BREVKASSE

Pige

17

09/12/2018

Jeg har egentlig aldrig troet jeg kunne gøre noget ved min situation

Hej, efter rigtig meget overtalelse fra min kæreste skriver jeg nu ind. Jeg har egentlig aldrig troet jeg kunne gøre noget ved min situation, men ifølge ham kan jeg vel. Min familie er ikke særlig rar at bo med. Der er rigtig dårlig stemning i huset hele tiden. Mine forældre råber en del af mig og min 15-årige bror. Jeg er i forvejen en meget sensitiv person, så jeg græder ret nemt, hvilket virkelig er et problem, for mine forældre blive sure når jeg græder. De siger jeg er en tudeprinsesse og at jeg overreagerer på alting, og råber bare endnu mere af mig, og jeg græder mere osv. Det er en ond cirkel som vi går i gennem flere gange om ugen. Jeg bliver snart 18 så mit håb var i virkeligheden at jeg kunne flytte ud og komme væk fra min familie, men det er ikke realistisk med den SU og løn jeg får. Jeg føler mig fanget i et helvede jeg kun kan slippe ud af i korte weekender sammen med venner og kæresten. Og jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan gøre længere. Jeg har lidt givet op på at være glad i min hverdag. Jeg har gjort mit bedste for at undgå at være hjemme. Arbejde, fritidsaktiviteter. Men der gør ondt på min skole og karakterer, hvilket virkelig stresser mig ud mere end jeg allerede stresser i forvejen. Hver gang jeg har spurgt om hjælp får jeg svaret ‘snak med dine forældre om det’ men det hjælper ikke specielt meget, for de vil hverken lytte til mig eller overveje hvad jeg siger. Hvad kan jeg gøre?

Kære Pige 17 år, Hvor er det godt og modigt at du skriver herind! Det lyder som om du har en sød kæreste der gerne vil hjælpe dig. Det første skridt til at ændre på noget er at tage ansvar og tage sig selv alvorligt. Du skriver at der en dårlig stemning i huset og at dine forældre tit råber af dig, hvilket selvfølgelig gør dig ked af og i dårligt humør. Jeg kan også forstå på dit brev, at det ikke hjælper meget at tale med dine forældre, da de ikke lytter til hvad du siger. På trods af du snart fylder 18 år, skal det jo være til at holde ud og bo hjemme og passe din skole. Jeg kan også forstå at du både har job og fritidsinteresser, hvilket lyder godt. Det er svært at bo i et hjem med mange konflikter og kræver tit, at de voksne vil være med til at ændre det, hvis der skal ske noget. Hvis dette ikke er tilfældet, tænker jeg det er vigtigt, at du får mulighed for at tale med nogle udefra om, hvordan du har det under de forhold. At sætte nogle ord på de følelser - og tårer der kommer - kan være en hjælpe dig til at leve under de omstændigheder indtil du skal flyttet. Brug derfor dit netværk, kæreste og veninder, således at du ikke går alene med alle dine tanker og bekymringer. Det lyder ikke for som om du er en tudeprinsesse, men mere som om du reagere sundt på nogle usunde forhold.
Bedste hilsner

Camilla