bange for. For hvis han så bliver mere sur og vred. Men på den anden side, det er altså ikke i orden at du bliver behandlet sådan.
Du lyder som en rigtig fornuftig og ordentlig pige og du skriver rigtig godt om hvordan du har det, så jeg tror ikke at dine lærere vil tro at du lyver.
Måske du også kan skrive til vores chat og tale lidt mere om hvordan du kan gribe det an at få talt med nogen om hvad der sker.
Mange tanker til dig. Herdis